Pingpris-nominerede Anyone for Rhubarb? er en hittepåsom og egensindigt tegnet webserie. Nummer 9 har interviewet manden bag.
Lige pludselig var den der bare, Anyone for Rhubarb? I Facebook-nyhedsstrømmen, på Twitter, i RSS-læseren. Christian Henrys skæve og ofte overrumplende morsomme webserie er vokset støt i statur og popularitet over det seneste år, og derfor var det heller ikke overraskende, da den dukkede op på listen over Pingpris-nomineringer i går.
Nummer 9 tog pulsen på manden bag fænomenet og lagde hårdt ud:
Hvem er den mystiske Christian Henry? Kan du løfte lidt af sløret for manden bag Anyone for Rhubarb?
– Det gør jeg gerne – med fare for at bortkaste det tillokkende og enigmatiske skyggebillede, der er Christian Henry.
– Jeg er grafisk designer og illustrator, og jeg bor på Frederiksberg. Her holder jeg til med min kæreste og vores to-årige datter, indtil vi en dag tager os sammen og flytter i retning af noget mere landligt. Jeg er vist lidt af en tegneserienørd og en ivrig musik- og filmentusiast. Og så har jeg en særlig forkærlighed for sci-fi litteratur fra 1950-1960’erne, f.eks. Ray Bradbury, Robert Sheckley og sådan noget stads. Jeg drikker også en masse kaffe. Alt for meget, synes jeg.
Anyone for Rhubarb? rummer en del hilsener til især superheltetegneserier. Hvad er din baggrund som serielæser?
– Så længe jeg kan huske, har mit liv været fyldt med tegneserier. Nogle af de tidligste, jeg kan mindes, udover Anders And, er min fars gamle Winthers-udgivelser af Hulk. Dem skannede jeg med stor appetit igen og igen, før jeg overhovedet kunne læse.
– Siden da har især Marvel fyldt meget i min læseplan. I dag kan jeg måske nok synes, der er langt mellem snapsene fra dén kant, men folk som Ed Brubaker, Mark Millar, Jonathan Hickman og Mark Waid er i hvert fald garanter for gode historier. Jeg læser nu også meget andet. F.eks. håber jeg snart at kunne rejse midler til at investere i Jan Lööfs samlede tegneserier bind 2. Og så er jeg lige blevet færdig med endnu en omgang af Brian Azzarellos eminente 100 Bullets.
– Før jeg startede Anyone for Rhubarb? læste jeg faktisk ikke specielt mange web-tegneserier. Det gør jeg nu. Dels som inspiration, men også som følge af det fællesskab af andre webtegneserietegnere, man hurtigt bliver hvirvlet ind i som udøvende. Vi læser hinandens tegneserier og synes, de er epokegørende.
– Skulle jeg fremhæve nogen tegneserier på nettet, er det Kate Beatons Hark! A Vagrant og KC Greens Gunshow. Sidstnævnte er måske min mest direkte inspiration. Han er vanvittigt sjov. Tegneserien er uhørt skæv og ret besynderlig med et besnærende strejf af mørke. Derudover er han bare dygtig, og arbejder med et for webtegneserier exceptionelt højt bundniveau.
– Måske skulle jeg faktisk slet ikke have nævnt ham. Det er svært at se, hvorfor nogen skulle gide at læse Anyone for Rhubarb?, hvis de kender til Gunshow.
Har du lavet tegneserier før Anyone for Rhubarb?
– Jeg storproducerede tegneserier som barn og teenager. I en lang årrække svigtede jeg dog helt gerningen, selvom drømmen jævnligt rørte på sig. Først med Anyone for Rhubarb? gjorde jeg mit egentlige comeback og, i en vis forstand, debut.
Kan du kort skitsere webseriens “udgivelseshistorie” frem til nu?
– Anyone for Rhubarb? opstod først og fremmest som et produkt af en praktisk talt livslang drøm om at lave min egen tegneserie. I drømmen var tegneserien af papir, men det er tæt nok på. Sekundært var det for at give mig selv et tegneprojekt. Jeg synes, jeg havde brug for noget, der kunne motivere mig til at tegne hver dag. Der var vist også noget med en lidt naiv forestilling om måske at kunne tjene et par skillinger via reklameindtægter. Det samlede overskud har jeg vist formøblet på et halvt kilo oksekød i Netto for nylig!
– Anyone for Rhubarb? startede også lidt mindre ambitiøst som en-panels tegneserie. Efter 6-8 måneder, og ovenpå en smule selvransagelse, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i multipanelsstriber. Jeg har aldrig set mig selv som en specielt stærk ka-pow punchline-skribent, så det var egentlig meget naturligt at bevæge mig lidt væk fra en-panels tegneseriens ret ensidige fokus på dén disciplin.
– I virkeligheden er jeg nok mere drevet af lysten til at fortælle de små, skæve historier end jagten på den stærke punchline. Med et slag blev hele projektet dog noget mere tidskrævende, men jeg føler stadig, at det var det rigtige valg.
– Besøgstallene har været langt over forventning, stort set fra starten. Det skyldes nok især sites som Reddit og Stumbleupon. Besøg herfra er dog ofte lidt som at tisse i bukserne. De fleste vender ikke tilbage, og jeg kan godt have lidt svært ved at gennemskue det reelle antal “faste” læsere. Det er til tider frustrerende ikke at vide, hvor mange læsere man har, og hvad de egentlig synes om tegneserien, men sådan er vilkårene jo. Det er jo kun en yderst begrænset del af de besøgende, jeg hører fra. Jeg har ikke desto mindre en klar oplevelse af, at jeg har fået langt flere faste læsere med tiden.
En umiddelbart slående ting ved Anyone for Rhubarb? er din måde at tegne ansigter på, hvor næse og øjne ofte afbildes en face, mens munden er i profil. Hvordan kom dine figurer til at se sådan ud?
– Jeg har tegnet sådan i mange år, nogenlunde i hvert fald, men den stilmæssige variation har været noget større. Måske var der også lidt mere Simpsons at spore i figurerne for nogle år siden.
– Men under tilløbet til Anyone for Rhubarb? satte jeg mig ned og tegnede figurer for at finde ud af, hvad der fungerede bedst og hvad der var sjovest – for at lave en slags designregler for mit udtryk, inklusiv farveskala og den slags.
– Mine figurer mistede blandt andet deres led i dén proces. Det var meget ubehageligt for alle involverede parter. Og profil-munden blev en fastlagt regel. Anyone for Rhubarb?-connaisseurs vil dog bemærke, at min stil løbende har ændret sig undervejs.
Fortæl om arbejdsprocessen bag en “Anyone for Rhubarb?” – fra den første idé gennem forarbejdet til den færdige stribe.
– Det varierer lidt fra stribe til stribe. Groft fortalt lægger jeg mig til at sove. En halv time senere famler jeg forvildet efter et stykke papir et sted på natbordet for at notere en kvart idé ned. Uger efter forsøger jeg så at dechifrere sætninger som “makes the poodle smell him” på bagsiden af en gammel konvolut.
– Når ideen er færdig, går jeg i gang med skitserne. Dem laver jeg på helt gammeldags manér med blyant, papir og sådan. Skitsens færdiggørelse markerer for det meste point of no return. Herfra er der ikke tid til de store ændringer. Så rentegner jeg på computeren. Det tager mig altid alt for lang tid. Så farvelægger jeg. Til sidst laver jeg talebobler og tekst, samt ærgrer mig over, at det er for sent at ændre tegneserien på et helt grundlæggende plan.
Din måde at bygge striber op på varierer en del fra gang til gang – fra relativt enkle “sight gags” til længere, ofte ret uudgrundelige sekvenser. Eksperimenterer du bevidst med forskellige tilgange?
– Der er flere grunde til, at formatet ændrer sig så relativt ofte.
– Tiden er en væsentlig faktor. Jeg kan bedst lide at lave de længere tegneserier, hvor der er mere tid og plads til situation, historie eller karakter. Men de er meget tidskrævende, og der er både flere ting at holde styr på, og flere ting der kan gå galt end i de korte, også sent i processen.
– Faktisk har jeg aldrig lavet en af mine 12-plus-panels tegneserier uden bagefter at tænke; “det gør du aldrig nogensinde igen”. Jeg har heldigvis en kort hukommelse. Måske uheldigvis.
– Jeg kan nu også finde glæde i de kortere tegneserier, men de er altså sommetider et produkt af den, tid jeg har. Faktisk har jeg nok i det hele taget lidt svært ved at lægge mig fast på én bestemt ting, jeg gerne vil. Jeg kunne godt tænke mig at skabe en mere entydig AFR-linje, men det er også frygteligt svært at tøjle lysten til at prøve alt muligt forskelligt. Det er vel både godt og skidt.
– Samtidig prøver jeg mig jo også hele tiden frem i forhold til læserne. Hvad får jeg respons på, og hvad får jeg ikke så meget respons på? Ikke fordi det er det eneste, der tæller, men jeg føler det giver mig et eller andet fingerpeg om mine styrker og svagheder. Det kan sommetider være urimeligt svært at se selv!
Hvad er dine ambitioner på stribens vegne – hvor ser du den et par år ude i fremtiden?
– Først og fremmest håber jeg på, at den stadig eksisterer. Det er bestemt planen og drømmen, men det er som sagt et tidskrævende projekt uden meget andet afkast end personlig tilfredsstillelse. Derudover har jeg ikke nogen konkret målsætning.
– På indholdssiden kunne jeg godt tænke mig at skabe en stærkere følelse af et Anyone for Rhubarb?-univers. Måske gennem flere tilbagevendende karakterer og længere fortsatte historier. Det er jeg allerede lidt i gang med.
– Overordnet set skal jeg fortsat have en følelse af fremskridt som tegneseriemager. Jeg vil gerne kunne kigge tilbage og se en udvikling. Jeg håber selvfølgelig også på at bygge lidt på læserskaren. Et helt astronomisk højt tal eller deromkring ville være helt i orden!
