Nummer 9s underground-ekspert Martin Christiansen interviewer Los Angeles-serieskaber Keenan Keller.
Undergrunden lever og har det godt i USA, hvor en moderne aftapning af 60’ernes og 70’ernes visuelle freakouts dyrkes mellem mainstream og graphic novels. En af scenens movere og shakere er serieskaber, forlægger og billedkunstner Keenan Keller, som Nummer 9s Martin Christiansen har taget en lang, rablende snak med – læs selv:
Vil du starte med at introducere dig selv og fortælle hvad Drippy Bone Books er for en størrelse?
– Jeg hedder Keenan Marshall Keller – kunstner, tegneserietegner, kurator, freak og en del af forlaget Drippy Bone Books. Jeg bor i Los Angeles med min kone Lesley Ishino, der spiller trommer i Red Tanter, Static Static og Smelly Tongues, og vores to katte.
– Drippy Bone Books er et forlag for kunstzines og underlige tegneserier med fokus på stærke kreative krafter indenfor begge ting. Det blev startet af mig selv og mine to partnere, Kristy Foom og Mario Zoots. Vi laver og trykker selv vores egne zines og udgiver dem under paraplyen Drippy Bone Books.
– Gennem Drippy Bone Books har jeg udgivet tegneserier af Victor “Bald Eagles” Cayro, Pat Aulisio, Josh Bayer, Derek M. Ballard, Austin English, Shalo P, Box Brown, Peter Gray Hurley og jeg håber at komme til at arbejde med de kunstnere såvel som nogle flere weirdos i fremtiden.
Hvordan startede din interesse for tegneserier? Hvad var de første tegneserier og tegneserietegnere, der fangede dig? Hvordan begyndte du med selv at lave tegneserier?
– Tjah, jeg elskede tegneserier som barn. Jeg var Marvel-fan. Jeg elskede Punisher, X-Men, New Mutants, Wolverine – det sædvanlige shit for unge, der læste tegneserier i USA i de sene 80’ere. Jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat på og kunne aldrig få nok. Da min familie flyttede fra Florida til Virginia, da jeg var tolv, begyndte det for alvor. Jeg begyndte at læse Lobo, Trencher og Marshall Law og nød virkelig humoren og volden i de serier. Men da jeg blev ældre, blev jeg mere interesseret i film og blev besat af at samle VHS’er med art movies og underlige film og så røg tegneserieinteressen røg lidt i baggrunden.
– Jeg kom på filmskole og hadede det. Det er svært at lave personlige og anderledes ting i film, fordi man skal arbejde sammen med så mange mennesker. Det blev bare aldrig rigtig mit talerør. At møde min kone, da jeg flyttede tilbage til Los Angeles, har nok været det vigtigste for mig som kunstner. Jeg flyttede til Los Angeles efter at være færdig med filmskolen og have fundet ud af, at jeg ikke kunne fordrage at være med til filmoptagelserne. Der var kun ventetid og ligegyldig sniksnak. Jeg indså, at min idéer aldrig ville blive realiseret og jeg gad ikke at arbejde på andre folks drømme. Jeg fucking hadede det, så det stoppede jeg rimelig hurtigt med. Min kone, som på det tidspunkt var min kæreste, havde en stor samling 90’er-alternative tegneserier, blandt andet alle Eightball hæfterne, en stak Chester Brown tegneserier, et par numre af Weirdo, nogle numre af Peter Bagges Hate, flere forskellige Kim Deith tegneserier og mange af Al Columbia. Jeg havde aldrig set de her tegenserier før og jeg var blæst væk. Så jeg begyndte at interessere mig for tegneserier igen.
– Derefter begyndte jeg at tjekke undergroundtegneserier fra 60’erne og 70’erne ud og begyndte at samle og læse om tegnerne. Jeg blev helt vildt med S. Clay Wilson, Greg Irons, Spain, Charles Dallas, Rory Hayes, Vaughn Bode og mange flere. Kunsterne styrede selv alt i deres røv-vilde historier. Disse tegnere og folk som Raymond Pettibone og Gary Panters tegninger til punk flyers blæste mig totalt væk. Gary Panter er virkelig en fantastisk tegner, hans ting er noget af det bedste, jeg ved – om det er så er i hans tegneserier, album cover art, malerier, design eller musik. Stor inspiration for mig!
– Men det var min kones support, der gjorde udfaldet. Det var hende, der overtalte mig til at gå i gang med at tegne igen og gemme de ting, jeg lavede. Før det skitserede og småtegnede jeg lidt hele tiden, men smed det altid ud. Jeg var ligeglad og tænkte, at andre nok også ville være ligeglade med det. Hun fortalte mig, at jeg var en fucking idiot og at hvis jeg virkelig så godt kunne lide at tegne, skulle jeg gå efter det. Og hun havde ret. Jeg skylder alt, hvad jeg har fået lavet, til hende for at få mig til at fucking vågne op og for at give det en betydning for mig. Hun fortryder det måske nu, men jeg skylder altså det hele til hende.
Hvad var din inspiration til din fortsatte tegneserie Galactic Breakdown? Det er skønt med noget vold ude i det ydre rum!
– Det er en blandning af alt muligt lort fra min barndom og op til nu. Tag en knivspids af den japanske tegnefilm “Kinnikuman”, som jeg så på japansk VHS hos en ven som barn, Sylvester Stallones pumpede blodårer blandet med en stor dosis 80’er actionfilm, den visuelle action fra Manhua tegneserier, 60’er undergrounds tankefrihed, det uhæmmede seksuelle fænomen Roddy Piber fusioneret med Stretch Armstrong, Gray Panters “Jimbo” og min forkærlighed for det grimme. Udover det er jeg meget inspireret af den musik, jeg lytter til – punk, sære ting, gloo wave, psykedelsik og heavy metal bands. Titlen “Galactic Breakdown” var inspireret af en af mine favorit Quintron sange, “Miniture Breakdown”, som jeg lyttede til, da jeg begyndte at tegne Roids. Der er mere lort i mixet, men du har nok fanget idéen…
Hos Drippy Bone Books har I nogle gange trykt meget få eksemplarer af jeres tegneserier, nogle gange ned til 50 – nogle gange kun 10. Er det på grund af den dejlige følelse af at have et limiteret produkt i hånden eller er der kun så få mennesker, der er interesseret i jeres ting?
– Altså, før i tiden trykte mine partnere enormt limiterede ting, oplag på 10 og 25 og sådan. Det handlede mere om at lave en kunstgenstand, ikke noget for alle mennesker. Men da jeg i 2010 begyndte at arbejde sammen med dem og begyndte at lave flere og flere bøger, zines og tegneserier, steg oplagstallene. De tegneserier, jeg udgiver, bliver jeg ved med at trykke, så længe kunstneren er med på den. Men med vores zines holder vi dem stadig limiteret, men oftest omkring 100-150 stykker. Vi kunne godt lave flere, men jeg tjener ikke penge på det, så når jeg trykker ting, er det ud af egen lomme og jeg bliver nødt til at holde det på en skala, hvor jeg ikke begraver mig selv i udgivelser og regninger. Hvis jeg havde mulighederne og fanskaren til det, ville jeg da gerne trykke flere og flere.
Drippy Bone Books opererer fra Los Angeles, Denver og Amsterdam. Hvordan fungerer det – trykkes og sælges de samme udgivelser i alle tre byer eller er det forskellige udgivelser?
– Vi laver hver vores ting i hver vores by. Vi giver hinanden fuldkommen frihed og selvbestemmelse til at lave, hvad vi hver især ønsker. Vi stoler på hinanden, selvom vi har forskellig smag. Kristy Fooms er fra Amsterdam, Mario Zoots er fra Denver og jeg er fra Los Angeles. I over det sidste år har jeg været den eneste, der udgav ting igennem Drippy Bone Books, så de fleste ting lige nu er mine ting, men Mario og Kristy arbejder konstant på nye projekter, både kunst og musik, og kunne til enhver tid spytte en ny Drippy Bone Books udgivelse på gaden. Jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer for os. Vi lever for kunst!
Drippy Bone Books har lavet en tegneserie kaldet “Marvel Comics Presents”. Hvad går det ud på – er I på jagt efter en retssag?
– Hahahahaha!!! Well, I USA burde jeg være beskyttet af min ytringsfrihed. Værktøjet “parodi” er et vigtigt et. Store selskaber som Marvel og Disney vil gerne få deres tegnere til at føle sig urørlige, hævet over kritik og parodier, men det kan de ikke. “Marvel Comic Presents” var en reaktion på, hvad mainstream tegneserier er blevet til og vores forkærlighed for den gamle dårlige serie “Marvel Comics Presents”. Det var Pat Aulisios idé, han redigerede og sammensatte bladet. Jeg har bare lidt med i den og udgav den. Pat Aulisio gik med idéen i længere tid og han og Josh Bayer havde tonsvis af idéer til den. Vi spurgte mange tegnere om at være med som den fjerde tegner. Nogle kunne ikke, nogle bakkede ud, men så fandt Pat Micahel W. Hawkins ting og han passede perfekt.
– Vi valgte alle en tredjerangs-karakter fra Marvel universet – og Josh valgte otte – og lavede vores parodier på dem. Josh Bayer tog som sagt en masse, blandt andet Howard The Duck, Rom og USAgent og placerede dem på en stripklub, hvor de havde eksistentiel krise over at være udslag af deres skaberes fantasi… og de deprimerende historier om deres skaberes endeligt. Pat Aulisio lavede en voldsomt livlig, ordløs tegneserie med Man-Thing, der dominerer sig vej gennem dimensioner af tid og rum for at smadre den onde Dormammu til plukfisk. Det er herligt! Jeg selv lavede en tegneserie om Warlock, der tripper ude af kontrol efter at være blevet doseret med super-hallucinogener. I bund og grund flyver han gennem rummet og mister forstanden. Det er latterligt og meget morsomt. Michael W. Hawkins lavede en smukt afsmeltet serie om D-Mans søgen efter mening, der opløses i begær og bitter lykke i hænderne på Eros. De nævnte serier plus en “The Death Of The Death Eater” en-sides af Josh Burggraf, “No-Prize Winners Trips” af Marc J. Palm og “Stan’s Soapbox” og “DBB Bullpen” er indholdet i “Marvel Comics Presents”.
– Mens vi jorder Marvel og gør grin med karaktererne, er det hele lavet med kærlighed. Kærlighed for, hvad Marvel plejede at betyde for os. En kærlighed for det absurde og for at lege med andre børns legetøj. Kærlighed til tegneserier!
– Jeg troede, vi ville få et forbud fra Disney – som ejer Marvel – men det er ikke sket endnu. Det er rimelig åbentlyst, at det ikke er en officiel Marvel udgivelse og at det er en parodi, så der bør virkelig ikke være et problem, men det er da en mulighed, når det er store selskaber, der er involveret. Hvis der kom et problem ud af det, ville det næsten være en slags “badge of honor” for os.
Du deltager i rimelig mange tegneseriecons, så vidt jeg kan se. Hvilke er de bedste? De er ikke allesammen fyldt med tossehoveder, der er klædt ud som mangaduller og Batman?
– Hahaha! Der er altid et par cosplayere til hver con, men jeg deltager ikke i de virkelig store cons, hvor cosplayerne totalt tager over. Men, jo, de er der da. Nogle gange er de et komisk indslag, men ofte er de bare super deprimerende. Sacramento har det mest deprimerende cosplay i verden. Det er mekka for åndssvage cosplayere. Engang så vi en Batman med en sort sok med huller i som maske og groftskåret pap tapet på som maskens ører. Han havde også en Dracula kappe, som var rød på indersiden, og Timberbland støver på, plus at man kunne se en bule med søm på toppen af hans hoved, hvor sokken blev samlet… det var enormt komisk! Han var faktisk både trist og komisk. Jeg fatter det ikke helt, men hvad end der gør dem glade.
– Jeg holder meget af både LA Zine Fest, SF Zine Fest og Printed Matters: L.A. Art Book Fair. Der kommer pænt med folk til dem, der er fede folk med og jeg plejer at sælge rimelig godt. Og så ser jeg mange af mine venner til de her, det bliver til en stor fest. Det er fedt, når det bliver til noget mere end bare en forbrugermesse og mere bliver et samlingspunkt for inspiration og begejstring – jeg kommer hjem fra de gode af dem med ny energi og er klar til at lave mere!
– Der er flere cons, som jeg skal til for første gang i år, blandt andet SPX i Maryland, som jeg ikke har været med til endnu. Den er stor, men de fleste tager derhen, så det bliver sjovt. Det er i september og så skal jeg til ComiCon for første gang, hvilket både kan blive vanvittigt, forfærdeligt og sjovt. Og Mocca i New York, som jeg ikke helt kan regne ud. Der er nogle, som jeg aldrig vil til igen, men jeg glæder mig altid til at tjekke nye steder ud og prøve forskellige slags events.
Hvad er Freak Zine for en størrelse?
– Jeg var kurator på en kunstudstilling i Los Angeles i 2012 ved navn Freak Scene, som var en udstilling med femten underground tegnere: Johnny Ryan, Benjamin Marra, Jim Rugg, Josh Bayer, Tom Neely, Victor “Bald Eagles” Cayro, Jason T. Miles, Pat Aulisio, Derek M. Ballard, Shalo P., Jason Karns, Heather Benjamin, Zach Hazard Vaupen, Peter Gray Hurley og mig selv.
– Udstillingen fandt sted på Synchronicity, som er et fedt lille art space i Los Angeles. Der blev udstillet over 100 tryk, tegneseriesider, tegninger, malerier, plakater, bøger, zines og tegneserier. Udstillingen gik over tre dage. Den første dag lavede syv af de udstillende “freaks”, der kunne deltage, et fælles vægmaleri ude foran. Det var vanvittigt. Mange af os havde aldrig lavet fælles ting før, men da det stod færdigt, var der et herligt rodet vægmaleri, der rigtig godt fangede, hvad Freak Scene handler om. Den anden aften var der åbningsfest, hvor der kom et par hundrede mennesker og festede. Det var en god nat! Den tredje aften var en tegneserie oplæsnings- og performanceshow, hvor kunstnerne læste deres tegneserier højt, men de blev vist på storskærm, nogle af dem ledsaget af musik og/eller free style rap… det var fucking tosset.
– Freak Scene var virkelig fedt, jeg var enormt stolt af resultatet af udstillingen. Der blev trykt et Freak Scene zine, som er et lille katalog over udstillingen, som jeg lavede til åbningsnatten. Alle kunstnere pånær én er med og bidrager med en eller to ting. Jeg lavede også et zine ved navn ”Freakend”, som bestod af billeder fra Freak Scenes tre dage. En fotodagbog om udstillingen og vanviddet omkring det.
– Jeg glæder mig helt vildt til at lave det næste show Freak Scene East næste år i Philadelphia på Space 1026, hvor jeg vil samle alle de samme freaks pånær to, men også tilføjer nogle nye: Matthew Thurber, Matt Furie, Pakito Balino, Anya Davidson, Mickey Z., Max Clotfelter, Lale Westvind, Darin Shuler og Tom Toyle! Det vil være magen til den første udstilling, bare over dobbelt så stor! Der vil være et Freak Scene pop-up tegneserieskur og en screenprintet Freak Scene bog udgivet af franske Le Dernier Cri! En eksplosion af freak-mestrene af underground tegneserier!
Du har lavet meget artwork for bands, meget igennem det lille Alabama pladeselskab Jeth-Row Records. Hvordan begyndte du på det?
– Mine kone var i bandet Static Static og begge hendes bandkammerater, Miss MassDestruction og John Henry Kelly, var fra New Orleans og måtte flytte væk på grund af Katrina. De kendte et hav af fantastiske musikere og kunstnere fra syden. De introducerede mig til Jeth-Row Records og bandet Wizzard Sleeve, som begge er startet af Chad Booth, og jeg var totalt solgt. Wizzard Sleeve var og er stadig et af mine favoritbands nogensinde – og det er hans nye band Gary Wrong Group også! Jeg mødte Chad da jeg var merchandise-bitch for Static Static. Vi blev venner og skrev over nettet. Han så nogle af mine ting og spurgte mig om at lave artwork til en 7″ EP. Det var første gang, nogen bad mig om at lave noget for dem. Jeg gjorde det og det blev til artworket til Wizzard Sleeve/Amber Alerts splitten og jeg har arbejdet sammen med ham siden. Chad har en upåklagelig smag, så jeg ved, at hvis han beder mig om at lave noget til et band for ham, så vil det være svedigt.
– Derfra endte jeg med at lave en masse ting for bands: T-shirts, pladecovers, tourplakater og alt muligt lort. Jeg har lavet ting for The Spits, Wizzard Sleeve, Static Static, Farflung, Gary Wrong Group, White Hills, Mueran Humanos, Zig Zags, Naked Intruder, Leaders, Mikki And the Mauses og Lame Drivers. Jeg laver stadig ting for bands, blandt andet har jeg lige lavet et gatefold cover med nogle af mine ældre tegninger for The Spits “Kill The Kool” albummet, som skulle blive genudgivet omkring nu her på In The Red! Jeg har også designet en Halloween sump maske for en Wizzard Sleeve/Gary Wrong Group split 7″ med Halloween tema. Det er fucking svedigt. Jeg har aldrig før hørt om en plade med en maske til. Og så har jeg lavet et 7″ cover for en kommende Zig Zags single “Brainded Warrior” for In The Red.
Musik- og tegneseriescenerne bliver blandet sammen i Whore Eyes udgivelserne – hvad er de for nogle og hvordan fik du idéen til at kombinere de to ting?
– Det var det første, jeg ville udgive og det første jeg lavede som en del af Drippy Bone Books. Jeg ville lave et art zine blandet med et musik zine, så det blev til Whore Eyes serien. De fleste bands, der medvirker, har jeg mødt igennem min kones turnéer og koncerter, resten er bare nogle freaks jeg kan lide eller har fundet online. Jeg samlede demoer, studieoptagelser, liveoptagelser og har endda også selv optaget lidt live til at lave cd’erne til zinet. Det skulle gerne være et weird mix. Toxic Sludge, Gloo Wave punk bands som Timmy’s Organism, Static Static, Wizzard Sleeve og The Fey Gods side omg side med Farfling (Hawkwind agtig psych), Tire Fire (New Orleans black metal), Modern Witch (besat witchouse electronica) og Longmont Potion Castle (psykedelisk telefonfiskunstner). Jeg ville have, at cd’erne skulle være ligeså rystende og underlige som de billedkunstnere, der er i zinet, som følger med. Jeg har lavet fire Whore Eyes indtil videre og de er alle udsolgt. Jeg ville gerne lave en femte i år, men jeg ved sgu ikke lige, om det kommer til at ske.
Laver du kun artwork for bands, som du selv kan lide? Jeg kan forestille mig, at man ikke ligefrem bliver millionær af at lave pladecovers for undergrundbands?
– Yeah, indtil videre har jeg kun lavet ting for bands, jeg kan lide. Jeg bliver ikke altid betalt for de her opgaver og hvis jeg gør, er det tit i plader. Oftest gør jeg det af kærlighed og respekt for bandsne og jeg ender tit med at bliver venner med bandsne, hvis jeg ikke allerede er venner med dem i forvejen. Jeg ville elske at blive betalt for det, men det er ikke det, der driver mig til at gøre det.
Lytter du til musik, når du arbejder?
– Ja, rigtig meget, og jeg ser osse TV samtidig. Jeg har brug for noget baggrundsstøj for at arbejde, jeg elsker at lytte til plader og tegne samtidig. Jeg får meget inspiration fra musikken.
Hvilke alternative tegneserier kan du anbefale for tiden?
– Der er rigtig mange gode ting lige nu! Du kan ikke gå galt i byen med Benjamin Marras ting. Han er totalt killer og bliver ved med at være det.
– Pat Auliso har lige udgivet en samling mini comics. De er fyldt med weirdness og er virkelig godt. Tjek alt han laver ud! Og tjek Yeah Dude Comics ud, for han er også begyndt at udgive andre tegneres ting og han har god smag.
– Alt hvad Le Dernier Cri laver er også værd at tjekke ud – seriøst! Tjek dem ud og bliv blæst væk. Wizards of weird!
– Min gode ven Tom Neely laver “Henry And Glenn Forever And Ever!”, som er virkelig fed. Hvis du ikke kender den, så er det en tegneserie, hvor forskellige tegnere laver historier om Henry Rollins og Glenn Danzig som kærestepar. Det er fucking fedt. Skaf alle fire numre – jeg er i det fjerde!
– Josh Bayer rules og hans serie “Raw Power” er virkelig fantastisk. “Suspect Device” er også fedt og han laver hele tiden nye ting, der overrasker. Han stopper aldrig.
– “Fukitor” af Jason Karns er en fantastisk tegneserie, som absolut skal tjekkes ud. Exploitation og totalt klam splattet vold. Tegningerne er i topklasse, men hans historier er det fucking bedste! Hylende morsomt og gory shit. Det er for fedt!
– Og i det hele tjek alt ud med folk fra Freak Scene East. Det show er en stor anbefaling af, hvad der er værd at tjekke ud.
– Jeg holder meget af comics-by-mail bevægelsen, som Retrofit Comics og Oily Comics står for. Selv hvis du ikke bryder dig om alt, de sender dig, så gør de gode af tingene totalt op for det og at få tegneserier med posten er som at få en forsinket surprise fødselsdagsgave.
– Der er så mange fede ting og fede kunstnere og forlag for tiden, jeg ved, at jeg har glemt nogle gode. Og naturligvis tjek alt ud, hvad Drippy Bone Books og jeg laver, hahahaha!
Nogle sidste ord her på falderebet?
– Jeg har gang i mange nye projekter i år. Nogle store ting. Jeg arbejder med den svedige Tom Neely (ham med ”Henry & Glenn Forever”) på en ny serie, som jeg skriver og han tegner, der hedder “The Humans”, som er “Planet Of The Apes” blandet med bikere. 100% abe-biker exploitation. Biker abebander, der slås, sælger stoffer og fucker med politiet. Jeg er meget spændt på det her projekt! Det skal være en fortsat serie på ni numre med fokus på Johnny, en hjemvendt Vietnam POW som kommer tilbage til hans ældre bror og deres bikerbande “The Humans” og river asfalten op i 1970’ernes Bakersfield, Californien. Vi har en STOR meddelse om serien til juni! Det kommer til at blive det største, jeg nogensinde har medvirket til.
– Jeg har også to nye serier! Den første er “Welcome Fever, It’s Me – The Magic!: Free Tokyo Don Mini-Series”. Det er en serie om mit gloo-wave psych punkband i fremtiden. Deres producer bliver taget med space coke ved den intergalaktiske grænse og det er så op til bandet at skaffe penge til at lukke ham ud af spjældet… totalt absurd og latterligt. Den udkom som tre mini-serier til MoCCa festivalen i New York i april.
– Min anden nye serie hedder “From The Homicide Files of Detective Chuck Narley: FORCE MAJEURE”. Det er min karatepanser vs. dræberkult tegneserie. Action, kultmord og røvspark. Jeg har det fedt med at arbejde på den her, den er super absurd. Den får premiere til ComicCon… håber jeg.
– Udover det vil mine ting være med i forskellige antologier og en soloserie for Yeah Dude Comics, som kommer ud til september. Jeg har en tegning og interview med i “Mutation”, som er et weird ass art zine som ser ud til at blive svedigt og det kommer i England til sommer, og så er jeg med i “The Alternative Comics Anthology”, der kommer i slutningen af 2014.
– Jeg er spændt på året her og om Satan vil det, så vil jeg mætte mig i blodet af mine fjender og bestige bjerget af deres døde kroppe og herfra se sandheden og blive oplyst … hvis alt går vel.
