Klassikerforlaget strækker vingerne i efteråret med dametasketegneserier, politiske biografier og filmtegneserier. Plus masser af europæiske årgangsserier.
Cobolts forlagsvirksomhed er bygget på rettigheder til populære evergreens som Tintin, Splint & Co. og Smølferne. Men det forhindrer heldigvis ikke forlagsveteran Carsten Søndergaard i at prøve kræfter med nye tiltag.
Efterårets mest markante nyskabelse er to fikse graphic novels i flexibind med elastiksnor: Margaux Motins Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog … og Maarten Vande Wieles Paris.
Begge bøger henvender sig især til yngre kvinder og begge er holdt i et grafisk stramt billedsprog. Ellers skal vi ikke afsløre så meget mere om dem, end at Motins bog er en samling énsides striber om at være en ung, single og kvinde – og Wieles er en selvbevidst trashy satire over modeverdenen.
Så er der også første bind af filminstruktør Darren Aronofskys Noa, som Nummer 9 i sin tid omtalte her. Som med Aronofskys første tegneserie, “The Fountain”, er også “Noa” et forstudie til instruktøren bag Black Swan og The Wrestlers næste Hollywood-film, en episk genfortælling af bibelhistorien om Noahs ark.
I rækken af Ekstraordinære eventyr med Splint & Co. er Cobolt nået til Emile Bravos oprindelseshistorie Portræt af helten som troskyldig ung mand, som Nummer 9s egen Matthias Wivel har beskrevet som en “veloplagt nostalgibasker”. Det er store roser fra dén kant.
Endelig spiller Cobolt ud med en Karl Marx-biografi, der slet og ret hedder Marx, og som ser charmerende ud. Med først mangaudgaven af “Kapitalen” og nu “Marx” må socialismens far siges at være velrepræsenteret blandt dansksprogede fagtegneserier!
Resten af Cobolts efterårsudgivelser kræver næppe den store introduktion. Serierne om de handlekraftige heltinder Natacha og Franka runder henholdsvis bind 22 og 21, mens den lige så viljestærke og betydeligt mere påklædte Yoko Tsuno får samlebindsbehandlingen. “Jorden kalder Vinea” er en tematisk samling Tsuno med historier om planeten Vinea, mens senere bind vil rumme beretninger om jordens indre, tyske forbindelser, robotter og så videre.
Også Smølferne samler sammen, første bind dækker Peyos første otte år med serien – 1958-1966 – og Cobolt lover 60 siders ekstramateriale og hele 300 sider i alt. Imens fortsætter de “Fundamentalistiske retroudgaver” af Tintin, i sort/hvid som vor fader læste dem; det er klassikerne “Faraos cigarer” og “Den blå Lotus”, der står for tur denne gang.
Så er der stribeserierne Garfield og Doonesbury, der tegner sig for tilsammen tre udgivelser i efteråret, to til katten og én til den store amerikanske tegneserieroman. Rosinen i pølseenden er “Erindringer fra fremtiden” med Linda og Valentin, en samling punktnedslag i begivenheder fra hele serien, der så uddybes her. Fodnoter i tegneserieform, på en måde.
Samlet ser Cobolts efterårsprogram sådan ud:
Maarten Vande Wiele: Paris
Henk Kuijpers: Franka 22, “Underverden”
Peyo: Smølferne 1958-1966
Corinne Maier og Anne Simon: Marx
Walthéry, Mythic og Martens: Natacha 21, “Fortidens øjne”
Margaux Motin: Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog …
Aronofsky, Handel og Henrichon: Noa 1, “Mod menneskets dårskab”
Emile Bravo: Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co., “Portræt af helten som troskyldig ung mand”
Roger Leloup: Yoko Tsuno samlebind, “Jorden kalder Vinea”
G.B. Trudeau: Doonesbury 34, “Da JEG var ung, blev Jesus født foran et posthus!”
Jim Davis: Garfield farvealbum 27, “Garfield på den røde løber”
Jim Davis: Garfield 58, “Garfield bøffer i den”
Jean-Claude Mézières og Pierre Christin: Linda og Valentin, “Erindringer fra fremtiden”
Hergé: Reporteren Tintins Oplevelser, “Faraos cigarer”
Hergé: Reporteren Tintins Oplevelser, “Den blå Lotus”
—
Serien af “Efterårsforskræp” fortsætter i morgen.