Anna Degnbols første soloudgivelse er en hyldest til venner, melankolsk manga og tegneseriemediet i det hele taget.
Egentlig er hun en garvet serieskaber, Anna Degnbol. Som ung pige lavede hun en lang række webserier med japansk inspiration, og senere, efter en pause fra tegneserierne, dukkede hun op i Ondskabens Flydende Vatikan, hvor hun kastede glans over kollektivets Fantasmagori-antologi.
Nu er Degnbol så klar med sin første soloudgivelse, “When We Were Silent”, en alvorsfuld fortælling om tab, ensomhed og venskaber. Stregen er en original krydsning af manga, modeillustrationer og amerikansk indie, og fortællingen er rig på magi, metaforer og en melankoli, Degnbol aldrig er bange for at stå ved.
Nummer 9 tog en snak med den talentfulde serieskaber om nervøs sved, udtryksløse ansigter og om at droppe og genopdage tegneserierne …
Min forståelse er, at du har lavet en del webserier før, og at du i begyndelsen var mere mangainspireret i din streg end nu. Kan du give Nummer 9s læsere en idé om din løbebane op til “When We Were Silent” som serieskaber?
– Jeg har altid lavet tegneserier. Jeg lavede tegneserier, før jeg kunne tegne eller fortælle en historie. I starten, før jeg kendte til webcomics og i det hele taget kunne håndtere en scanner, lavede jeg bare tegneserier til mig selv – lange og korte, de fleste inspireret af den italienske ungdomssucces Witch og tegneserier, som biblioteket havde masser af – Elverfolket og Thorgal blandt mange andre. Så kom mangabølgen, og purunge jeg hoppede i med begge ben. Det var nok heromkring, jeg begyndte at lægge mine ting ud på nettet. Det var pludselig en helt anden måde, at arbejde på: Folk fulgte med, kommenterede og kom med inputs. Jeg tror, jeg har haft 7-10 forskellige webcomics, men aldrig nogen, der fik overdrevet meget succes. De fleste af dem blev hverken færdige eller særlig gode.
– I en meget lang periode tog jeg en pause fra tegneserier generelt – jeg var både træt af, hvad jeg læste og tegnede, og fuldstændig i tvivl om, hvad jeg kunne lide og hvad jeg ikke kunne lide. Det varede, til jeg kom ind i et mere kreativt miljø. Selvom jeg begyndte at interessere mig mere for musik, mode og kunst generelt, fandt jeg hurtigt ud af, at mange af de ting, jeg fandt fascinerende ved de forskellige kunstformer, sagtens kunne bruges og inkorporeres i tegneserien.
– Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at lave den første mini-historie omkring 2009 efter et par år uden tegneserier. Det føltes så godt – jeg vidste bare, at jeg var afhængig igen. Det var det vildeste kick for mig at indse, hvor uendeligt mange muligheder der findes, når man laver tegneserier. Påvirket mere end før af vestlige tegneserier, mode, kunst og design generelt har jeg i de sidste par år fundet min stil og tone mere og mere. Efter at have lavet adskillige kortere historier og et par mindre antologibidrag de sidste to år, er “When We Were Silent” så endelig kommet til verdenen.
Hvad er det for nogle muligheder, du ser i tegneseriemediet i forhold til andre udtryksformer, man kunne prøve kræfter med?
– Tegneserien er jo den mest geniale blanding af tekst og billeder – ting, som normalt kan fungere hver for sig, men som i tegneseriemediet komplimenterer hinanden og behøver hinanden. Tekst og billeder er begge utroligt stærke udtryksformer, men det klæder dem at arbejde sammen. I forhold til enkeltstående tegninger og illustrationer, som jeg også laver en del af, inddrager tegneserien læseren meget mere og på en helt anden måde. Og så kan man gøre uendeligt mange ting ved fortællestil, tempo, flow og dynamik, når man arbejder med kombinationen af billeder, tekst og komposition. Selvfølgelig er der også mange af de ting, der er mulige i filmens verden … men tegneserien kan nu alligevel noget andet. Det bedste er næsten, at selvom næsten alle tegneserier består af de samme grundelementer, kan de have så uendeligt forskellige udtryk.
Hvornår gik du i gang med “When We Were Silent” – lad os kalde den WWWS fra nu af – og hvordan forløb arbejdet med den?
– Jeg gik i gang med bogen omkring januar. Cirka et par gange om måneden laver jeg udkast til eventuelle projekter. Måske har jeg hørt et stykke musik, set en film eller læst en bog, der har sat noget i gang hos mig. WWWS startede også som sådan et udkast … Et par sætninger og nogle tegninger af Elisa, hovedpersonen, i en skitsebog. Oprindeligt var det en apokalyptisk fortælling – det er jeg egentlig meget glad for, at jeg ikke begav mig ud i. Måske næste gang, ha.
– Jeg startede med at få et overblik over, hvad der skulle ske og i hvilken rækkefølge – jeg husker tydeligt, hvor fragmenteret og forvirrende alting var i begyndelsen. I starten af processen brugte jeg meget tid på at udtænke og nedskrive det meste af dialogen. Meget blev dog skrottet og nyt blev tilføjet undervejs. Så lavede jeg grovskitser af ca. 20 sider af gangen, finskitserede dem, tegnede dem op i hånden og til slut bearbejdede jeg dem på computeren. Det er nok første gang, jeg har arbejdet så struktureret med et projekt, og det var virkelig rart og befriende.
Stregen i WWWS rammer ned et interessant sted mellem manga og noget andet – hvad, egentlig?
– For at være helt ærlig, ved jeg heller ikke rigtig selv, hvordan den kan beskrives. Jeg tegner efterhånden bare, hvad jeg synes er rart, pænt og trygt for mig – selvom jeg er ret bevidst om mine inspirationskilder og hvilket udtryk, jeg prøver at ramme. Jeg må indrømme, at jeg ikke har sammenlignet min stil så meget med manga førhen – selvom jeg sagtens kan se, hvor fyldt den er med elementer derfra. Det er nok heller ikke så mærkeligt; jeg synes nemlig stadig, at meget manga er for svedigt. I løbet af de seneste år har jeg opdaget (bedre sent end aldrig) kunstnere som Taiyo Matsumoto, Inio Asano og Jiro Taniguchi – og værker som ”Tekkonkinkreet” og ”A Girl by the Sea” har uden tvivl haft indflydelse på stregen og tonen i WWWS. Der er også noget over melankolien i de japanske historier … Den er anderledes end i vestlige, anderledes på en god og samtidig mystisk måde.
– Da jeg startede med at tegne WWWS havde jeg lige købt Charles Burns’ ”Sort hul” og var nærmest besat af den. Folk har haft ambivalente følelser omkring den, men for mig ramte den et eller andet, et eller andet godt – den første, mareridtsagtige scene i WWWS blev f.eks. tegnet lige midt i mit Burns-trip. Måske … Hvis man tager elementer fra Ai Yazawa, Little Thunder, Charles Burns, Daniel Clowes, Ryan Kelly, lidt Enki Bilal, Mari Okazaki, diverse alt.-tegnere på Tumblr og James Jean, blander dem sammen og koger det ned, kunne det måske beskrive min streg, hvor den kommer fra eller hvad jeg håber på at ramme.
Som du selv er inde på, så er der en del manga-træk i WWWS’ stiliserede realisme – f.eks. den overdrevne sved og de forvrængede perspektiver. Hvad var dine overvejelser i forhold til at bruge “cartoony” virkemidler i en så alvorsfuld historie?
– Jeg har faktisk engang fået af vide, at jeg er ”a master of nervous sweating” – det syntes jeg var sejt. Den overdrevne brug af sveddråber er noget, der har sneget sig ind i min stil i løbet af de sidste par år. Det gør et eller andet ved en scene, synes jeg, tilføjer noget obskurt og nærmest naivt. Man kan dårligt misforstå, hvordan Elisa har det, når sveden hagler af hende. ”Cartoony” elementer som sveddråberne, overdrevne rande under øjnene og næsten karikerede rynken med bryn er gode, når man vil være sikker på, at man formidler en reaktion eller følelse på en forståelig måde. Det bløder også den alvorlige stemning lidt op og tilføjer, som sagt, noget naivt. Dét kan jeg godt lide og det har min historie også brug for. Og så synes jeg det er sjovt at tegne!
Det er svært at sætte fingeren på hvorfor, men WWWS virker som et meget personligt værk. Kan du sige noget om, hvorfor du valgte at fortælle præcis dén her historie?
– På nogle punkter er WWWS ekstremt personlig, på andre punkter overhovedet ikke. I forhold til den konkrete historie, konflikterne og karaktererne, har den meget lidt med mig som person at gøre. Men hvad angår at lave en historie om et venskab, så er det noget, der står mig meget nært – dét at kunne knytte et helt unikt bånd til en anden person, ven eller kæreste, og udvikle et venskab, der dårligt kan beskrives med ord, er efter min mening en af de mest betydningsfulde og storslåede ting i verden. Især i min verden. Derfor er forholdet mellem Lynn og Elisa, de to kvindelige hovedpersoner, helt sikkert også skrevet med mine egne erfaringer og særlige venskaber i baghovedet. WWWS er nok lidt en kærlighedserklæring til venskaber.
Det overnaturlige spiller en rolle i WWWS, om ikke andet så antydningsvis. Hvordan ser du selv den rolle?
– Det var lige fra projektets påbegyndelse meningen, at der skulle ske nogle overnaturlige og surrealistiske ting, som ville fungere som metaforer for Elisas indre struggles. I den færdige historie spiller de faktisk en større rolle end planlagt, og på en lidt anden måde. Nu er jeg selv i tvivl om, hvordan det skal læses. Sker det rent faktisk i karakterernes ”virkelige verden”? Foregår alt sammen kun inde i Elisas hoved? Er hun ikke engang selv klar over alt det, der foregår? Man kan se det lidt som en parallelverden, der ændrer karakter i takt med, at Elisa og historien udvikler sig – med fare for at spoile alt for meget, vil jeg blot sige, at man f.eks. kan lægge mærke til ændringer i den rolle, havet spiller, og dets funktion igennem historien.
Ja, du bruger i det hele taget en del metaforer, der skifter betydning undervejs i fortællingen. Hvor bevidst arbejdede du egentlig med subteksten, da du lavede WWWS?
– Jeg har hele tiden været bevidst om hver enkel lille metafor, prøvet at fremhæve den på bedste vis og placere den der, hvor jeg følte, den gav mest mening. Men samtidig var det også vigtigt for mig, at fortællingen ikke blev umulig at forstå uden metaforikken. Jeg synes, det er fedt, at man kan læse en fortælling som WWWS på flere niveauer, men den skal også kunne læses på en mere letfordøjelig måde. Nogle af metaforerne ses måske slet ikke som metaforer af nogle mennesker, og det er også helt okay. Man må godt lade være med at fortolke – dét kan også give mening.
For en overfladisk betragtning løses fortællingens “intrige” allerede halvvejs. Hvor bevidst et træk var det fra din side på dén måde at “snyde” læseren, blot for så at dykke dybere ned i Elisas sjælekvaler?
– Ja, overfladisk set bliver Elisas umiddelbare problem løst, men måske er det bare et skridt i mod løsningen af en større og vigtigere, men indre konflikt – kampen med sig selv, hvor klichéagtigt det end lyder. Jeg synes det er en fin tanke, at der er to lag af konflikter – begge løses mere eller mindre, men kan ikke løses eller eksistere uden det andet.
En detalje: Du bruger mange “reaction shots” – ville man kalde det i filmsammenhæng, altså billeder, hvor figurerne reagerer på det, der sker – med næsten udtryksløse ansigter. Hvordan tænker du deres funktion?
– Det er jeg ret glad for, at du spørger mig om. Jeg lægger meget vægt på, at der i mine historier ikke må skyndes på tingene. Jeg vil gerne skabe en speciel fornemmelse af tid, og den må hellere end gerne gå for langsomt, måske oven i købet stå helt stille, til tider. Ved at lade frames med plads til, at karaktererne kan reagere – eller fundere mere eller mindre udtryksløst, som du udtrykker det – stå midt i en dialog, bliver der skabt ekstra plads og reflektionstid i de enkelte scener. Hvis jeg kunne tegne dobbelt så hurtigt, havde jeg forlænget scenerne med dobbelt så mange frames. De små, hverdagsagtige samtaler og begivenheder skal også have plads og tid.
Hvad bliver næste projekt fra din hånd?
– Jeg har lavet nogle mindre ting, som lidt er i dvaletilstand lige nu – blandt andet venter jeg på udgivelsen af en mindre engelsk undergrundsantologi og et svar fra nogle andre. Derudover er jeg i gang med mit næste lidt større projekt. Det er stadig i startfasen, men jeg er ret sikker på at det bliver godt!
Del på
