Vi fortsætter vores tour de force igennem forslag til tegneserielæsning i de kolde, våde måneder, der ligger foran dig, kære læser. Bryg en kop te, kaffe eller kakao, læn dig tilbage og glæd dig til alle de fede (og mindre fede) tegneserier.
Erik Barkman, skribent
Jeg har lige haft fornøjelsen af britiske Adam Murphys Corpse Talk . Første samling (“Season 1”) af edutainment-serien fra det glimrende børnetegneserieblad “The Phoenix” udkom tidligere på året, og den kan jeg godt anbefale.
Corpse Talk er et tegnet talk show, hvor Murphy selv i hver episode graver liget af en kendt, historisk person op og interviewer ham – eller hende, serieskaberen har heldigvis også et godt øje til de mange kvinder, der har været med til at præge historiens gang. Alle fra Cleopatra til Einstein får en tur i den varme stol, og Murphy sorterer begavet i de historiske facts for at nå frem til en helhed, der kan præsenteres nogenlunde fyldestgørende på 1-2 sider.
Især Englands historie må holde for, og talkshowværten er ikke bleg for at gå til sine døde gæster – navnkundige Richard Løvehjerte udstilles eksempelvis som en afstumpet nidding. Selvfølgelig bliver der aldrig tale om dybdeborende historieformidling, men som appetitvækker til britiske drenge og piger i skolealderen (eller voksne danskere med begrænset indsigt i Englands historie) er det fornemt. Murphys streg er enkel, men fuld af personlighed, og han skriver vittig og charmerende dialog.
Samlingen formindsker seriens tabloid-sider til ca. halv størrelse, og det gør dem til meget kompakt læsning. Samtidig skal det også siges, at bogens anden halvdel – hvor episoderne oftest får lov at strække sig over to sider – er noget mere tilfredsstillende end alle de enkeltsides-episoder, der indleder samlingen. Stadig: Corpse Talk er vittig, original og, ja, lærerig, og “Season 1” kan erhverves for sådan cirka en slik!
Mårdøn Smet, skribent
Mens canadieren Jeff Lemires ambitiøse 2014 Eisner Award nominerede Science fiction “Trillium” ( Vertigo ) ligger i bunken med ting der bare ikke vil blive læst, skøjter jeg lystigt gennem hans TP “Sweet Tooth” ( Vertigo ) for tiden. I grunden er sidstnævnte også science fiction, men fungerer snarere som en postapokalyptisk road movie, og efterhånden tegner der sig, trods den lidt løse fortællestruktur, konturerne af et plot, som lover andet og mere end en uendelig ørkenvandring til langt ud på den anden side af dommedag. Så langt så godt.
En dødelig epidemi har udryddet store dele af menneskeheden, og civilisationen er sunket ned i en ny middelalder med små stammesamfund, generel lovløshed og grumme klanhøvdinge. Intet nyt der. Børn som er født efter udbruddet er alle immune overfor den nye sorte død, og den livsdulige generation af misdannede børn har alle dyretræk som gevir, tryne etc. Man følger drengen Gus, som efter sin fars død forlader sikkerheden i de store skove, og snart bliver rullet ind i den tilbageværende menneskeheds desperate forsøg på at forstå, og ultimativt dæmme op for, den katastrofe som har lagt verden øde.
Serien har fået tilnavnet “Mad Max med gevir”, og den sammenligning er ganske velvalgt, skønt der er mindre læder og nitter og mere skovhuggerskjorte her. Mathesons “I Am Legend” er heller ikke langt væk, i en verden hvor mutanterne er den nye menneskehed, og menneskene er reduceret til skadedyr.
Lemires stil er ren indie et sted mellem grim med grim på og spændende personlig stil. Det sidste gælder særligt Trillium, mens Sweet Tooth har gang i den brede pensel, men det der er hans egentlige svaghed er, at hans figurer fremstår som noget hule postulater, hvor meget godtkøbs psykologisk baggrund han så forsyner dem med. Om det er den grovkornede stil der kommer i vejen for at skabe hele og levende figurer, skal jeg ikke kunne sige, men at serien trods dette fænger, og er en underholdende pageturner, taler for mandens evner som fortæller. Og så er der jo indenfor science fiction, både i bøgernes, tegneseriens og filmens verden, et generelt og ganske velkendt problem med lige netop de troværdige og afrundede figurer.
Emily Carroll er en anden indie darling, som efter at have huseret med både egne, og bidrag til andres, webserier i en årrække, nu springer ud analogt med den superlækre bog “Through the Woods” ( Faber & Faber ), hvor der virkelig er kælet for detaljerne. Det er horror med mere angst end rædsel, mere fremmedgørelse end Cthulhu, men også med en kant og nerve som trækker på alt fra japansk hår-horror til splat, og indskriver sig fint i den moderne skrækgenre, til trods for Carrolls hang til det fortidige og patinerede.
Det giver en stærk oplevelse, som måske er mere formfuldendt og smuk end egentlig skræmmende. For hun Mestrer til fulde det at rejse sig over grundlæggende mådelige tegneevner, og alene i kraft af sit sindssygt gennemførte design at skabe en symfoni for øjnene. Genrefans kan sagtens være med, men denne lækkerbidsken af en publikation er nok mere til kaffebordet end kirkegården.
Michael Lindal, anmelderredaktør
Ovre i indieland har jeg været på lidt af et sært trip med Dash Shaw. Jeg er hoppet i den dybe ende af swimmingpoolen og er startet med den seneste tids sære eksperimenter fra den amerikanske indiedarling. “New School” er bevidst grimt tegnet og farvelagt enten i ensfarvede flader eller ved at lægge farvebilleder ind bag ved de grove, sort-hvide tegninger. Billedsproget er ofte lidt mudret, og hvis man er godt gnaven og sur på irriterende, selvoptagede kunstnertyper med hovedet oppe i egen røv den dag, hvor man læser “New School”, så vil man gå fra bogen frådende af raseri og med en vished om, at Shaw ikke aner, hvad han laver. ”Han har jo ikke noget tøj på, den lede indiestodder!”. Men hvis man lige er i humør til det, så vil det vise sig, at han faktisk har mere styr på tegneseriemediets virkemidler, end hvad første øjekast lige afslører. Men det er slet ikke den, jeg vil skrive om. Hans store gennembrud var den massive graphic novel, “Bottomless Belly Button”. Et familiedrama om en ærkeamerikansk, lettere knust familie, der pludselig må se en ukendt fremtid i øjnene, da bedsteforældrene efter 40 års ægteskab melder ud, at de skal skilles. Det er ligesom på tide, mener de. Deres børn og børnebørn reagerer på forskellig vis, og det er både sorthumoristisk og trist – præcis som det hører sig til i en typisk amerikansk indietegneserie. Den yngste af børnene er en lad, doven fætter, der bruger det meste af sin tid på at ryge tjald og onanere. Ulig de andre figurer i bogen er han ikke tegnet som et menneske, men som en slags blanding imellem en frø og en bamse. Det viser sig, at det er hans egen opfattelse af, hvordan han opleves af omgivelserne, vi ser. Det er et rigtigt fint lille trick, og i det hele taget har Shaw voldsomt godt styr på tegneseriesproget i “Bottomless Belly Botton”. Sidestrukturer ændres, når plottet og det følelsesmæssige i historien kræver det, og faktisk er der slet ikke nogen tvivl om, at denne bog får hans senere excesser ud i mærkelighed og sære, prætentiøse tiltag til at virke endnu mere frustrerende. Det være sagt, så kan jeg stadigvæk godt anbefale “New School”. Man skal bare ikke starte der.
Ovre i mainstreamland har jeg endelig fået samlet op på Daredevil fra Marvel. Ligesom alle andre elskede jeg Frank Millers tid på serien, men meget mere havde jeg ikke fået læst. På ganske få sommeruger bankede jeg mig så igennem alt fra Kevin Smiths sen-90er-historier over David Mack og Brian Bendis (hvis tid på serien nok er lige så god som Millers. Jo, den er!) og Ed Brubaker. Alt sammen fint. Så kom Andy Diggles FORFÆRDELIGE run, og jeg var lige ved at give op. Heldigvis har Mark Waid sparket liv i den gode, gamle, blinde superhelt ved at hive ham op fra den Lars Von Trierske lidelsessuppe og ind i det kulørte superheltelys. Nu kæmper han ikke kun imod ninjaer og gangstere, men også imod mere farverige superskurke. Waid husker i den grad menneskeligheden og humanismen i serien, så rygraden er intakt. Jeg vil vove påstanden, at Daredevil ER en af verdens fedeste superhelte. Og det er han stadigvæk. Også selvom han lider mindre, end vi er vant til. Serien startede hårdt ud med tegninger af blandt andre Marcos Martin, hvis sprælske sidedesigns straks var med til at markere, at der blæste nye vinde i de ellers så hårde gader, som Daredevil har brugt årevis på at beskytte. På det seneste har Chris Samnees tegninger givet Waids historier et old school look, der i DEN GRAD virker. Samnee er ikke en lige så flashy tegner som Martin og Co, men hans mere subtile brug af lækre virkemidler passer fint til Waids klassiske måde at fortælle på. Og nævnte jeg, at Daredevil bare ER fed? Han er en af de der sjældne helte, hvor den hemmelige identitet (i det her tilfælde den blinde advokat Matt Murdock) er lige så interessant at følge som superhelten. I de nyere historier er hans identitet ikke så hemmelig, som den har været, og det giver en interessant vinkel på figuren og universet. Og så er det vist de færreste superhelteserier, der kan blære sig med at have været SÅ god SÅ længe (hvis vi lige ser bort fra Andy Diggle).
Og altså… tjek lige den her VILDT FEDE side fra Samnee:
“Det læser vi på Nummer 9″ er et regelmæssigt tilbagevendende indslag på Nummer9.dk.
