I sidste uge blev Stine Spedsbjerg valgt som ny formand i Dansk Tegneserieråd. Nummer 9 har spurgt til “Stinestregen”-skaberens planer.
Efter fem år med serieskaber og illustrator Thomas Thorhauge ved roret, valgte Dansk Tegneserieråd den 18. marts ny formand. Titlen som Rådets kun anden formand nogensinde gik til Stine Spedsbjerg, kendt for webserier som Stinestregen og Stine bliver klogere.
Thorhauges formandsperiode har været kendetegnet ved en række markante nyskabelser, bl.a. tegneserieuddannelsen i Viborg, tegneseriemuseets indtog på Storm P. Museet og genoplivningen af Pingprisen. For alle de succeser og flere til har Danske Tegneserieråd vundet stor anerkendelse i tegneseriemiljøet, men der har også været kritiske røster, som i kommentarspor og på internetfora har hævdet, at rådet var lukket og fordækt.
Nummer 9 tog kontakt til Spedsbjerg for at høre, hvad formandsskiftet kommer til at betyde for interesseorganisationens arbejde.
Først og fremmest tillykke med formandsskabet! Hvad motiverede dig til at stille op ?
– I første omgang havde jeg faktisk udelukket mig selv som kandidat, fordi jeg ikke har ekspertviden om hverken tegneserier eller kulturpolitik, og så bor jeg i Århus. Jeg følte mig lidt på afstand af det hele, og er måske heller ikke så alfaderlig som Thomas. Men tanken om indflydelse kunne jeg alligevel godt lide, for jeg har mange holdninger til, hvilken retning, rådet skal bevæge sig i. Opbakningen fra bestyrelsen fik mig til at tro på, at jeg kan gøre en forskel, selvom jeg ikke er tegneserieverdenens nye Odin.
Hvordan var Thomas Thorhauge en “alfaderlig” formand?
– Det er ikke kun i rådet, he he. Thomas er en autoritet inden for tegneserier, synes jeg. Det er svært ikke at respektere hans store engagement og viden – han kender alle, opsnuser al viden og har involveret sig i et hav af ting. Han er altid klar med et godt råd, en stærk mening og indimellem en røffel. Han blander sig alle steder, fordi han ikke kan lade være. Ting rager ham, og det har han haft med sig som formand.
Hvad er det så for en slags formand, Dan
sk Tegneserieråd har fået i dig?
– Rådet er alt andet en hierarkisk, og formanden er officielt mest en kransekagefigur – der er stærke viljer i dén bestyrelse, og ingen gider bestemmes over. Meeen altså, jeg har en baggrund i journalistik og reklame, så jeg tænker nærmest tvangspræget i kommunikation og koncepter. Jeg vil rigtigt gerne åbne mere op for både rådet og tegneserien i helhed, og det kræver, at vi er gode til at kommunikere og involvere. Så jeg bliver nok den slags formand, der hele tiden forholder sig til, hvorfor vi gør hvad, og husker vi at gøre det klart for hvem. Uanset projekt.
Vurderer du, at Rådet har et hængeparti her? Har det haft noget på sig, når I af kritiske røster – f.eks. i kommentartråde her på Nummer 9 – er blevet beskyldt for at være lidt “lukkede”?
– Jeg siger ja, velvidende at jeg er medskyldig som tidligere menigt bestyrelsesmedlem. Der er lagt så vanvittigt meget engagement i nogle projekter og mål, at andre dele af det at være en forening er gledet i baggrunden. F.eks. kommunikation og åbenhed. Men vi har også undervurderet, hvor meget vi overhovedet kan fortælle i mange af vores projekter. Ingen gider få et nyhedsbrev med ”Vi var til endnu et ok måske-møde, men de er så uglade, når vi snakker penge” hver måned. Men jeg er også helt med på, at det er svært utilfredsstillende at være medlem af en forening, man aldrig hører fra. Derfor skal vi helt sikkert have kigget nærmere på vores rolle i forhold til medlemmerne, så vi bliver mere åbne og inkluderende.
– Men jeg er også nødt til at sige, at alle har mulighed for at komme og blande sig – vi kan altid bruge en hjælpende hånd især der, hvor vi har hængepartier. Men hvis man tror, man melder sig ind i en klub, der lukker sig om sig selv, fordi vi er pisse enige og bare sidder og plotter, kan man nok godt gå hen og blive slemt skuffet.
De seneste år har Dansk Tegneserieråd haft en finger med i både en ny tegneserieuddannelse, et nyt tegneseriemuseum (cirka) og en genoplivet prisuddeling. Hvad er næste skridt for Rådet?
– Det er stadig småt med offentlig midler til tegneserier, så vi f.eks. kan følge med resten af Skandinavien på internationale festivaler eller ligefrem få et sekretariat. Det er den evige kamp om kulturpuljer og opmærksomhed, og vi beholder boksehandskerne på!
– Men jeg synes også, at et formandsskifte er en god anledning til at kigge på nye mål. Og selvom det ikke lyder så flot, så synes jeg især de mål med lidt mindre vingefang trænger til opmærksomhed. F.eks. rådets rolle i hverdagen. Den skal defineres skarpere … eller, altså, den skal i det hele taget defineres. Sådan er der en del af de mindre ting, der har lidt en smule under, at de store mål fandt åbninger rigtig hurtigt.
At få defineret Rådets rolle lyder som en ret stor ting! Hvordan kunne sådan en definition se ud?
– Altså rådet er jo defineret som sådan, så det er ikke fordi, jeg lige tager styrepinden og vender skibet. Det er mere, hvordan vi fortolker vores paragraffer på hverdagsplan: Er vi en forening-forening, der skaber netværk og oplevelser for vores medlemmer, eller eksisterer vi kun for de store mål og det meget lange seje træk? Åbner vi op og prøver at være noget for dem, der ikke ved så meget om tegneserier også, eller er det fuld galop i nørdeland? Der er ret stor forskel på, hvordan man f.eks. styrer en Facebook-gruppe eller laver arrangementer, afhængigt af hvad man vælger. Det er ret menneskeligt at tænke ”men hvad får jeg ud af det nu?” som medlem af hvad-som-helst, og det skal vi kunne svare lidt bedre på, hvis vi gerne vil vokse som forening, tror jeg.
Hvad kunne det f.eks. være, man fik ud af at være medlem i Dansk Tegneserieråd?
– Det kan være ting som det julekort, vi indførte forrige år og gjorde fysisk sidste år. Det er tegnet særligt til medlemmerne med kærlighed til tegneserier som tema – og man får det kun, hvis man er med i hulen. Det er selvfølgelig et lidt lille eksempel, men jeg tøver med at lufte andre idéer, for vi har ikke engang snakket om dem endnu. Der er stadig et par dage, til vi overhovedet har vores første møde med mig som formand, og med vores lille bitte økonomi er det ikke sådan, at vi kan vælge og vrage mellem alt det, vi egentlig gerne vil give vores medlemmer.
Hvis du skal tage temperaturen på tegneseriens tilstand i Danmark netop nu, hvor vurderer du så, at I kan (og bør) gøre en forskel?
– Tegninger bliver brugt mere og mere i kommunikation, kultur, blogs og mediebilledet, men jeg møder ikke flere, der siger, at de læser tegneserier – selvom de gør det. Unge hippe kulturjournalister spørger stadig til min webcomic ud fra ”det er jo ikke Tintin på drengeværelset, har tegneserien forandret sig? Er den også for piger nu?” Begge dele er svært forvirrende. Det virker underligt, at så mange overhovedet ikke har forholdt sig til tegneserien, som den faktisk er. De har et billede i deres hoveder af ”det der med tegneserier”, som de ikke rigtigt udfordrer. Jeg tror, vi kan være med til at gøre en forskel her, altså prøve at støve folks forhold til at være ”sådan en der læser tegneserier” lidt af, og måske få flere til at forholde sig til det, tegneserier faktisk er og kan.
Er vi ude i noget med nogle informationskampagner?
– Først den dag, vi har flere penge end Gud, for informationskampagner er åndssvagt dyre. Men ud over det, har jeg ikke et kort og præcist svar på, hvordan man gør det, for så havde vi jo bare gjort det …
– Ok, det var lidt slap sagt, så nu prøver jeg alligevel at svare. Institutionaliseringen, som vi meget har arbejdet med, kommer til at gøre en forskel på sigt, er jeg sikker på. Her og nu bliver det nok noget med at blande sig og tiltuske sig taletid, når det kan lade sig gøre. Både når det gælder pressen – hvilket vi f.eks. gjorde på tegneseriens (officielle) 100-års dag, hvor mange medier faktisk havde tegneserier på dagsordenen, fordi vi stak næsen frem – og samarbejdspartnere, som f.eks. Roskilde Festival har været det. Det hele selvfølgelig tænkt bredere, skarpere, sjovere, nyere og stærkere, for vi trænger til at tænke lidt ud af vores comfort zone.
Internt i det danske tegneseriemiljø har der de seneste mange år været stærkt delte meninger om, hvad vejen frem er for tegneserien i Danmark. Nogle mener, at vi skal have børnene til at læse tegneserier som i 80’erne, så tegneserien atter kan blive et massemedie; andre fastholder, at dét skib er sejlet – nu handler det om at etablere tegneserier som læsestof for voksne på linje med anden “seriøs” litteratur. Hvor står du som DTR-formand i dén diskussion?
– Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvorfor tegneserien skal vælge mellem børn og voksne? Men jeg ved, at jeg bliver lidt trist, når vi snakker om, hvordan ting dog kan blive, som de var engang. Det gør de ikke, for massemedier i den forstand er døde. Uanset om vi smider om os med seriøs litteratur til voksne eller satser på ramasjang til børn, så er og bliver det ikke en sikker sællert.
– Vi kan tude ned i favnen på Asterix eller Jimmy Corrigan (alt efter smag), men så glemmer vi at se på, at der også sker andet. At flere og flere, der hverken tegner eller læser tegneserier normalt f.eks. lægger deres hverdag på nettet i tegneserieform – og har så meget succes, at de kan åbne en webshop og tjene penge. At komplet utegneseriekyndige tegner til diverse memes, og pludselig rejser deres vittighedstegninger jorden rundt på 80 minutter. Det er nyt, og det er spændende, for medier overlever kun, hvis de udvikler sig. Det er ikke for at sige, at den digitale tegneserie er fremtidEN, for det er for snævert, og tryk kan stadig en masse – men alle udgiverbrancher må se sig om efter nye måder at overleve på.
– Tegneserien er en stærk fortælleform, den skal nok overleve. Men det ikke sikkert, det bliver i den form, vi kender den. Der er ikke en formel længere, og det nytter ikke noget at prøve at lave en.
