Når man normalt tegner en meget traditionel stribe som handler om en mand på en øde ø, så er det lidt af et spring at tage, hvis man pludselig skal lave et langt værk om sit døde barn.
Det er der hvor vi finder Rasmus Julius, som er kendt for striberne ”På dybt vand” og ”Ø- kuller”. Rasmus har været en del af det Danske tegneseriemiljø i over 20 år. Han er uddannet reklametegner helt tilbage i 1990, men arbejder freelance med sine striber, foredrag, tegnekurser og meget mere.
En af hans typiske striber kan for eksempel vise en mand på en øde ø, som sidder under en palme. Nogle kokosnødder falder ned og rammer ham i hovedet. I sidste ramme har manden lært at jonglere med kokosnødderne, til stor fornøjelse for de forbipasserende fisk.
Så langt, så godt. Men på Rasmus’ tegnebræt lige nu, ligger altså et ambitiøst projekt, der tager udgangspunkt i tabet af hans søn Buster.
For at finde ud af hvordan han har taget dette spring, har nummer 9s reporter Simon Petersen talt med ham. Her fortæller Rasmus blandt andet om den meningsløse død og når præsten bare ryster på hovedet, og fortæller at man har misforstået det hele.
Kan du fortælle lidt om din opvækst og hvornår du begyndte at tegne?
Jeg er vokset op i det mørke Sønderjylland, i en lille by som hedder Kliplev. Der var fodbold, håndbold og badminton, som var det man kunne lave i sin fritid. Biblioteket var åbent én gang om ugen, hvor jeg ALTID lånte masser af tegneserier. Mine lommepenge blev også brugt på tegneserier, som jeg kunne købe i den lokale Brugsen. I 80’erne var der masser af tegneserier på hylderne. “Dansk Mad” var absolut en af mine favoritter. Så man kan sige at tegneserier allerede tidligt har fyldt meget i min barndom. Derved begyndte jeg også at tegne, og lysten blev større, da jeg startede i skolen og hurtig blev den bedste tegner i klassen.
Du er ved at lave tegneserien Buster, om dit barns død. Kan du fortælle lidt om, hvordan arbejdet med det projekt startede?
Corona-nedlukning – BUM! Så jeg gik lidt rundt derhjemme, isoleret. Jeg havde fået nogle Corona-støtte penge, så jeg var dækket lidt ind de næste par måneder.
Hjørring Bibliotek arrangerede deres “Tegneserie-maraton”, men denne gang i online form. Jeg tænkte “nå ja – den kan jeg da godt tilmelde mig” Konceptet er: 8 timer til 8 siders tegneserie, hvor der kl. 10 lyder et startskud og 2 ord, der skal være med i tegneserien, bliver trukket op af hatten. De to ord var: “Hjemsendt” og “Medfølelse”.
Under rentegningen måtte jeg flere gange gå væk fra tegnebordet for at lade tårerne trille.
Jeg tænkte, at hvis det her skal lykkedes, så skal tegneserien være simpelt tegnet, med kun få farver og så skulle historien være noget fra mit eget liv. Jeg spillede lige en halv time trommer for at cleare hjernen, og så begyndte jeg. Da de 2 første sider blev skitset som thumbnails havde jeg pludselig historien.
Historien om, hvordan jeg har det, hvert år, ved min afdøde søns fødselsdag. Under rentegningen måtte jeg flere gange gå væk fra tegnebordet for at lade tårerne trille og lige sunde mig.
En side fra Tegneseriemaraton-serien.
Jeg havde fat i noget her. Jeg kunne mærke at der kom noget frem, som jeg havde gemt langt væk. Noget som jeg var nødt til at arbejde videre med. Her 2 år efter er historien klar i grov form, og jeg er nu ved at gå lidt flere lag ned i historien. Jeg er personligt også kommet utroligt langt med min sorg. Jeg er begyndt på frivilligt arbejde med unge der har det svært, og unge som også er i sorg. Det er noget, som har givet mig mindst lige så meget tilbage, som at arbejde med tegneserien.
I rentegningsfasen var jeg bange for at jeg simpelthen ikke var god nok til at tegne den her vigtige historie, så jeg tog på et 16 ugers Illustrations kursus på Viborg Animationsskolen for at udfordre mig selv som tegner- for at lære nye vinkler og genopdage alt det, som jeg havde “glemt”. Det var megagodt! Jeg fik utroligt meget med mig hjem, fordi man kommer hurtig til at tegne det “som man plejer” – så jeg kan kun anbefale, at man lige stopper op engang imellem og opsøger inspiration til noget helt andet.
Hvor tæt er bogen på dine egne oplevelser? Er den fortalt som tingene foregik i virkeligheden, eller er det mere en fri fortolkning?
Historien er IKKE en til en.
Buster var 5 dage gammel, da han døde og Buster i tegneserien er 5 år gammel. Der er mange grunde til det. Det er vigtigt for mig, at det med at miste, ikke betyder noget i forhold til alder. Det betyder ikke noget om barnet er dødfødt, er 15 år gammelt eller bare den kendsgerning, at man ikke kan få et barn og man forbliver barnløs. Sorgen og ensomheden er den samme. Selvfølgelig har man flere oplevelser med et 10-årigt barn end en dødfødt – men man har de samme håb og fremtidstanker. Man mister også uskyldigheden på livet. Døden er pludselig en faktor i ens liv.
Buster døde i 2013. Præcis 1 måned efter jeg også mistede min far til lungekræft. Så det var sgu en ordentlig mundfuld og så midt i juletiden, hvor man burde hygge sig i familiens skød. Siden da, så er juletiden lidt svær for mig.
Døden er pludselig en faktor i ens liv.
Buster havde en hård start på livet. Hans spiserør havde ikke forbindelse til maven, så han blev næsten med det samme opereret. Operationen gik godt og han skulle bare komme sig på intensivafdelingen.
Efter 5 dage så hans blodtal gode ud, og han kunne så overflyttes til neonatal-afdelingen og blive stor og stærk. Vi fik lov til at pusle ham lige inden han skulle flyttes. Sygeplejersken mente det ville være en god ide at lægge ham på maven, fordi det havde han ikke prøvet endnu. Vi bemærkede et lille gib i ham og spurgte sygeplejersken om det var normalt, og det mente hun. Der gik så et minut og så blev vi skubbet til siden og der kom tusinde mennesker løbende og begyndte at skille kuvøsen fra hinanden og give Buster førstehjælp. De prøvede i 45 min at redde ham, men forgæves. Vi stod ved siden af og så det hele ske.
Efterfølgende fandt de ud af, at han havde fået slim nede i halsen og ikke kunne hoste det op. I redningsforsøget har de så prøvet at pumpe luft ned i ham, i stedet for at starte med et sug – så han blev kvalt. Episoden blev klassificeret som en ulykke og der kom faktisk politi på. Personalet var meget berørte og erkendte at der var sket en fejl. Vi syntes at det var stort at de tog ansvar og forklarede dem at vi godt var klar over, at sådan en situation sker, så har man 5 minutter til at finde den rigtig løsning og man bliver nødt til at handle. Der kan ske fejl og der vil ske fejl.
Vi skal huske på, at vi alle blot er mennesker – men tænk et ansvar en læge på en intensiv afdeling har. Når de laver en fejl, så er der nogen der ikke overlever. Det sker også at en patient dør, hvor man som læge ikke har en chance – men jeg tænker at de alligevel går rundt og tænker “er det min fejl? har jeg overset noget? Kunne jeg have gjort noget andet?”
Buster kommer ikke tilbage, ligegyldig hvad. Døden er en del af livet. Jo tætter døden kommer på, jo mere begynder man at tænke over livet.
Jeg vil gerne vide om du er praktiserende kristen, og hvordan det spiller en rolle i bogen?
Jeg har været på kristen lejr, som barn og teenager. Min mormor og morfar var tilknyttet Baptistkirken dengang, så det er ikke helt ukendt for mig. Jeg vil ikke sige jeg er praktiserende kristen, men jeg er nysgerrig på religion og tro. Når man mister sin søn, så søger man efter meningen med det hele og hvor Gud er henne. Så jeg er dykket mere ned i kristendommen og faktisk været så heldig at jeg har fået præsten Preben Kok med på sidelinjen i arbejdet med ”Buster”.
Jeg læste hans ”Skæld ud på Gud”, som for mig gav så meget mening, i forhold til hvad “tro” kan og hvad præstens opgave er. Jeg fandt ud af at han ikke boede særligt langt fra mig, så jeg skrev en mail til ham.
Jeg har i min tegneserie, en scene – en monolog -, med en præst, som beskriver hvor magtesløs han faktisk er, når nogen mister et barn. Den ikke er nem at fortælle til de efterladte, at der findes en Gud, som elsker dem. Den del kunne jeg godt tænke mig at få bekræftet.
Preben blev heldigvis nysgerrig på mit projekt og ville meget gerne hjælpe. Han er en meget travl mand, selvom han er oppe i alderen, så det var lige det med at få tid til at mødes. Det lykkedes så for nogle uger siden, hvor jeg kørte hen til ham med mine skitser og forklarede hvordan jeg syntes det hele hang sammen. Jeg havde fået det i hovedet, at der var en mening fra Guds side, at Buster døde, så jeg ville få åbnet mine øjne og finde en slags mening i livet. En slags bro fra det meningsløse, til det der gav mening…
Han rystede på hovedet, og sukkede. “Du er helt forkert på den. Vi skal starte helt forfra. Busters død er meningsløst. Det giver ikke mening at et barn dør”, sagde han. “Gud kan ikke være en kærlig Gud, hvis han slår ihjel”.
Så i magtesløsheden, hvor man bare synker sammen og giver op, der kommer troen ind og samler én op.
Så i magtesløsheden, hvor man bare synker sammen og giver op, der kommer troen ind og samler én op. “Så en præsts vigtigste opgave, er at være magtesløs sammen med den magtesløse” som Kok siger.
Jeg må sige at den reaktion havde jeg ikke set komme – men den bekræfter mig i at jeg ikke havde tænkt helt forkert med min skitser og tanker i “Buster”.
Så vi blev enige om at jeg rentegner det jeg havde og så dykker vi derefter ned i lagene, på hvad en præst og religion kan.
Kan du uddybe det med, at troen findes i magtesløsheden?
Jeg skal prøve. Vi har i vores moderne samfund skubbet troen til side. Ja, vi er blevet klogere og har taget magten og kontrollen over vores hverdag. Derfor er der heller ikke plads til troen. Men fordi vi plejer at have kontrol og magt over stort set alt, så bliver vi hårdt ramt, når noget sker, som vi ikke har magt over. Vi mangler simpelthen et holdepunkt – troen. I magtesløsheden kommer troen – ved at lægge “ansvaret” fra sig, til gud eller hvad du tror på, så frigør du dig for den skyld, som du altid vil pålægge dig, selvom det der er sket, er helt ude af dine hænder.
Det at miste et barn, er noget man ikke er herre over, men alligevel tænker man, om det var noget man kunne have gjort. Er det vores skyld – kunne vi have kørt til flere scanninger? Kunne man have levet mere sundt?
Men her må man skælde ud på Gud og synes han er et dumt svin og det kan han ikke være bekendt! Mon ikke Vorherre er storsindet nok til at tage en sviner, så du selv kan “frigøre” dig for den skyld, som du uberettiget påtager dig?
Du kan møde Rasmus Julius til tegneseriefestivalen ”Art Bubble” i Aarhus d. 17 og 18 september.
Tegneserien om Buster skulle gerne udkomme i slutningen af 2023.
Del på
