Carmine Infantino 1925-2013

Af Morten Søndergård og Matthias Wivel

Den amerikanske tegneserietegner og –redaktør Carmine Infantino døde her 4 april i en alder af 87, og med ham døde nok den sidste af de store arktitekter bag den amerikanske tegneseries såkaldte Silver Age.

Og hvad er The Silver Age så? For amerikanske seriefans startede det hele med det første blad med den moderne Flash — dvs. Barry Allen i den røde dragt, som var en opdatering af Jay Garrett, den første udgave fra fyrrerne. Det skete i DC Comics’ Showcase nr. 4 fra 1956, tegnet af Infantino til manuskript af Robert Kanigher. Periodens slutningen finder man omkring 1970, da den store medskaber af Marvel-universet Jack Kirby forlod Marvel til fordel for DC, passende nok lokket af Infantino, der på det tidspunkt var chefredaktør.

Men tilbage til starten: Infantino blev født i Brooklyn og fik sin uddannelse på The School of Industrial Art i Manhattan. Allerede i sine high school-år fandt han arbejde i tegneseriebranchen, først på Harry ”A” Cheslers tegnestue siden for en række andre forlag, deriblandt Timely (det senere Marvel) og Fawcett. I 1947 landede han hos DC, hvor han skulle blive de næste næsten tredive år.

Sammen med Kubert (Joe), Kane (Gil, bestemt ikke Bob) og Swan (Curt) var Infantino med til at fastlægge den stil, der dominerede DCs tegneserier i tresserne. Det startede for alvor i 1964, hvor han med manuskriptforfatter Jon Broome overtog Batman og definerede figurens mørkere “New Look” i historier, der afskaffede de forudgående års fjollede historier med mere detektivorienterede fortællinger. Især de første år var præget af stor kreativitet. Resultatet blev den Batman vi kender i dag; selvfølgelig har Neal Adams og Frank Miller også deres input, men meget er Infantinos fortjeneste.

Udover The Flash, fungerede Infantino endvidere som designer på figurer som gummihelten The Elongated Man (1960), den afdøde spøgelsessuperhelt Deadman (1967), samt Batgirl, en ung kvindelig udgave af Batman (1967). Han fungerede endvidere i en årrække som en af de definitive tegnere på den Jens Lyn-afledte science fictionhelt Adam Strange (en jordbo der teleporterede sig mellem Jorden og Rann, en glinsende fremtidsverden langt ude i rummet).

I denne periode havde Infantinos streg fundet sin endelige form — alt var langt, slankt, magert, fladt og meget elegant. Og det var også meget klinisk, køligt, ja næsten sterilt. Det der først og fremest var Infantinos mærkevare var design. Der er gået en mere end habil møbelskaber tabt i den mand.

I hans stilkatalog finder man kendetegn som de pegende hænder, der pludselig står ud fra et panel, for at vise læseren på vej. Og så havde de fleste af hans figurer høje tindinger (hvilket måske skyldes hans egen kamp med håret, eller manglen på samme?). Og ingen kunne som Infantino vise The Flash i løb eller iscenesætte science fictionverdener med minimalistisk design og ditto maskiner. Han var derudover en sand mester til at lave den rigtige forside og fungerede sidst i tresserne som ansvarlige redaktør for forlagets omslag. Selv kom han til at stå for en række af de mest ikoniske af slagsen. Og så gjorde han sig godt i sort/hvid, hvad der var en klar fordel, når man var dansk læser af superhelte i tresserne.

Infantino blev i samme periode forfremmet til chefredaktør på forlaget, hvilket var første gang denne rolle tilfaldt en tegner. I 1971 blev han igen forfremmet, til udgivelseschef. I denne periode tildelte han redaktørposter til en række andre tegnere som Joe Orlando, Mike Sekowsky og Joe Kubert og stod for ansættelsen af folk som Dick Giordano, Neal Adams og Denny O’Neil, der alle på afgørende vis skulle komme til at præge forlagets tegneserier i halvfjerdserne.

Sidst, men ikke mindst, lykkedes det ham som sagt at lokke Jack Kirby væk fra Marvel i 1970. Kirby var træt af vilkårene på det forlag, for hvis succes han havde været central, og fandt med Infantinos mellemkomst mulighed for at skabe nye tegneserier på egne præmisser. Ud af dette kom hans måske mest personlige værk, den såkaldte ‘Fourth World’-saga (udfoldet i fire sammenhængende serier: Forever People, Mister Miracle, New Gods, Superman’s Pal Jimmy Olsen).

Det skulle imidlertid vise sig, at den lovning på minimal redaktionel indblanden, Kirby havde fået, ikke holdt vand og han måtte se til mens andre på bl.a. Infantinos foranledning tegnede hovederne om på Superman og andre for bedre at tilpasse sig den ’husstil’, Infantino nogle år tidligere havde været med til at præge. Allerede efter et par år viste salget af serierne sig endvidere utilfredsstillende for forlæggerne og bladene blev lukket. Efter en række andre mere eller mindre succesrige forsøg med nye serier og koncepter forlod Kirby i 1975 DC og vendte tilbage til Marvel.

Kort efter blev Infantino selv fyret, fra den ene dag til den anden. Forlaget led af dårligt salg mens konkurrenten Marvel stjal en større og større del af markedsandelene. Fra øverste chef til tegneserietegner på bunden, alt sammen på en dag. Han fik herefter arbejde hos sine gamle konkurrenter, først Warren, så selveste Marvel. Faktisk er han i Danmark nok bedst kendt som “ham der den mærkelige Star Wars-tegner,” pga. af sit arbejde for Marvels enormt succesrige serier baseret på filmene.

I 1981 vendte han tilbage til DC, men hans nye streg var kun en svag skygge af fortids storhed, selvom den var stadig helt unik. Ingen andre end Infantino, kunne tegne som Infantino. Han trak sig tilbage som tegner i begyndelsen af halvfemserne, men fortsatte en årrække som underviser på tegneserielinien på New Yorks legendariske School of Visual Arts.

I 2004 sagsøgte han DC for andel i de figurer han havde været med til at skabe i sine mange år på forlaget. Det endte med et forlig, der tildelte ham en uangiven sum.

---