Nummer 9 stiller skarpt på en række kendte danskeres forhold til tegneseriemediet. Denne gang deler Adrian Hughes sine yndlingsserier og -aversioner med os.
Adrian Lloyd Hughes (f. 1962) er journalist og kulturformidler ved Danmarks Radio. Hughes er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987, og begyndte sin professionelle karriere hos DR, hvor han i et par år var ansat på ungdomsprogrammet P4 i P1. Da den konkurrerende kanal TV2 i 1989 gik i luften, fandt Adrian Hughes her job som reporter og studievært ved det regionale TV2 Lorry.
I 1996 vendte han imidlertid tilbage til Danmarks Radio, der samme år søsatte kanalen DR2, hvor Adrian Hughes lige siden har slået sine folder – hovedsageligt i egenskab af kulturformidler og -debattør. Bedst kendt er Adrian Hughes nok i rollen som vært for tv-programmet “Smagsdommerne”, hvor skiftende gæster fra det danske kulturliv siden 2005 i en som oftest uhøjtidelig omgangstone har diskuteret og vurderet udvalgte værker og oplevelser fra det øjeblikkelige hjemlige kulturudbud. I den forbindelse har Hughes ved flere lejligheder haft tegneserier på programmet, og har desuden haft tegneserieskaberen Ivar Gjørup som medvirkende smagsdommer.
Siden 2010 har Adrian Hughes desuden bestyret Danmarks Radios kulturkanal DRKs “Kunstquiz”, hvor to hold bestående af bl.a. kunsthistorikere, museumsinspektører og udøvende kunstnere dyster på paratviden om den bildende kunst. Senest har Adrian Hughes leget djævelens advokat i serien “Kulturkøbing”, hvor han undersøger behovet for og efterspørgslen på kulturprodukter i dagens Danmark, og samtidig dissekerer hellige køer for åben skærm ved at diskutere følsomme emner som fx kulturstøtten.
Adrian Hughes har læst alle Tintin-albums, men forstår ikke et eneste af dem. Til gengæld vil han forsvare Asterix hvor som helst og når som helst. Nummer 9 tog en snak med DRs kulturkonge om tegneserier.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Ja, det var der. Specielt Asterix var min mor meget interesseret i, fordi hun mente at det kunne bidrage med en lille smule klassisk opdragelse – i hvert fald kunne man da i det mindste finde ud af hvem Cicero var og hvem Cæsar og Kleopatra var. Og der var jo også de her latinske over- og undersættelser, som er meget sjove, især hvis man er klassisk interesseret. Nu har jeg mine Asterix-albums i sommerhuset, og det giver mig anledning til at genlæse dem hver sommer. Jeg synes jo at Goscinnys tekst er fantastisk, men Uderzos streg er fuldstændig uforlignelig; han har en måde at fremstille gestik og mimik på, så jeg får lyst til at genopføre det én til én til ved egen krop. Altså, jeg forsøger decideret at hoppe på stedet og løfte begge fødder op fra jorden på samme måde som en gennemsnitlig, halsstarrig, meget, meget vred romersk centurion ville gøre det, og hvis jeg tilmed kan få min kæbe helt ned til gulvet og åbne min mund så meget, at min tunge kommer helt ud af halsen, så vil jeg helst det! Og der er simpelthen mange, mange citater fra Asterix, som jeg siger i det daglige.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Jamen, det er formentlig netop Asterix, fordi jeg synes, at det helt grundlæggende er nogle morsomme figurer. Altså Obelix, som jo simpelthen er så ufatteligt dum, synes jeg er meget, meget sjov. Når der bliver skåret et stykke af en kage, så tror Obelix, at den resterende del af kagen er til ham. Jeg kender adskillige mennesker, der opfører sig som ham.
Og så synes jeg jo selvfølgelig, at der utroligt mange fantastiske historier af Carl Barks, som jeg har haft stor fornøjelse af at læse. Fx den om den store quiz-konkurrence i Andeby, hvor Anders And som sidste spørgsmål skal svare på, hvor mange spande vand der kan være i Andeby-dæmningen. Det lykkes ham tilfældigvis at svare rigtigt, men på det tidspunkt er han blevet så vanvittig af alle spørgsmålene, at han ikke kan vælge, om han skal tage blomsterbuketten eller posen med guld. Der er også en anden Carl Barks-historie, der foregår nede i en ekkodal, hvor Anders forsøger at snyde Rip, Rap og Rup ved at genskabe alle mulige lyde fra den anden side af dalen, eller den om konkurrencen mellem Joakim von And og en anden stenrig and, om hvem, der kan bruge flest penge hurtigst muligt. Der er sandelig mange gode, spændende og originale historier af Carl Barks.
Og så er jeg vanvittig glad for næsten alle Walt Disneys tegnefilm. Jeg synes fx at Skønheden og Udyret er en helt afsindig flot tegnefilm, der fortæller historien om at man først bliver smuk, når man selv indser at man er det. Det er jo en fantastisk pointe at få. Og så alle de der standerure og suppeskåle som nejer for hinanden og danser rundt i sådan nogle store kalejdoskopiske, symmetriske billeder, hvor kameraet kører op og ser dem ovenfra! Første gang jeg så den tænkte jeg ”det kan da kun gå for langsomt med at få den på Broadway” – og den blev jo faktisk også til en musical. Så tegnefilm er jeg ret glad for, og det er en kærlighed, jeg har haft, siden jeg for første gang så Junglebogen. Og så også Fantasia, der jo er en af verdens til dato flotteste musikvideoer. Specielt sekvensen med Sacre du printemps – dinosaurernes kamp med hinanden til tonerne af Stravinsky – er fantastisk. Eller endnu bedre, ja, faktisk et mesterværk, er jo sekvensen med “Troldmandens lærling” til musik af Paul Dukas. Da tror man jo simpelthen, at tegningerne er lavet først og at musikken er komponeret bagefter. Det er helt vildt, så godt Disney får musikken og tegningerne til at spille sammen.
Så er der sådan en tegneserie som Linda og Valentin, som jeg desværre ikke har viet hele den opmærksomhed, som jeg tror, den fortjener. Jeg har kun læst de første ti-tolv bind, men både visuelt og idémæssigt synes jeg, at Linda og Valentin er en fantastisk spændende science fiction-tegneserie.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Nikoline Werdelin skriver sig jo direkte ind i min verden. Hele tiden. Hun er jo primært beskæftiget med hvad der sker i de øverste 25% af samfundet, hvis man skal se på social indkomst i grove træk. Hun skriver jo meget klogt om det, hun kender noget til, og det gør hun på en måde, så man føler, at man er der selv. Hun er fuldstændig forrygende. Også når man ser hendes gamle ting. Jeg kan særligt huske et længere forløb i Homo metropolis, hvor man meget længe havde fulgt en ældre bøsse som havde aids og som boede i en kæmpemæssig herskabslejlighed i Stockholmsgade. Her havde han lejlighedsvis besøg af én af sine lidt mindre syge venner, der fortalte ham de vildeste historier om, hvad der foregik ude i virkeligheden med folk som enten var i parforhold eller som måske forsøgte at arbejde sig ud af parforhold, eller som bare var sådan generelt promiskuøse. Og på et tidspunkt standser ham her den gamle bøsse den lidt yngre, og siger: ”Undskyld, men hvor mange af de her mennesker, du taler om, er raske?” Det var det, han interesserede sig for. Her sad han, med hvad der på det tidspunkt var en dødsdiagnose, og havde bare svært ved at sætte sig ud over, at livet gik videre omkring ham.
Og hele den serie om den bogstaveligt talt dødssyge mand i en lejlighed i Stockholmsgade ender med en masse billeder af borde og stole og en buket blomster og sådan noget, hvor der er sat kort op med tekster som ”den her vase skal Bettina have” og ”husk, at den her stol skal have olie en gang hvert halve år” – altså meddelelser til de efterladte. Men derudover var hele striben tom. Og første gang jeg læste den, tænkte jeg ”hvad er det, der foregår her? Har Nikoline Werdelin lavet en hel tom stribe?” Og så slog det lige pludselig ned i mig: den er jo tom, fordi manden er død! Han er simpelthen væk, han er der ikke længere. Og det gjorde det simpelthen så tydeligt for mig, at døden jo er, når en person rejser sig op og går fra selskabet uden at efterlade sit nummer. Så er vedkommende ikke længere til at træffe på nogen måde. Det viste den stribe dér. Og da det slog mig, måtte jeg simpelthen lægge avisen fra mig og snyde næse. Det slog mig simpelthen som et kølleslag i ansigtet, hvad det vil sige, at folk dør, og det synes jeg jo er ret fantastisk, at en tegneserie kan dét. Det var jo bare fire eller fem billeder – selvfølgelig i forlængelse af, at jeg havde fulgt historien, og levet mig meget ind i den her homoseksuelle mands liv i Stockholmsgade – men det var afsindigt godt eksekveret.
Nikoline Werdelin har for nylig kørt en serie om en præst, der har fået stress, og som er meget interesseret i at have sex med en af de efterladte til én, der lige er død. Den har ikke sagt mig helt så meget, men man kan jo ikke stige lige meget på alle fortællespor. Og så synes jeg for resten, nu jeg tænker over det, at Wulffmorgenthaler er en fantastisk serie. De har jo simpelthen nogle afsindigt pjattede idéer, de er jo sådan set Gary Larsons trashede arvtagere, kan man sige. Gary Larson er jeg også stor fan af, men han er jo desværre holdt op med at tegne, fordi han blev træt af, at hans ekskone skulle have del i indtægterne: ”Nå, hvis det skal være på den måde, så kan det også være det samme! Nu løfter jeg pennen fra papiret og sætter den aldrig nogensinde tilbage. Så kan hun lære det!” Det er jo vanvittig morsomt, men det betyder jo desværre bare, at vi ikke får så mange tegninger fra hans hånd længere.
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– Jeg følger hovedsageligt med i Homo metropolis og Wulffmorgenthaler i Politiken. Og så er der jo sådan en stribe som Rocky, men hver gang jeg læser den, så synes jeg bare det er sådan et klaustrofobisk univers med de her lidt utjekkede fyre, der bliver tegnet som hunde, som går ind og ud af døren hos hinanden og har problemer med at blive voksne. De sidder på en eller anden måde fastlåst i en pubertet, som åbenbart skal vare tegneseriens levetid ud, har jeg indtryk af. Og jeg ved godt, det er et urimeligt krav at stille, at tegneseriefigurer skal være flerdimensionelle og udvikle sig, for det gør Asterix jo selvfølgelig heller ikke. Asterix og Obelix bliver jo ikke ældre, men i hvert album er der i det mindste en eller anden idé der bliver gennemspillet, en synopsis som bliver afprøvet. Hvad ville der ske, hvis vi sendte Asterix til Amerika eller han fik besøg af vikingerne? Hvad ville der ske, hvis Asterix pludselig mistede trylledrikkens kraft? En eller anden idé bliver gennemspillet, men i Rocky synes jeg bare, det er de her dumme mennesker, som sidder omkring Serkels torg i Stockholm, og har problemer med at finde deres garderobemærker.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Altså, virkeligt kunstnerisk begavede mennesker siger jo til mig, at jeg bør interessere mig for Corto Maltese, der skulle være et studie i sort og hvidt og hvad man kan få ud af mediet, men jeg ved bare, at mit liv aldrig bliver langt nok til, at jeg kommer til at sætte mig ned og læse Hugo Pratt. Jeg ved jeg burde, men det kommer sgu nok ikke til at ske. Der er så meget andet, som jeg gerne vil interessere mig for i øjeblikket.
Og så har jeg en meget god barndomsven, der hedder Lars, som var ekstremt optagetet af Tintin. Og på grund af Lars har jeg så pløjet mig igennem hele serien, men jeg har aldrig kunnet vænne mig til Hergés tegninger, jeg har altid syntes, at de var helt ekstremt stive og todimensionelle. Altså selv når kaptajn Haddock falder på halen, så er der ikke nogen bevægelse i ham; det er bare en almindelig krop, som tilfældigvis er placeret oppe i luften i en 45 graders vinkel eller noget i den stil. Og selvom der er sådan nogle sirlige små spiraltegninger oppe over hovedet på ham, så synes jeg overhovedet ikke, han er i bevægelse. Hergé kan tegne lige så mange gråspurve og grossenolliker han vil, og stjerner og halvmåner som sådan cirkler omkring kaptajn Haddocks hoved – jeg synes stadigvæk ikke, at det ser ud som om, han har slået sig. Derudover synes jeg også, at Hergés humor simpelthen er plat. Altså, folk, der stikker foden i en papirkurv og som så går rundt med papirkurven tre billeder senere, synes jeg simpelthen ikke er sjovt. Jeg synes heller ikke det er sjovt at Dupond og Dupont hele tiden siger det samme lige efter hinanden med marginale variationer, 
og jeg undrer mig sådan set over, at en masse intelligente mennesker jeg kender, synes at Hergé stort set er det bedste der er sket siden opfindelsen af tusch. Det forstår jeg simpelthen overhovedet ikke, jeg synes han tegner helt afsindigt analt og kontrolleret. Og når man så borer sig længere ind i det, så kan man jo se, at alle de perroner og hovedbanegårde han tegner, jo simpelthen er tegnet af efter fotografier. Victor Hortas art nouveau-nedgange til metroen og mange andre ting er jo simpelthen pinligt nøjagtigt gengivet, og det er jo ikke sjovt. Så er det meget sjovere med Uderzos frihåndstegninger. Uderzo tegner så at sige forestillingen om hvordan en nedgang til en metro kunne være, han tegner ikke selve metroen, og det synes jeg Hergé gør.
Er der omvendt tegneserier, som du har haft svært ved at overbevise andre om værdien af?
– Nej. Det er jo ikke kontroversielt at sige, at man synes Carl Barks er en dygtig fortæller og har haft nogle originale idéer; det er der jo mange andre end mig der ved, så der ligger jeg jo ikke på forkanten af noget som helst.
Hvad er det bedste, der er sket indenfor tegneseriernes verden indenfor de sidste ti år?
– I den her sammenhæng handler det jo formentlig kun om det tegnede, men altså, på et tidspunkt holdt jeg en række video-aftener, og da var der én af mine gæster som sagde: ”jeg har en lille film med modellervoks, vi skal se”. Jeg sagde: ”arj, det kommer nok ikke til at ske”, men hun tog den med alligevel. Det viste sig at være Walter og Trofast, enten “The Wrong Trousers” eller “A Close Shave”, og jeg må sige, at udviklingen indenfor for leranimation har været enorm. Og så selvfølgelig computeranimation – Toy Story-trilogien er jo faktisk et hovedværk i moderne animationsteknik, og ikke bare teknisk, for historierne er jo også meget, meget stærke og medrivende. De handler jo alle sammen om at være menneske, om hvad der mon bliver af os, når vi ikke længere er så mobile, som vi var engang, og hvad man ellers må forholde sig til. Så jeg synes, der sker meget i animationsfilm i øjeblikket.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Især mimik, vil jeg sige. Altså, Fætter Højben som drikker limonade, og selvfølgelig skal bevise, at han kan drikke selv den allersødeste limonade, uden at det giver ham nogen som helst problemer, da tager han jo glasset og kaster limonaden op i luften, så den kører i en perfekt halvcirkel og lander lige i hans kæmpemæssige åbne andenæb. Tegneserien kan jo det der med at lave et karikeret billede af en situation, som er helt vidunderlig. Roald Als har på et tidspunkt tegnet begrebet ’smagsdommerne’, hvor han placerer en karikatur af mig sammen med tre smagsdommere, som så er fremstillet som henholdsvis Fedtmule, Madame Castafiore fra Tintin og Homer Simpson. Og det er jo en fuldstændig vidunderlig illustration af, hvad det dybest set er for en række typer, som bliver type castet til at optræde i Smagsdommer-stolene. Der har Roald Als så brugt tegneseriens virkemidler til at komme med en pointe om, hvad for en slags mennesker han synes, optræder i programmet. Og det synes jeg er afsindig sjovt; vanvittigt godt set og vanvittigt godt udført. Jeg skreg af grin, da jeg så det, og så skyndte jeg mig naturligvis hen til Roald Als for at købe tegningen. Med det samme stod jeg for enden af hans skrivebord og sagde: ”hvor mange kasser Barolo skal der stå her, før den tegning er i mine hænder?”
Hvordan reagerer folk på kulturparnassets bonede gulve, når de hører om din fascination af tegneserier?
– Jamen, det fortæller jeg dem jo ikke. Dermed også sagt, at der er en grund til, at jeg har mine tegneserier i sommerhuset. Nej, Asterix er ikke en hemmelighed. Den serie synes jeg har bidraget meget til vores kultur, og den vil jeg stille mig op og citere når som helst og hvor som helst.
Kig forbi på næste fredag, når vi stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe.
Del på
