Åndevandrer 1 : Tyran
Så grusomme børn kan være. Hvor meget mon vi bibeholder i voksenlivet? Er det overhovedet det, Tyran handler om?
Der sker – faktisk ret ofte – at en historie simpelthen ikke giver mening. På samme måde sker det også forholdsvis tit, at jeg render på historier, der fortæller sig selv – hvor jeg bare sidder og nikker lidt mens jeg betages, begejstres eller harmes eller hvad jeg nu bliver. Det er jo netop sådan, historier er. Hvad jeg til gengæld ikke tror jeg har oplevet før er en historie. der som Jam Adens Tyran opnår begge dele. Jeg bliver nok nødt til at forklare hvad jeg så i Tyran, da jeg læste den. For sandheden er, at jeg nærmest måtte læse den baglæns.
Tyran er historien om en legeplads, hvor tre børn farter rundt, som børn nu gør. Alle har de fasttømrede roller i fællesskabet. Roller som man fornemmer er defineret i en uendeligt fjern fortid. Nu er det bare sådan, at tid for børn er en næsten ufattelig abstraktion, så måske var det bare i går. På samme måde er legepladsen også udenfor verden. Et parallelunivers i rum-tidskontinuumet.
En dag træder et nyt barn ind på legepladsen, glemmer sine ærinder og bliver af børnenes lederskikkelse næsten øjeblikkeligt tildelt en rolle. Den leder, som kun den nyankomne tilsyneladende har mod til at sætte etiket på og kalde tyran. Men oprøret bliver ved det – ingen tør udfordre ham. Det er ham, som skaber verden.
Dagens tidløse gang går på legepladsen. Indtil der kommer et syndefald. Børnene erkender at en maske bare er en maske og ikke andet. Eller er det?
Se, dét giver jo mening. Det giver mening lige indtil det ikke giver mening længere. For de er jo netop ikke børn. Legepladsen er ikke en legeplads, men en forladt byggeplads. Den nyankomne bliver nærmest hidkaldt. Maskerne er ikke bare roller i en leg, men tjener til en påtaget samhørighed ved at skjule alt det som skiller os ud fra mængden, ligeså effektivt som de anlægger en autoritet, vi enten ikke selv tør påtage os eller andre ikke vil tilstede os.
Jeg føler mig hensat til et Dario Fo-teaterstykke, hvor de menneskelige egenskaber gestaltes og udstilles for os alle, som et spejl, hvor vi genfinder vore egne træk. Når vi ikke længere vil ses for den vi er, påtager vi en ny identitet. Når vi ikke længere kan udholde at være offeret, tager vi masken på og peger i stedet selv på en som er svagere, i håbet om at mørkekræfterne tager dem i stedet. Et mobbeoffer som desperat leder efter svagheder hos andre, i håb om at kunne afhænde sin egen skæbne ved at udstille dem. Eller måske den, som helt uden grund og uden den mindste empati kaster besnærelsens tryllestøv over andre og næres ved deres hengivenhed uden selv at gengælde den.
Tyran er en phantasie om en verden, vi ikke kan se. Vi ved nok den er der. Gætter på det. Men omkring den går et usynligt hegn, som hyller overgangen mellem verdener i et utydeligt slør. Kun gennem hullet i hegnet kan vi få en fornemmelse af det derinde, og er vi først kommet gennem hullet og gået ind, er verden udenfor gemt i tåge og forglemmelse; erstattet af sort og hvid.
Jeg håber at Shaman, den næste inkarnation af Åndevandreren, bliver ligeså flydende og flygtig som fortælling. Jeg har en fornemmelse… Jeg er i hvert fald sikker på, at den bliver ligeså mærkelig (og håber det helt bestemt). Præcist hvad Tyran handler om er jeg imidlertid stadig ikke sikker på, at jeg forstår, men der er masser af plads til at skabe sin egen mening.
Tegningerne er lette og særligt tyranen er ualmindeligt livfuldt tegnet. Trykket er lækkert og den kacherede indbinding skridsikker i hånden. Enkelte steder er hæftningen imidlertid gået ud over tegningerne, der flere steder er kommet i klemme i rygmargenen. Gennemgående er det dog et rigtigt lækkert hæfte, med mange gode timers læsning.
