Alena
Genregyset er omdrejningspunktet for svenske Kim W. Anderssons danske albumdebut Alena.
Teenagere kan være umådelig lede ved hinanden – og måske er særligt piger nogle sataner. Sådan synes verden i hvert fald skruet sammen for pigen Alena, der må udholde mobningen fra de rige piger på kostskolen og samtidig forsøge at komme sig over tabet af veninden Josefine.
At dykke ned i svenske Kim W. Anderssons tegneserie Alena er at tage et skridt ind i et univers af teenageangst, romantik og et tyk lag af goth og gys. Det er den samme suppe, som ligger til grund for det gode gys på film, hvor du bare ved, at de fleste af figurerne ender med at få kniven i en blanding af blod og metaforer for sex.
Og Andersson dyrker helt bevidst en række af teenagegyserens fasttømrede klicheer. Alena er den underkuede hovedperson, vi som læsere har sympati med uden at være helt sikre på, om vi kan stole på hende. Fabian, den søde og populære dreng, som hun er lun på. Den jaloux og hævngerrige leder af kliken, Flippa. Og endelig ’spøger’ veninden Josefine i baggrunden.
Det er en historie, som forløber helt efter planen – lidt som at læse en amerikansk tv-serie i tegneserieform. Blot sine steder tilsat en langt mere blodig håndtering af sakse. Eksekveret i flot og meget mættet farvelægning.
Når trangen efter noget mere originalt ikke trænger sig på, så er det fordi Andersson er effektiv i både fortællestil og sin skarpe streg med de tunge skygger, der læner sig op af række amerikanske forbilleder, men har mest til fælles med danske Peter Snejbjerg.
Når Andersson med Alena leverer en regulær genretegneserie, der er lige præcis det den giver sig ud for at være – teenagegyset med de romantiske undertoner – så skal den netop spille på klicheerne. Desværre når Andersson ikke meget videre, og løfter ikke sin historie ud over det forudsigelige. I stedet ender han med at skrive sig ind i et hjørne, og efterlader her læseren uforløst med en slutning, han som forfatter burde have vokset fra i netop teenageårene.