Sofies verden bind 1 og 2
Omtrent 30 år efter Sofies verden tog verden med storm kan tegneserieversionen måske blive en ny generations første møde med de store tænkere. En markant udgivelse fra forlaget Straarup & Co, som de sidste par år har markeret sig med tegneserieudgivelser af høj kvalitet.
Hvis du var teenager i 90’erne, stødte du måske på norske Jostein Gaarders storhittende ungdomsroman, Sofies verden (1991). Udgivet på dansk i 1992, oversat til 64 sprog og solgt i svimlende 50 millioner eksemplarer. Det er det ikke helt skævt at sige, at den er en hel generations introduktion til filosofiens historie.
Tegneserieudgaven er skrevet af belgiske Vincent Zabus og tegnet af franske Nicoby (Nicolas Bidet) og er et digert værk, to store bind i hårdt omslag. Anmeldelsen kommer ind på plottet og slutning, så hvis du slet ikke vil spoiles, så vent med at læse videre.
I gode hænder fra starten
At lave en tegneserieudgave af en kendt roman som fortæller 2.700 års filosofihistorie, er ikke nogen nem opgave. Ifølge efterordet har Jostein Gaarder givet Zabus og Nicoby fuld kreativ frihed, hvilket borger godt. Det er de to prisvindende skaberes første værk på dansk, hvis man ser bort fra begges mindre bidrag til forskellige serier.
Allerede fra første side, er det tydeligt, at historien er i hænderne på to øvede fortællere. Hvor romanpersonerne mest sidder stille og taler, er hovedpersonen Sofie en fysisk aktiv, udtryksfuld figur. Hun springer, klatrer og kravler gymnastisk gennem historien. Bogens lange monologer om filosoffernes tanker og idéer er omsat til dygtigt fortalte, konkrete visuelle metaforer.
”Hvem er du”?
Tegneserien starter på samme måde som romanen: 14-årige Sofie kommer hjem fra skole og finder et brev i postkassen fra en ukendt afsender. ”Hvem er du?” står der i det. Snart efter modtager hun endnu en kuvert, nu med første del af et brevkursus i filosofi. Det er startskuddet til, at Sofie bliver introduceret til den vestlige filosofis historie. Hvert kapitel dækker en historisk periode, fra Sokrates, Platon og Aristoteles, til Luther, Galilei, Descartes, Marx og Freud.
I romanen læser og hører Sofie om de historiske figurer, én enkelt gang taler Aristoteles direkte til hende fra et VHS-bånd. Den gimmick må have inspireret Zabus og Nicoby, for de lader Sofie interagere med alle de historiske figurer. De bryder de fysiske love ved at lade bogstaverne springe af filosofikursets papir og danse rundt i luften omkring den forbløffede Sofie. Da filosofikurset når til Sokrates bliver Sofie suget ind i papiret og lander midt på det gamle Akropolis. Som Alice fra Alice i Eventyrland ryger Sofie gennem spejlet.
Teksten springer ud af filosofikursets papir og danser rundt om Sofie.
Sofie tager de underlige hændelser i stiv arm og leder efter den anonyme brevsender. Det viser sig at være filosofilæreren Alberto, som nok er Gaarders alter-ego.
I romanen er det tydeligt, at gymnasielæreren Gaarder prøver at få filosofiens historie til at glide lettere ned ved at pakke den ind i et mysterieplot. Hvor det i romanen er omtrent så subtilt som en lægtehammer, har tegneserien en mere elegant fortællestil. Sofies udvikling, som spejler fortællesporet om menneskets filosofiske udvikling, er mere i front og bedre udviklet. Tegneseriens visuelle gags giver desuden en solid modvægt til didaktikken og gør den til en mere spiselig og underholdende læseoplevelse end romanen.
I takt med at Sofie bliver klogere, bliver Nicobys tegnede gags yderligere kreative og visuelt krævende for læseren. Det er næppe tilsigtet, men tegneserien fungerer både som en intro til filosofiens historie og til at forklare, hvordan tegneserier fungerer.
Gode ændringer i manus
Hvor Gaarder i romanen kan være pegefingersvingende didaktisk, har Zabus taget gode, skarpe valg. Han har ændret Alberto fra at være bedrevidende og belærende til en komisk og kluntet fyr med briller der bliver til store, kuglerunde øjne. Han er mere karikeret end Sofie, som skifter mellem at være tændstikmandsagtig enkel til at være næsten realistisk, hvor Nicoby her viser, hvor lidt der skal til, for at skabe nærvær og udtryk med få streger.
Persontegningen er tydelig, med et Wattersonsk præg.
Sofies energi, og farven på hendes tøj, minder om en anden tegnet filosof: Steen fra Steen og Stoffer. Spøjst nok, så ligner Sofie en ung udgave af Steens hårdtprøvede mor, selvom Nicobys streg er løsere og enklere end Wattersons. Nicoby bruger en enkel, lys og behagelig farvepalette, som gør det nemt at følge med, på trods af de mange kreative krumspring.
Minus mansplaining
Romanen er præget af docerende monologer fra en midaldrende mand til en ung kvinde. Her har Zabus gennemtænkt trukket romanens få henvisninger til manglen på kvindelige filosoffer helt i front. Tegneseriens Sofie sprutter vredt over den åbenlyse sexisme menneskehedens historie er fyldt med. Det kommer til udtryk i en underholdende sekvens, hvor Sofie flår Aristoteles’ talebobler til sig, da han begynder at tale om sit nedladende syn på kvinder. Det er desuden et godt eksempel på, hvordan Zabus ved, hvornår han skal overlade forsædet til Nicoby.
Aristoteles får med rette på puklen over sit kvindesyn i en underholdende sekvens.
En anden god ændring er, at romanens implicitte antikrigs-budskab er blevet til et tydeligt budskab om klimakrisen. Det er historiefortælling, der forstår sin samtid. Tegneserie-Sofie deltager i klimademo, hun glædes over naturfilosoffernes indsigt i naturen og fnyser af menneskenes overforbrug. Hun bliver ramt af inerti og sorg over, at menneskeheden glemmer at være nysgerrige og undre sig, og fryder sig over naturens dagligdagsmagi.
Et vildt plottwist
Parallelt med Sofie og Albertos gennemgang af menneskehedens filosofiske udvikling, gennemgår Sofie selv en vækkelse, hjulpet på vej af mysterieplottet. En række mystiske breve dukker op i hendes postkasse. De er ikke adresseret til Sofie, men til en anden 15-årig pige ved navn Hilde. Da majoren i et brev bebrejder Hilde for at have mistet en halskæde og et tørklæde, som efterfølgende pludselig dukker op i Sofies verden, begynder Sofie for alvor at stille spørgsmål til sin egen eksistens.
Afsenderen i romanen er en major der skriver hjem til sin datter fra et krigsramt Libanon. I tegneserien har han skiftet erhverv – til hvilket skal ikke afsløres her. Det er en god beslutning, som strammer slutningen nødvendigt op og rammer temaet dygtigt ind.
Sidst i bind 1 følger et ret vildt plot twist, som er mere effektivt i tegnet udgave end i romanen. Som læser får man næsten et chok, da Sofie vender sine sorte knapøjne mod en, bryder den fjerde væg, og taler direkte til læseren. Det mest overraskende er, at hun ikke følger filosofferne i brevkurset og springer ud af siden.
Sofie og Alberto undrer sig.
Det er et ofte brugt greb i tv og film at lade figurerne bryde den fjerde væg og er også relativt udbredt i tegneserier – Lille Nemo i Drømmeland (1905) er nok den første. Listen med superhelte, der ved, at de er i en tegneserie, er lang. De mest kendte eksempler er Scott Pilgrim, She-Hulk og selvfølgelig Deadpool. Romanfigurer gør det overraskende sjældent. De mest kendte eksempler er nok Michael Endes Den uendelige historie (1979) og Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865). Sofies verden er da også tydeligt inspireret af begge, især Alice i Eventyrland, som romanen er fyldt med henvisninger til. I tegneserien er det blevet til en cameo med den storrygende kålorm, et teselskab og forskellige spejle, der alle spiller en stor rolle.
Så går den vilde jagt
I bind 2 tager historien for alvor fart og går over stok og sten. Sofie bliver en fokuseret, handlekraftig detektiv, der vil finde sandheden om sin eksistens, koste hvad det vil. Hvor Sofie i starten var en lyttende elev, bruger hun nu sin nye, filosofiske viden til at gennemskue sandheden om sin eksistens: Hun er en fiktiv, tegnet figur, skabt af Hildes far, som underholdning til sin datter.
Nicoby udnytter til fulde, at en tegneserie har nogle helt andre muligheder end tekst. Det er et skoleeksempel i show it, don’t tell it. Sofie opdager spillereglerne for en tegneserie og gør oprør mod dem. Hun modarbejder rudernes layout, slår vredt mod kanten og forsøger på alle måder at undslippe. Her får tegneseriens Sofie langt mere agens end romanens, hvilket gør hende til en mere interessant hovedperson.
Sofie opdager tegneseriens spilleregler og gør oprør.
Uret tikker, mens væggene mellem Sofies og Hildes verden begynder at smuldre, som Fantásien forsvinder i Den uendelige historie. Mon Sofie får sin frihed, inden tegneserien slutter? I både roman og tegneserie intensiveres historien mod slutningen, hvor Zabus igen har luget godt ud i Gaarders til tider lidt for syrede idéer og har omskrevet slutningen, så den udnytter tegneseriens virkemidler.
Dannelsesroman med teenageoprør
Udover at være en introduktion til filosofi er Sofies verden også en dannelsesroman om to 15-årige piger på tærsklen til voksenlivet. Tegneserien fortæller dygtigere end romanen, det oprør de begge gør mod deres faderfigurer, og hvordan de kræver deres selvstændighed. Hilde tager en svær snak med sin far, mens Sofie nægter at følge den vej hendes ”fædre”, Gaarder og Zabus, har udstukket for hende. Sofie gør oprør mod fortællingen – ordene – og det er tegneren, Nicoby, der er på Sofies side, og lader sin blyant være hendes allierede. Sofie slipper fri af papiret ved hjælp af visuelle tricks, der kun fungerer i en tegneserie.
Giv Sofies verden til en nysgerrig teenager.
Sofies verden er en velfortalt, underholdende og visuelt akrobatisk demonstration i hvordan man omformer en kendt og ordrig roman til en tegneserie i sin egen ret. Desværre når den nok ikke romanens svimlende salgstal, men den fortjener det. Den kan nemt stå distancen som denne generations første møde med filosofiens historie.
Stik den til en søgende teenager nær dig, uanset om de er klimaaktivister eller ej, og læs den selv, når de er færdige. Den kan vække lysten i selv de største stivstikkere til at undres mere, være nysgerrige og glædes over at være til. Vi håber, at både planet og tegneserien her er tilgængelig for mange generationer fremover.
