Pelican Army. Open-window Man. Boy Chimney. Det er blot et lille udvalg af de bizarre superhelte, man støder på i den engelske fantasyforfatter China Mieville’s top-tunede reboot af Dial H.
Jeg er stor fan af China Mieville’s New Crobuzon-trilogi (“Perdido Street Station”, “The Scar” og “Iron Council”), der ganske liberalt blander alverdens mytologier, horror og science fiction, og frem for alt er så hamrende godt skrevet, at Mieville har vundet anerkendelse i de litterære kredse, selvom han selv – med en hilsen til H. P. Lovecraft – beskriver det, han laver, som ”weird fiction”.
Enhver, der har stiftet bekendtskab med Mieville’s forfatterskab, vil kunne nikke genkendende til den engelske forfatters gudsbenådede fantasi og tilsyneladende endeløse opfindsomhed, og i Dial H, hans første ongoing tegneserie, har han virkelig givet fantasien frie tøjler.
Konceptet i Dial H er baseret på en mystisk drejeskive (af den slags, man ser på gammeldages telefoner, forstås), som forvandler brugeren til en superhelt, når han drejer bogstaverne H-E-R-O. Twistet er bare, at man ikke selv kan bestemme, hvilken superhelt, man bliver til!
I den oprindelige serie, der udsprang fra serien House of Mystery tilbage i 60’erne, fandt teenageren Robby Reed drejeskiven i en hule, og brugte den måned efter måned til at forvandle sig selv til forskellige superhelte.
Siden har drejeskiven hjemsøgt DC-universet i en række forskellige inkarnationer, men det er aldrig blevet definitivt opklaret, hvor den stammer fra – selvom det i Mark Waids version af serien vist blev antydet, at den har en forbindelse til det 31. århundrede og the Legion of Superheroes.
Den grundlæggende appel ved ideen er åbenlys – hvilken barnlig sjæl kan undgå at blive tryllebundet af udsigten til en serie, der lover nye superhelte med nye kræfter i hvert eneste nummer?
Og det er netop en del af den grundlæggende attraktion ved Dial H – også i den moderne inkarnation – spændingen ved at møde nye superhelte med mærkelige og fantastiske kræfter i hvert nummer. Og indtil videre har hverken Mieville eller tegner Mateus Santolouco skuffet!
Men den nye Dial H er (selvfølgelig) blevet langt mere “voksen” i forhold til sit silver age ophav. Nu har det barnlige, magiske og fortryllende nemlig en dyster bagside af identitets-tab og skizofreni.
Hovedpersonen Nelson Jent er fed, doven, har dobbelthager og ryger mange smøger, og er altså ikke just en typisk amerikanske helte-type. Et skænderi mellem ham og hans nok eneste ven Darren lader forstå, at både Nelson og hans hjemby Littleville har deres at slås med.
Vores hovedperson har mistet sit job, sin kone og lysten til livet, og hans omgivelser er hærget af arbejdsløshed og kriminalitet. Typisk for Mieville er vi nok i et fantasy-univers, men vi er også grounded i en virkelighed med realistiske samfundsproblemer og nuancerede karakterer, der kan begå fejl og dumme sig.
Da Darren bliver overfaldet, forsøger Nelson at ringe efter hjælp fra en telefonboks, men forvandles i stedet til den første af mange eksotiske superhelte, nemlig Jack Skellington-agtige (fra “A Nightmare Before Christmas”, red.) Boy Chimney. Boy Chimney giver overfaldsmændene bølle-bank og får bragt Darren på hospitalet, hvor Nelson snart finder ud, af at hans ven er indblandet i nogle skumle transaktioner med byens gangstere.
Vores hovedperson blander sig i et velmenende forsøg på at redde sin vens kastanjer ud af ilden, men må sande, at han er kommet ud, hvor han ikke kan bunde – det er nemlig ikke normale gangstere, der er løs i Littleville!
Det hele er meget mystisk og en smule forvirrende, men også forfriskende vanvittig og uhøjtideligt.
Dial H kan beskrives som en ægte post-moderne pulpserie, hvis lige – når det kommer til bizarre karaktere og psykedeliske scener, der balancerer mellem det komiske og det skræmmende – nok ikke er set siden Grant Morrisons Doom Patrol (en kobling, der i øvrigt forstærkes af, at det er Brian Bolland, der har tegnet covers til begge serier).
Havde Mieville været tyve-tredive år tidligere ude, kunne han måske have været en del af den samme fandenivoldske britiske invasion som netop Morrison og Neil Gaiman, men nu har han i stedet fået chancen med Dial H. Man kan godt mærke, at Mieville måske ikke har helt så godt et greb om at fortælle i tegneserieform som førnævnte kollegaer (og hans forsøg på at skrive American-style dialog er lettere pinlig til tider), men i løbet af de indtil videre 8 numre, der er udkommet, kan man spore en klar forbedring.
Tegner Mateous Santolouco’s lay-outs er ekspressive og bryder tit rammerne, og hans tegninger er mørke, beskidte og fulde af teksturer – røg, smog og snavsede gader. Dial H er nemlig heldigvis en serie, der ikke ligner et storyboard til en kasseret Hollywood-film, men derimod den form for grænseløse, uhøjtidelige og ekstremt visuelle fortælling, der passer så godt til tegneseriemediet.
Mieville kan selvfølgelig mere end bare fyre en hæsblæsende 24-siders røverhistorie af, og der er ingen tvivl om, at han har langsigtede planer med serien – både hvad angår drejeskivens oprindelse og de psykologiske konsekvenser, det kommer til at have for Nelson Jent at underkaste sig konstante forvandlinger.
Om, og hvordan, Mieville vil blive ved med at holde det interessant og overraskende, når serien allerede fra starten af har lagt så ekstremt ud, bliver spændende at se. Dial H er ikke en serie for puritanere, men derimod for dem, der kan lide fuldkommen langt ude abstrakte koncepter og ideen om en superhelt, som er en blanding mellem en hula hop-ring og en høne (Cock-a-Hoop), og for dem er der indtil videre ingen grund til ikke at spænde sig fast og nye rutsjebaneturen.
Karakter: 3 ud af 5
Titel: Dial H vol 1: “Into You”
Forfatter: China Mieville
Tegner: Mateous Sanrolucco
Forlag: DC Comics
Form: Softcover, 168 sider i farver
Pris: Ca. 50 kr på Amazon.com
