Thomas Stærmose anmelder Osamu Tezukas Ayako.
Japans Disney leger voksen og hiver de grusomme familiehemmeligheder op af kælderen.
Kun få kapitler inde i den 699 sider lange Ayako blev jeg ramt af en klaustrofobisk følelse. Det irriterede mig, at man havde valgt at nedskalere dette Osamu Tezuka-værk i sådan en grad, at alle de sirlige skraveringer, de voldsomme handlinger og de udførlige sidelayouts knap kunne være på papiret. Men da jeg hev et par af Tezukas andre 16+-værker ned fra hylden, måtte jeg konstatere, at Ayako er trykt i nøjagtig samme størrelse, og at der i udgangspunktet ikke er flere billeder, end de tidligere værker af den slags, vi har set på det engelsksprogede marked. Ayako har den samme plads som alle andre at gøre godt med.
Det kan man ikke sige om titelpersonen, Ayako Tenge. Den ved begyndelsen i 1949 kun fire-årige pige er yngste medlem af Tenge-klanen – en japansk godsejerfamilie, der med sin middelalderlige patriarkalske struktur stadig lever, som om de sidste 300 år har stået stille, selvom efterkrigstidens sociale reformer har tvunget dem til at afstå det meste af deres jord.
Da Tenge-klanens mellemste bror vender hjem fra krigen er han dybt involveret i en spionthriller-værdig konspiration. Det ender med at true Tenge-klanen med en politimæssig efterforskning – og dermed klanens anseelse – da klanens mænd i foruroligende grad styres af deres brutale begær, ført an af en patriark, der får sin søn til at udlåne sin kone til seksuelle ydelser til gengæld for den bedste placering i testamentet.
Den fire-årige pige kan blive politets hovedvidne, og derfor beslutter klanrådet, at hun må forsvinde, og de låser hende inde i kælderen med tanken om, at hun må blive der resten af sit liv. Da hun 23 år senere vender tilbage til overfladen, er det et dybt skadet menneske, der dukker op. Hun søger sin tryghed i seksuelle forhold med mænd og store trækasser, der genskaber det lukkede mørke, hun voksede op i.
Det er en grum historie, Tezuka har stykket sammen, hvor ingen personer, der har betydning for historien, får lov at gå ukorrumperet igennem. Og der er – utraditionelt for Tezuka – ikke meget håb eller comic relief at hente noget sted i værket. Når værket er lettest, er når personerne dyrker sex, og selv om det i et par scener imiterer nogle af den slags tegneserier, der næppe bliver brugt til meget mere end at masturbere til, så giver det her en dårlig smag i munden. Menneskeheden får et grimmere ansigt, hvad enten der er tale om regulære voldtægtsforsøg, eller det bare er to mennesker, der ikke burde være sammen på den måde, de er. De få gange, hvor der måske også er noget positivt at hente i den menneskelige forplantningsakt, går scenerne over og bliver metaforiske, som for eksempel da Ayako selv som et insekt skifter ham og går fra at være pige til kvinde.
Det bliver aldrig behageligt at kigge på, når Tezuka lader alle Tenge-klanens medlemmer gå til grunde, og hvis han har haft en morale med denne historie, må det være noget i retning af, at ingen er immune for den risiko, der er for at blive bragt til falds af sit eget begær.
Når Tezuka ikke på den fortællemæssige side giver os mange pusterum fra denne verdens elendigheder, spræller han til gengæld som jeg sjældent har set det på den billedmæssige side. Det har aldrig ligget Tezuka fjernt at bryde stilen, om man så må sige, ved for eksempel at smide en lavstammet cartoony figur ind i et univers af nogenlunde realistisk proportionerede mennesker, men her leger han flere gange vildere endnu, som da han over to sider lader en gangsterkrig være en slags rotoskopering over nogle klassiske gangsterfilm (formoder jeg) eller tegner demonstrerende kvinder først som tomme omrids, for umiddelbart efter at tegne de samme kvinder som noget, der minder om et træsnit, der bare skal trykkes i en rød spotfarve for at gøre reklame for den sovjetiske folkerepublik.
Siderne layoutes rask væk vildt med både voldsomhed og subtilitet efter behov, og man mærker at Tezuka har haft lyst til at lege. Hver for sig kan man sagtens finde lignende eksempler andre steder i mandens værker. Han har trods alt produceret 150.000 tegneseriesider, siges det. Men rammerne brydes bare oftere og mere intenst, end man ellers normalt finder det i et Tezuka-værk. Det topper, da Tezuka på et tidspunkt lader 45 tegninger (næsten) i træk over 12 sider være den nøjagtig samme totalbeskæring af det samme lokale, mens begivenhederne i hæsblæsende tempo udspiller sig for øjnene af læseren, der ikke får lov at bevæge sig en tomme, mens det står på.
Og det er her kilden til min indledende klaustrofobi skal findes, for siderne vil mig så meget hele tiden, at det næsten ikke virker, som om der er plads i den mursten af en bog, jeg har i hånden. Det er der som sagt nu alligevel, og det vigtigste er, at samtlige af Tezukas udskejelser underbygger den historie, han vil fortælle og den sociale kritik, som dette 70er-værk først og fremmest er. Han er en eminent fortæller, der har en legendarisk position, og det er ikke ufortjent. Ayako er endnu et bevis herpå.
Karakter: 4 ud af 5
Værkets titel: Ayako
Forlag: Vertical, Inc.
Forfatter/tegner: Osamu Tezuka
Oversætter: Mari Morimoto
Form: Hardcover, sort/hvid, 699 sider
Vejl. pris: US $ 26,95/$33,00 CND
Udgivet i: Nordamerika
