Batman: The Dark Knight - Master Race
Frank Miller kunne have nydt et respektabelt otium som den moderne, amerikanske tegneseries grundlægger. Han var cool og gritty, før gritty blev en ting, på Daredevil i starten af 80’erne. Han redefinerede superheltegenren med hovedværket The Dark Knight Returns fra 1986 og fortsatte med at drive sit visuelle udtryk ud i ekstremerne på Sin City.
Han spillede desuden en central rolle i kampen for “skaberrettigheder” i starten af 90’erne. En stor del af hans værk har direkte eller indirekte udgjort oplæg for filmatiseringer, hvorudaf bl.a. Zack Snyders stjernestatus er vokset. Det burde udgøre grundlag for mange gode år som omrejsende festivalhovednavn og Grand-Ole. Men som nok bekendt har de senere år været svære og desværre også unødvendigt uværdige for mølleren. I 2005 blev han skilt fra sin kone og faste farvelægger siden Ronin, Lynn Varley. Filmen The Spirit fra 2008 og tegneserien Holy Terror fra 2011 (anmeldt her) var både kunstneriske og kommercielle fiaskoer. Og Miller har fremstået tiltagende rabiat, læs her, og i det hele taget på afveje, læs her. Til udgivelsen her forsøger DC at fastholde ham på sporet (til banken) med et helt hold af særdeles solide støttepædagoger: Først og fremmeste den faste og aldeles fremragende tuspennemakker helt siden Daredevil-dagene, Klaus Janson, og derudover bl.a. Andy Kubert med blyanten og Brian Azzarello bag tasterne.
The Dark Knight og hans Robin i Andy Kuberts streg
Master Race er en direkte fortsættelse af The Dark Knight; af den slags der ikke har andet formål end netop at være en fortsættelse og dermed en omsættelig vare. Det er derfor ret meningsløst at bedømme den som fiktionsværk ud over at konstatere, at fortsættelsen 30 år efter hverken lever op til eller tilfører forgængeren noget nødvendigt. Historien er sådan set ok, langt bedre end man kunne have frygtet, men gør næppe den store forskel i nogens liv, måske bortset fra netop Frank Millers; det kunne man da håbe på. Det, der egentlig er interessant ved denne udgivelse, er billedsiden, fordi vi får det sammensatte hold at se i forskellige og virkelig markante kombinationer:
Kubert & Janson
Default-indstillingen er Andy Kubert rentegnet af Klaus Janson; deres opgave er at få tegneserien til at ligne en af Millers fra 90’erne, når nu manden selv ikke længere er i stand til det. Det har især Janson en del erfaring med; allerede i samarbejdets tidlige år fik rentegneren ofte kun løse breakdowns fra Miller at arbejde videre med. Andy Kubert er dygtig og professionel, og han løser den bundne opgave upåklageligt; i lange træk ligner serien noget af 80’er-mølleren, når der ikke zoomes for langt ind eller granskes detaljer. Lige i denne sammenhæng bliver det bare meget tydeligt, at den yngre Kubert ikke har så meget af det der særlige noget, som hans far og især Miller havde; det der får det til at lette, gør det til kunst, hvad man end skal kalde det. Helt i orden, men uden at skille sig afgørende ud fra mængden og den måde, den slags nu skal se ud på.
Miller og Janson
Originalbesætningen fra The Dark Knight, minus ex-konen, er også repræsenteret på både godt og ondt. Godt som direkte sammenligningsgrundlag, men at foretage den sammenligning gør godt nok ondt i hjertet på én, der læste og blev blæst omkuld af det oprindelige værk i de formative år. Selv om Janson kæmper med at holde sin gamle makker på benene og tilsyneladende helt overtager tegningen af nogle af de lidt trælse sager, så kan han ikke gøre særlig meget ved, at kompositionerne er rudimentære og de fleste ruder tomme bortset fra en enkelt skikkelse i positur. Det bliver lidt bedre i løbet af udgivelsen i takt med, at de to genfinder hinanden og sine steder sporadiske glimt af fortidens storhed, men det overordnede indtryk er stadig lidt trist i lyset netop af samme fortid.
Miller og Miller
Så er der Miller, når han rentegner sig selv; noget som vist ikke var meningen, og som produktionsholdet vist uden held har forsøgt at forhindre. Man kan godt forstå dem, for den snart 65-årige har i fri dressur et særdeles besynderligt udtryk: Det første adjektiv, der faldt undertegnede ind, var absurd. Obskønt følger dog næsten lige efter. På den ene side er det umiskendeligt Miller og ikke så langt fra de sene Sin City og 300, som også var tæt på at kamme over; det her er kammet over og må næsten nødvendigvis være udtryk for, at der er et eller andet galt med ophavsmanden: Noget mere alvorligt end blot alderens trykken og i hvert fald nok til at få undertegnede til at tænke, at hans frembringelser såvel som opførsel og udtalelser ikke længere kan bedømmes med en målestok fra normalitetens verden.
Miller overladt til sig selv
Romita Jr. og Miller
Det visuelle højdepunkt i Master Race er det enkeltstående kapitel, hvor man har hevet John Romita Jr. ind til at støtte Miller med sideopbygningen. Romita Jr. er lige som Kubert 2. generation af superheltetegnereliten, men i modsætning til Andy har han frigjort sig fuldstændig fra sin fars skygge og skabt en helt egen stil, der både fungerer inden for og rækker ud over branchestandarden. Han bidrager med den grad af struktur, som den gamle mester åbenbart har brug for nogen andre til at levere. Og inden for den ramme fungerer Millers streg lige pludselig igen. Den er stadig lidt skør og ved siden af, men det helt særlige, skønne, vilde, skrøbelige, skinner igennem; det mølleren havde og som ikke er at finde i kollegaernes nok så dygtige professionalisme. Også selv om han ikke længere selv er i stand til at forvalte denne særegenhed fornuftigt.
Frank Miller med hjælp fra John Romita Jr.
Eduardo Risso
100 Bullets-tegneren bidrager med et enkelt kapitel og er et eksempel på noget helt fjerde; en tegner der både havde og har noget, men som i snart en del år har kørt på frihjul i det store maskineri. Han er næsten aldrig dårlig, men han leverer næsten heller aldrig mere den engagerede og inspirerede indsats, som indledningsvis kanonerede ham ind på tegneseriestjernehimlen. Han giver ikke mere af sig selv, end det der lige præcis skal til. Og det er måske også den mest fornuftige og langtidsholdbare måde at indgå i samlebåndsproduktionen på; fornuft knuser bare ikke særlig mange hjerter.
Eduardo Risso rentegner sig selv
Som underholdningsprodukt er denne udgivelse nok kun lige lidt mere end middelmådig, men som kunstformskarakteriserende dokument er der ganske meget at komme efter. Det er svært at sætte ord på det her med kunst og talent og dygtighed, men Master Race illustrerer på forbilledlig vis, bogstavelig talt, de sprogligt uhåndterbare begreber. Lige under den fiktive historie ligger en dokumentarisk fortælling om kunst og kunsthåndværk, underholdningsindustrien, at brænde for meget eller ikke nok og alt muligt meget mere spændende end en flok bredskuldrede mænd (og kvinder), der redder jordkloden for 117. gang. Undertegnede er under alle omstændigheder og helt mod forventning glad for at have fået adgang til dette historiske katalog over så forskellige tegnere og indfaldsvinkler til metieren af stor indflydelse på den amerikanske tegneserietradition.
