Møgmis - Himmel & helvede! Død som en sild!
Der er ingen grund til at vente med konklusionen: Møgmis er tilbage i storform – nu også med eksistentialistiske overvejelser om livets værd.
Fjerde ombæring med Sophis Souid og Thomas Hjorthaabs elskeligt usympatiske kat er en tilbagevenden til højderne fra første bind i serien. Det er en humor- og actionspækket fortælling, der er lige så uforudsigelig, som den er sjov.
Når lorteungen er ude, danser katten på bordet. Det er Møgmis’ motto, da Sivert tager på koloni, så der er udsigt til fire dage med ”kattestreger”. Uheldigvis ender løjerne med at koste Møgmis de sidste af hans syv liv, hvorfor han efter kun tyve sider er død og borte. Derfor må han igennem alle helvedes – og himlens – pinsler i et forsøg på at få yderligere ét liv, så han kan vende tilbage til jordens overflade.
Undervejs kastes Møgmis ud i overvejelser om sit liv. For er den egentlige grund til han gerne vil vende tilbage, at han hader Sivert, og endnu ikke har fået gjort kål på ham? Eller vil han tilbage, fordi han holder af Sivert? Måske ligefrem elsker ham, selv om det er svært at få presset ordet ud mellem knurhårene.
Souid er blændende dygtig til hele tiden at vride og dreje sproget, så det både er unikt og samtidig meget Souidsk. Et eksempel kunne være, når det bliver beskrevet, hvor sød Møgmis var som killing: ”Først var katten åh-så-sød-og-blød-ae-ae”. De sidste to ”ae-ae” er lige præcis dét, som Souid kan, nemlig at komme noget ekstra og uventet på. Eller når hun igen og igen får puttet kattereferencer ind i både oplagte ord som ”MISforstod” og ”MIShandlede”, men også de mere kreative ”KATTElysatoren” eller ”(mis)harmoni”. Her skriver hun sig ind i en stolt tradition af danske børnebogsforfattere, der har haft en særlig opmærksomhed på at lege med sproget som pejlemærke, fra Halfdan Rasmussen til Benny Andersen.
Hjorthaab leverer skramlede, livlige tegninger og genuint sjove ansigtsudtryk. Her et eksempel hvor Møgmis netop har fundet ud af, at man ikke må bande i himlen og straks må afprøve det som en udvej tilbage til sit jordiske hylster.
Teksten er sløret, så læserne må selv supplere og finde på.
Det virker som om Hjorthaab stadig har en fest med at tegne særligt de mere livlige sekvenser, hvor der bliver råbt, pruttet, bandet, slåsset, pisset eller andet i seriens ånd.
Alle dele er der lejlighed til at komme omkring i Møgmis – Himmel & helvede! Død som en sild! I helvede viser det sig til Møgmis’ store overraskelse, at den ikke er helt så ond, som den selv troede. I himlen har den omvendt mere end svært ved at komme på en god gerning, den har udført, som skal vise den bør have en chance mere.
Historien om Møgmis’ tur til dødsriget er hele vejen igennem morsom. Om det også ender som en lykkelig hjem-ud-hjem fortælling, må man læse den selv for at finde ud af. Møgmis må give børn lyst til at få læst højt eller selv kaste sig ud i læsningen, ellers har de fortjent at blive pisset på af en hævntørstig kat. Møgmis – Himmel & helvede! Død som en sild! er en genopstandelse for serien. Efter to gode album er den igen helt på toppen af børneunderholdningens fødekæde.
