Den danske tegner Terkel Risbjerg har sammen med Anne-Caroline Pandolfo skabt en drømmende skæbnefortælling fyldt med magisk realisme og stor skønhed. ”Mina – et liv som kat” er let som en kats poter og mørk som en lang, smuk nat.
”Læg din skæbne i vores hænder” står der på den gammeldags butiksrude, som hovedpersonen Leo kommer forbi på sin tur igennem de krogede og skyggefulde gader i Paris. Leo er en ung mand med et uskyldigt ansigt, men han er stor som et hus, og hans hår er fyldigt som en løvemanke i en mangategneserie. Inde i butikken møder han den mystiske ejer og dennes udstoppede kat, og det er et måske lidt for dybt kig i denne ex-kats øjne, der sender ham ud i en række skæbnetunge og mystiske begivenheder, der kommer til at ændre hans liv. For senere på dagen dukker en kat ikke ulig den udstoppede op på hans lokale cafe. Fra da af er Leo og katten uløseligt forbundet, og da han en nat vågner op og opdager, at katten ved hans side nu er en smuk, sorthåret kvinde, er der ingen vej tilbage. Kærligheden står for døren med alle de problemer, der kan følge med sådan en størrelse.
Leo er et gennemført godt og uskyldigt menneske. Hans møde med den mystiske kærlighed er skildret med stor poesi og en lille smule uhygge. For der er intet i livet, der er helt gratis. Pigen Mina har en hemmelighed, og det hele har noget at gøre med en ensom, klassisk pianist, der er kendt for at spille smukke koncerter uden at sige et ord. ”Jeg skal lige blive lidt ældre,” siger Leo i historiens begyndelse, ”lige nu er jeg lidt… for ung…” Men det kan være svært at beskytte sig imod skæbnens luner.
Det er ikke let at fastholde en luftig følelse af drøm og poesi, der så alligevel lugter lidt af tung skæbne og uhygge, men Pandolfos historie formår faktisk at stå distancen igennem samtlige 174 sider. Især i kraft af den tydelige tillid, der er til Risbjergs tegninger. De trækker i hvert fald en stor del af læsset, præcis som det skal være i en god tegneserie. Han arbejder f.eks. med detaljegraden i tegningerne. Nogle sider er fyldt med skraveringer, detaljer og en nærmest Tardi-agtig brug af kontraster og sorte flader. Andre steder lader han stregagtige tegninger antyde former i stedet for at vise dem i et 1 til 1-forhold. Billedsiden er konstant i bevægelse, og intet er på noget tidspunkt helt håndgribeligt. Selv ansigter er flydende, og nogle gange tegnes personer f.eks. uden munde. Historiens rum er som drømmens. Alt er flydende, men alligevel genkendeligt. Risbjerg lader sine personer bebo et miljø, der sommetider skildres i mange detaljer med krumme huse og romantiske storbyhustage og kammerværelser, imens de på andre tidspunkter tegnes helt uden baggrunde. Svævende i en ensom verden, hvor kun jeget er til stede. Fra detaljerede tegninger til rendyrket minimalisme.
Det kan måske lyde langhåret, men det er nu ikke tilfældet. Som læser glider man let igennem fortællingen uden at have mødt anden modstand end den fornemmelse af melankoli, der hviler over den. Det kan lyde som et kritikpunkt, men det er det nu ikke. Det er netop denne glidende bevægelse og følelse af at blive båret af en slags skæv drøm, der er bogens styrke.
Det er Pandolfo og Risbjergs anden udgivelse på dansk inden for meget kort tid. ”Skarabæernes Konge” var en flot, men også lidt kold parafrase over JP Jacobsens ”Niels Lyhne”, der dog også var fyldt med smukke stemninger fra Risbjergs hånd. Det var en god tegneserie, men jeg er alligevel mere vild med historien om Leo og Mina. Måske er det lettere at identificere sig med den godmodige, uskyldige Leo, der oplever kærlighedens mystik for første gang? Eller måske lader jeg mig drage af det håb, der i allerhøjeste grad er at finde i historien og dens miljø. For den udgave af Paris, vi møder, er i den grad et romantiseret blik på byen, der virker som hevet ud af litteraturen frem for virkeligheden. En slags fælles drøm om et sted, hvor man kan bo i et lidt usselt, men alligevel lækkerrustikt loftkammer og gå på cafe med sine parisiske venner. Hvor man kan møde kærligheden i en kats øjne. Hvor fortidens mørke kan forløses. Hvor man kan blive vækket fra et uendeligt mareridt af solens varme stråler.
Det er smukt. Om det er FOR smukt og poetisk må være op til den enkelte læser. Man KAN godt få for meget pariserromantik og magisk realisme, men helt personligt var min grænse langt fra nået ved endt læsning. Historien og tegningerne mødes, danser og forlader os igen lige på det rette tidspunkt.
I 2014 interviewede vi tegneren under overskriften ”Den glemte dansker”, og heldigvis kan den overskrift aldrig mere bruges, når vi taler om Risbjerg. Tak for det.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Mina – et liv som kat
Forfatter/tegner: Anne-Caroline Pandolfo /Terkel Risbjerg
Oversætter: Dorthe Frei Christensen
Forlag: Fahrenheit
Form: 174 sider i sort-hvid
Vejl. Pris: 199,-
ISBN: 978-87-92320-95-7
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
