Roomies 1: Jenny og Jack
Jenny og Jack er en solid og sød start på serien Roomies om Jenny, der har svært ved at høre til – på jorden, i hvert fald.
Nogle gange læser jeg en historie, hvor jeg kan relatere alt for meget. Jeg har selv gået på en efterskole, hvor jeg på ingen måde kunne passe ind, lige meget hvor meget jeg prøvede. Hvem har ikke prøvet noget lignende? At ankomme i en ny gruppe, og det svinger bare ikke, om det så er på uddannelsen, arbejdet eller det der kursus.
Dette er et af temaerne i første bind af Roomies.
Jenny starter på efterskole, men har svært ved at finde sig til rette og få venner. Hun kommer til at snakke for meget, bliver overvældet af alle indtrykkene, og har det generelt ikke godt. En aften går Jenny ud for at få en pause, hvor hun falder over et rumskib!
Fuld af begejstring begynder Jenny at trykke på alle knapperne og med ét flyver hun afsted mod det ydre rum.
Ude i rummet møder Jenny en flok rumvæsner, der bor på deres egen planet, og for første gang, siden hun startede på efterskole, føler hun sig hjemme. Et større plot går i gang om intergalaktiske politiske intriger, et rumvæsen, der overtager hendes plads på jorden, og vigtigheden af at samarbejde mod det onde.
Jenny og Jack er en rigtig vellykket start på Roomies. Vi hepper fra starten på Jenny og håber, at hun finder sin plads i verden.
Det, der gør mig allermest begejstret ved Roomies, er at Jenny har autisme, men det bliver aldrig sagt ligeud. Autismen fylder alt i Jennys hverdag, og det bliver flot vist, hvordan det er for hende at leve med, og hvorfor det gør omvæltninger svære for hende.
Hun har et skema til at strukturere sin hverdag, hvor der gennem montager bliver vist hvordan dagen går. Derudover ser vi, hvordan det er svært for hende at gennemskue det sociale med de andre elever.
Det er “show, don’t tell” i sin fineste form, og det er skønt at se!
Lines tegnestil er dejlig udtryksfuld. Det er for mig tydeligt at se, at hun (ligesom undertegnede) er vokset op med mangabølgen, der skyllede ind over landet i 2000’erne. Ansigterne får lov at udtrykke sig, om det er kæmpe øjne af begejstring, eller at Jenny er ved at smelte af ren overstimulering. Som læsere får vi virkelig lov til at mærke, hvordan det føles. Denne karikerede streg passer godt til historien og til målgruppen, det giver noget visuel humor, og så er det endnu en måde at vise Jennys autisme på. De vilde følelser får hende til at fremstå ufiltreret i forhold til de fleste andre (menneske)karakterer, der er lidt mere nedtonede.
Der er noget sjov og original world building i rumvæsnerne, hun møder: De er orme i deres sande form! Planeten, de bor i, har gange, hvor de kun kan komme rundt i deres ormeform – og så kan de godt lide at ligge i en stor ormebunke.
Rumvæsenernes design står også i god kontrast til deres fjender, der minder om knælere, og derfor er mere spidse og farlige i designet, kontra de helt runde og bløde orme.
Endelig er det forfriskende, at historien ikke lægger op til, at Jenny absolut skal tilbage til jorden og lære at tilpasse sig efterskolen. Hun havde det tydeligvis ikke godt dér, og selvom der er konflikter med rumvæsnerne, så har hun det meget bedre hos dem. Selv ville jeg ønske, at mine forældre havde fået mig til at skifte efterskole i stedet for bare at lide i stilhed.
Roomies 1 er en charmerende start på en serie, jeg glæder mig til at læse mere af, og som jeg med glæde vil dele med mit eget barn, når hun er gammel nok. Kan anbefales til målgruppen!
