Hinterhof – Mit liv som dominatrix
Hinterhof – Mit liv som dominatrix tegner et portræt af sexarbejderen Dasa Hinks liv med smæk, pisk og en umådelig respekt for sine klienter.
“En dominatrix er som en præst. Folk kommer til os. Det er som et højtideligt øjeblik … folk kommer ofte i særlige perioder af deres liv.”
Sådan lyder det indledningsvist fra berlineren Dasa Hink, der nogle gange, når hun har lyst til at provokere, godt kan finde på at sige: “Jeg er luder.” Ligesom hun har det fint med at kalde sig prostitueret: “Jeg sælger seksuelle ydelser, håndjobs og kropskontakt.”
I Dasa Hinks øjne er et nyere ord som sexarbejder imidlertid en bedre betegnelse for prostitution, fordi ordet giver hende og hendes kollegaer en mulighed for at styre deres egen fortælling, uden at skulle trækkes med den negative bagage, der ligger i ordet prostitution.
Et ord hun nu alligevel mener, de bør gøre krav på og eje, for hun som siger “Jeg er prostitueret, og det er cool.”
Det handler ikke om smerten
Tegneserien Hinterhof – Mit liv som dominatrix er netop Dasa Hinks fortælling, og lader sig bedst sammenligne med et portrætinterview, som de kendes fra magasiner og aviser.
Forfatter Anna Rakhmanko og tegner Mikkel Sommer tager således med baggrund i samtaler med Hinks og et grundig research et dyk ned i en verden, som for mange givet er fremmedartet og til en start måske også uforståelig.
Det er derfor meget betryggende, at fokus ikke ligger på det eksplicit seksuelle i hverken tekst eller billeder. Når der optræder piske, analplugs og skønne mennesker i harness og hæle tjener det som dækbilleder for betragtninger om de mere basale behov, som en dominatrix er med til at opfylde.
Dasa Hinks udtrykker umådelig respekt overfor sine klienters sexualitet, og det står hurtigt klart, at det sjældent handler om ren rå smerte eller ydmygelse, men i lige så høj grad om nærvær og tillid. Om følelser og behov alle mennesker har – blot udtrykt i et andet seksuelt sprog, så at sige.
Et af de stærke afsnit i bogen er således et, hvor Dasa Hink fortæller syv af sine stamgæsters historier, og uden at udlevere dem giver os et kortfattet indblik i såvel deres lyster som deres liv eller bevæggrunde. På den måde åbnes en fin mulighed for at identificere sig og forstå hendes og deres verden.
Mikrofonholder for Hinks?
Rakhmanko og Sommers portrættegning af Dasa Hink har helt naturligt et primært fokus hendes seksuelle virke og betragtninger som samme. Noget hun også udtrykker gennem et virke som performancekunstner, musiker med mere, og derfor fylder det selvfølgelig meget i hendes liv.
Portrættet når også kort omkring Hinks forhold til sin familie, hvordan hun forlod et monogamt liv med udsigt til villa, vovse og volvo og hvordan hun fik sin debut som dominatrix. Men det er imidlertid tydeligt, at Hinks virkelig styrer sin egen historie.
Der er nemlig i tegneserien en fornemmelse af, at Anna Rakhmanko er mere forfatter end journalist, og derfor er endt som mikrofonholder for den naturligt dominerende Hinks i stedet for at kunne udfordre hendes holdninger eller prikke der, hvor det gør ondt. Det gør portrættet lidt tandløst.
Til gengæld er Mikkel Sommer som illustrator formidabel til, med sin rå streg og velgennemtænkte farver, at ramme stemninger, som føjer ekstra dybde og dimension til portrættet. Både når vi befinder os i intime situationer i Hinks SM-studio eller kigger hende over skulderen hjemme i køkkenet.
Vellykket trods mangel på journalistisk mod
Hinterhof – Mit liv som dominatrix er et godt eksempel på, hvordan en tegneserie er en velegnet platform for personportrætter. Måske særligt når emnet er seksualitet eller på anden måde meget intim, fordi distancen i den tegnede billedside giver læseren plads, hvor fotos eller video nemt bliver meget lige på og eksplicit.
Desværre mangler der det journalistisk mod, som kunne have trukket portrættet et sted hen, hvor det både kunne gøre lidt ondt på såvel læser som hovedperson.
