Stolehed og fordom
Endnu en tegneserieudgave af Jane Austens Stolthed og Fordom er landet og som den første er den oversat til dansk. Men kan man overføre Austens skarpe, satiriske bid til tegneserie?
Tegneserieudgaver af verdenslitteraturen henvendt til børn dukkede for første gang op i Danmark med 1950’ernes Illustrerede Klassikere med titler med alt fra Shakespeare og Jules Verne til græske myter og westerns. Der var smæk for den kulørte skilling, så de voksne var ikke begejstrede, men børnene elskede dem og for mange, var hæfterne et gateway drug til at læse det litterære forlæg.
Forlaget E-voke fører det kulørte banner videre og udgiver nye tegneserieudgaver af blandt andet Jules Verne og H.G. Wells’ romaner i samme æstetiske udtryk som de gamle hæfter, mens der eksperimenteres mere med æstetikken i grafisk roman-udgaver af Roald Dahls Heksene, flere udgaver af Charles Dickens’ Et juleeventyr, Anne Franks dagbog, Anne fra Grønnebakken og den hjemlige Drengene fra Sankt Petri.
I takt med undervisningssektorens spotlight på tegneserier og opfattelsen af dem som et magisk fix-it plaster til børns læselyst, kan det tænkes, at der kommer flere tegnede fortolkninger af store romaner. For en tegneseriefremmed dansklærer er der nok noget trygt i, at tegneserien bygger på ”en rigtig bog”.
Endelig en tegnet Austen man kan holde ud at se på
”Den rigtige bog”, der danner forlæg for forfatter Claudia Kühn og tegner Tara Spruits Solthed og fordom, er selvfølgelig Jane Austens roman af samme navn fra 1813, der nok har et af verdenshistoriens mest eftergjorte romanceplots, og hvis ophavskvinde i disse år oplever (endnu) en bølge af interesse.
For de uindviede er Stolthed og Fordom en af litteraturhistoriens helt store kærlighedsromaner. En arketypisk fortælling om hvordan den kvikke og intelligente Lizzy Bennet og den uhyrligt rige og tilbageholdende Mr. Darcy overvinder deres respektive fordomme og stolthed og bliver gift.
Romanens levedygtighed er ikke kun båret af det dygtigt komponerede plot, som er fyldt med misforståelser, kæk dialog og subtil humor, men også Austens knivskarpe samfundssatire som i høj grad kommer til udtryk i den knastørre fortællerstemme. Humoren opstår i kontrasten med mellem fortællerstemme og dialog. Kan det sproglige virkemiddel mon flyttes til en tegneserie?
Da tidligere tegneserieudgaver af romanen har været spektakulært mislykkede og deciderede fornærmelser mod romanen, tegneserier, og kunst generelt (Hugo Petrus, den her går ud til dig), især på den visuelle side. Heldigvis kan man ånde lettet op, for allerede første opslag viser en tidstypisk korrekt gengivelse af familien Bennets hus i en klar, præcis streg.
Inspirationen fra Joe Wrights film fra 2005 ses allerede på første side.
Tegnet til diehard fans
For fans af Joe Wrights filmatisering af romanen fra 2005 virker huset sært bekendt, og i takt med at historien skrider frem, er det tydeligt, at Kühn og Spruit har ladet sig heftigt inspirere af filmen. Bygninger, kostumer, interiører og kompositioner fra filmen går igen adskillige steder, ligesom sekvenser og dialog, der kun findes i filmen, også har fundet vej. Det ses i et kip med hatten til det berømte handflex, besøget af den snobbede Lady Catherine ved aftenstide og et frieri i tåget morgendis. Alt sammen scener, som ikke er at finde, eller foregår helt anderledes, i Austens roman.
En hilsen til det af internettet vidt besungne handflex med filmen (en scene der ikke forekommer i romanen).
Og gør det så noget?
Ikke det fjerneste. Fanservice er udbredt i romcoms såvel som i andre genrer. Den generation der åd 90’ernes mange Austen-filmatiseringer har fyldt nettet med memes og fanfiction i årevis og Austen selv er blevet nærstuderet akademisk siden 1870’erne af de såkaldte janeites – udtrykket for en Austen-fan. Romanens plot danner skelet for et utal af film og romaner, fra Bridget Jones’ Dagbog til Twilight.
Kühn og Spruit er generationen der voksede op med Wrights film og fortæller og tegner til både nye og gamle læsere, og det bidrager til følelsen af at være en del af et større community – som man kender det fra andre stor fanmiljøer.
Tegningerne får lov at tale, men …
Det er umiddelbart begges tegneseriedebut men Kühn gør et dygtigt arbejde med at forkorte Austens stramt fortalte historie, som ellers stort set ikke kan undvære et komma. Hun rammer de væsentlige historiebeats, og trods en ret kluntet eksposition for at forklare de samfundsmæssige strukturer fra 1800-tallets England, der er nødvendig for at forstå historiens præmis, så er historien velstruktureret.
Desværre har romanens satiriske alvidende fortæller måtte lade livet. Det gør, at en stor del af humoren er forsvundet og kun dukker op i få tegninger. Her savnes et forsøg på at overføre satiren til tegneseriemediet, som netop et fremragende til sammenstødet mellem to parallelle fortællespor. Alligevel skal Kühn have stor ros for at besidde den vigtigste kompetence som tegneserieforfatter: At kunne tie stille og lade tegningerne gøre arbejdet.
Kühn forstår at lade ordene være og lade tegningerne tale – hvilket er dygtigt gjort i en tegneserieudgave af en roman.
Spruit er muligvis valgt som tegner, fordi hun i forvejen har en stor interesse for historisk korrekte kostumer, arkitektur og interiør, som kan ses på akkuratessen. Desværre fremstår personerne ind imellem som stive mannequiner, som et postordrekatalog anno 1810, end som personer der taler, føler og bevæger sig. Hendes naturalistiske stil spænder ben for at bruge overdrivelse som virkemiddel, og det er nemt at forveksle personer i det store galleri med hinanden, selvom man kender historien indgående på forhånd.
Figurdesignet kan være lidt vel ensartet til tider.
Alligevel lykkedes det Spruit at puste liv i figurernes mimik og følelsesliv i flere af de afgørende scener, som også har roligere baggrunde, og det fungerer godt. Man kunne dog ønske sig, at hun havde brugt mere tid på at fortælle og droppet de mange, detaljerede baggrunde i samtlige ruder, og i stedet dyrkede en mere ekspressiv stil, der ville give et større råderum. Som dansker er det svært ikke at sammenligne med overlegne Karoline Stjernfelt.
Farvelægningen er i en afstemt, behagelig palette, der måske er suget ud af de smukke landskaber og varme interiører, der også præger filmene. Men fordi siderne er komponeret meget ens, næsten alle ruder har en farvet, detaljeret baggrund og en optegnet ramme, bliver det overordnede indtrykket ensformigt.
Her savner man en øvet tegneserieskabers evne til at variere med størrelse, komposition og opbrud af rammer og udnyttelse af den hvide baggrund, så der er plads til at ånde – det sker i alt for få sekvenser.
Et af de meget få steder i bogen hvor der ikke er sorte rammer og der er leget lidt med komposition.
Struktur mangler visuel del
Bogen er lidt uforklarligt inddelt i de fire årstider (det er Austens roman ikke), men dette valg af struktur understøttes ikke rigtig visuelt. På trods af, at Austen dygtigt udnytter netop natur (og arkitektur) til at understrege pointer og vise personernes udvikling. Symbolik som er en gave til en visuel fortæller, hvis man forstår at udnytte dem – og her er Pruit desværre for tydeligt fan af nysselige, historisk korrekte illustrationer mere end fortællende tegneserieskaber.
Et sidste ord går til oversættelsen, som må være baseret på tyske Kühns dialog baseret på britiske Austens. Det er lykkedes med mundret dialog, som for en stor del er komprimerede udgaver af Austens egen, og der er få skønhedsfejl. En enkelt er dog grel og skal nævnes, fordi den er krumtappen i hele den grundlæggende misforståelse der sætter plottet i gang: “Hun er ikke smuk nok til at lede mig i fristelse” er ikke den mest elegante oversættelse af “She is tolerable, but not handsome enough to tempt me”.
Udgivelsen kunne i øvrigt med fordel have haft et efterskrift, der rammesatte Austens betydning for litteraturen og populærkulturen. At beskrive hendes forfatterskab og romaner som “tilsyneladende banale, men alligevel dybe kærlighedshistorier” er overfladisk og lidt pinligt.
Man kan ikke få det hele
Nuvel, man kan ikke få det hele, men i det mindste er det en tegneserie efter forlæg af en kvindelig forfatter. Hvor de 169 Illustrerede Klassikere ikke gengiver en eneste roman af en kvinde, så er det så absolut på tide, at Austen får en plads på de kulørte hylder i en udgave der ikke er en vederstyggelighed (Petrus …).
Som tidligere nævnt, så gør det ikke noget, at tegneserien ikke er helt så udtryksfuld som man kunne ønske, at den ikke er helt så rageknivsskarp satirisk morsom som Austen, at den ikke helt udnytter tegneseriens magi, hvis den bare får læseren til at tage originalen ned fra hylden eller – oh! – læse flere tegneserier! At være trædesten til ”den rigtige bog” er den tegnede verdenslitteraturs vilkår og hvor nogle lykkedes med at være en fortælling der kan stå på egne ben uden forlægget, så er det andres lod at være vejviser til romanforlægget. Eller andre tegneserier. Det er også helt ok.
Det forlyder i øvrigt fra internettet af makkerparret barsler med en tegneserieversion af Austens længste roman, Emma, i biffen kan man se Jane Austen ødelagde miv liv, på BBC kører dokumentaren Jane Austen: Rise of a Genius og Netflix brygger på en tv-serie baseret på Stolthed og Fordom. Jane Austen er igen-igen-igen hot stuff.
Især Netflix-serien får fanbasen til at stå i flammer. Hvis du tror, at Marvel og DC fans kan diskutere, så bare vent til du ser internettets janeites gå bananas over, om det er Colin Firth eller Matthew Macfadyen der er den bedste Mr. Darcy.
Imens kan man passende læse denne tegneserie uanset alder.
