Eventyret om de danske tegneserier
Tegneserieskaber Lars Jakobsen vil med bogen ”Eventyret om den danske tegneserie” meget gerne formidle en historisk gennemgang og beskrivelse af den danske tegneseriekultur. Desværre er ambitionerne væsentlig større end evnerne som historiker og forfatter.
”Det kan være svært at navigere i den jungle af tegneserier, der findes – uden at have et nærmere kendskab til tegneseriernes forunderlige verden. Historien og traditionen er nok den første betingelse for at vide, hvor tendenserne peger hen, og hvordan den lange traditionsrige legeplads fungerer,” indleder forfatter, serieskaber, instruktør og dokumentarfilmskaber Lars Jakobsen (sådan beskriver han sig selv).
Han har en kærlighed til tegneseriemediet og ikke mindst mediets historie, og det er den, der danner grundlag for ”Eventyret om de danske tegneserier”, der over 236 gennemillustrerede sider bevæger sig gennem striber og streger fra omkring 1900 og frem til i dag.
Nu er ovenstående citat imidlertid ikke Lars Jakobsens egentlige indledning – tankerne omkring det at kende historien står lidt længere nede i bogens forord. I stedet bydes læserne velkommen med følgende udmelding:
”Tegneserier er i mange tilfælde blevet skolernes Sorteper – de står gerne slidte på skolebiblioteket som fritidslæsning og lidt underlødig litteratur. På nogle skoler gælder tegneserier ikke som læsestof i undervisningen ej heller som materiale til prøver eller eksamener.”
Tegneserier er ikke Sorteper i folkeskolen, som Lars Jakobsens skriver i sin bog. Vidensindhentning om tegneserier i undervisningen kan med fordel starte på Dansk Tegneserieråds webside.
Det er sådan et ikke fagligt understøttet meningsskud fra hoften, som mere siger noget om Lars Jakobsens egen skoletid og intet om de faktiske forhold ude på landets folkeskoler. Måske bortset fra at tegneserierne på skolebibliotekerne heldigvis er slidte.
I Ministeriet for børn, undervisning og ligestillings fagmål for faget dansk i folkeskolen hedder det blandt andet for elever efter 4. klassetrin: ”Eleven kan læse multimodale tekster med henblik på oplevelse og faglig viden.” Mens der inden for kompetenceområdet ’fremstilling’ for elever efter 9. klassetrin står: ”Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster.”
Eller sagt på en anden måde – en skoleledelse eller -lærer skal gøre sig mere end almindeligt umage for at underkende tegneserier som relevant undervisningsmateriale. Og hvis Lars Jakobsens var bekendt med Dansk Tegneserieråds arbejde, ville han også kende til både den store indsats og interesse for netop tegneserier i undervisningen.
Den danske tegneseriehistorie udspringer af de mange kreative og tryktekniske tiltag, som fandt sted omkring århundredeskiftet.
Historien om danske tegneserier skal starte et sted, men det at pege på et specifikt undfangelsespunkt for mediet i Danmark er umuligt. Heldigvis. For som Lars Jakobsen skriver, så er det i virkeligheden ikke interessant, hvem der var den første.
”Eventyret om de danske tegneserier” indledes således i det, som Jakobsen kalder et sammensurium af ideer og muligheder på kanten af det nye århundrede, hvorfra han tegner historiske linjer fra 1800-tallets småskrifter, illustrerede bøger og blade til de tidlige julehæfter og danske tegneseriepionere som Louis Moe og Carl Røgind.
Bogen bevæger sig for størsteparten kronologisk frem gennem tiden, og Jakobsen hæfter i overvejende grad sin historiefortælling op på de enkelte tegnere, illustratorer, animatorer med videre, som på den ene eller anden måde bidrager til mediets udvikling i Danmark – nogle nævnes i forbifarten, andre får mere plads og opmærksomhed.
Der er i teksten en fornemmelse af fortælleglæde og næsten mundtlig overlevering eller ligefrem ’bevidsthedsstrøm’. Det er en udmærket måde at formidle på, hvis forfatteren har styr på de tekniske virkemidler, formår at flette fakta og kildehenvisninger ind i teksten og endelig har fornemmelse for godt sprog – eventuelt har en dygtig redaktør på sidelinjen.
Ingen af de ting har Lars Jakobsen.
Rent sprogligt roder Lars Jakobsen rundt mellem det bløde, ubestemmelige ”man”, der sender placering af holdninger, fakta og tekstafsender ud i et limbo, og så et jovialt ”vi” fra tid til anden. Det joviale går også igen i tekster om blandt andet Carl Røgind, Storm P., Harry Nielsen med flere, der omtales ved fornavn, så snart de tekstmæssigt er etableret – det er en omtaleform, der hører hjemme i en selvbiografi og ikke her.
Storm P. rammer ifølge Jakobsen plet, når han fabulerer vanvittige idéer med sine figurer ”De tre små mænd” og ikke mindst ”Peter og Ping”.
Jakobsen har heller ikke styr på den basale sproglige konsekvens, som hvorvidt tallene fra et til ti skal stå med bogstaver eller tal. Eller om det skal hedde ”anden verdenskrig” eller “2. verdenskrig”. Brugen af sammensatte ord eller bindestreg skøjter omkring og fejler gang på gang, ligesom han typografisk ikke har styr på forskellen på netop en bindestreg og en tankestreg, hvilket ikke gør teksten nemmere at læse – specielt ikke, når han ovenikøbet ikke bruger tankestregerne korrekt. På den anden side kan han heller ikke finde ud af at sætte komma.
Stikordsregisteret byder på flere alfabetiseringsfejl, hvilket burde være umuligt, da et sådant nemt skabes rent maskinelt i layoutprogrammet. Heller ikke grundlæggende ting som at teksten skal holde register for at give et roligt læsebillede, har Jakobsen styr på. Han kan ikke engang beslutte sig for, om der skal benyttes mellemrubrikker eller ej – eller afsnitsmellemrum, for den sags skyld.
Og på alt for mange af siderne synes det omfattende billedmateriale smidt ind med en skovl, både fordi der igen ikke holdes register, og fordi tekstomløbet ofte er for lille. Jakobsen skal dog have ros for netop at have fundet imponerende mængder billedmateriale frem, og for at være dygtig til at skanne og affotografere materialet, så det står pænt.
Flere danske skyggetegnere var inde over de ”Knold og Tot”-striber, som blev trykt i hjemmet. Storm P. kunne meget vel have været en af dem, spekulerer Jakobsen i bogen.
”Eventyret om de danske tegneserier” er desværre ikke forsynet med en regulær kildeliste, og Lars Jakobsen er undervejs generelt meget dårlig til at fæstne sin viden til kilder og giver dermed ikke læseren mulighed for hverken at verificere oplysningerne eller studere videre, når der er noget, der fænger.
For eksempel skriver Jakobsen, at tegneren Herluf Jensenius i et gammelt interview bekræfter at have arbejdet på ”Buster Brown” og ”Knold og Tot” som et vikariat på ugebladet Hjemmet. Samme fremgangmåde ses også i en tekst om Willy Nielsen, hvor der blot refereres til et interview fra 1957. Det ville i begge tilfælde være et minimalt ekstraarbejde lige at skrive hvilket interview, der præcis refereres til.
Det lykkedes dog til tider, som for eksempel i forbindelse med teksten om serieskaberen Ingvar, hvor Jakobsen citerer Berlingske for at have skrevet: ”Han tegnede, indtil blyanten faldt ham ud af hånden … ”
Arne Stenby (tv.) sammen med ”Lucky Luke”-tegneren Morris og en ung Rune T. Kidde.
Og så ryger Jakobsen helt i den anden grøft, da han i kapitlet ’Forlagene dukker op’, vælger at bruge Michael G. Nielsen fra forlaget Zoom til i lange citatblokke at fortælle om forlaget Interpresse. Ikke at Nielsen ikke kender sin forlagshistorie, for det gør han absolut. Men der ligger temmelig godt interviewmateriale med Interpresses stifter Arne Stenby frit tilgængeligt, som det havde givet langt mere mening at benytte.
Det er nærliggende at tænke, at Jakobsen slet ikke kan sin forlagshistorie. I samme kapitel skriver han nemlig, at ”Carsten Søndergård blev en af de mest markante redaktører i tegneseriebranchen.”
Carsten Søndergaard er absolut et af de rareste og mest vidende mennesker i den danske tegneseriebranche. Netop derfor vil han sikkert være en af de første til at undre sig over, at Jakobsen ikke bruger bare en linje på også at nævne blandt andre Jens Peder Agger og Henning Kures betydning som redaktører.
”Poeten og Lillemor” debuterede i Politiken i 1950 – men Jakobsen har desværre svært ved at få flettet sådanne årstal ind i sin tekst. Her en stribe fra 1973.
Ud over de manglende kilder sjusker Jakobsens med at inkludere årstal i sine tekster, hvilket gør det svært at bruge bogen som faktuelt værk. Som for eksempel i den meget kortfattede og overfladiske opridsning af Jørgen Mogensens karriere, hvor det ikke havde krævet meget ekstra lige at flette ind, hvornår ”Poeten og Lillemor” debuterede i Politiken, eller hvornår Per Vadmand overtog manuskripttjansen efter Mogens Dalgård. (Henholdsvis 1950 og 1989).
Eller i omtalen af Wilhelm Hansen og ”Rasmus Klump” lige at notere, hvornår den pandekagespisende bjørn gjorde sin debut. (17. november 1951).
Eller generelt sjusk som i tekstafsnittet om Egmonts overtagelse af Interpresse, hvor Jakobsen både præsterer at få skrevet, at det eneste blad der overlevede, var ”Basserne” (Egmont fortsatte efter overtagelsen adskillige Interpresse-blade i årevis), samt sjusket sig til at formidle, at bladets helt store succes indtraf efter overtagelsen, og at det først her begyndte at bruge materiale fra andre stribeserier.
Tegneren Aage Lippert får af uransagelige årsager fire sider i bogen.
Eller da Jakobsen snubler sig ind i en tekst, der giver læseren indtryk af, at Morris og René Goscinny skabte ”Lucky Luke” i fællesskab. Det gjorde de ikke, Goscinny kom først til som forfatter i 1955.
Det er slemt nok at være dårlig til at skrive, for det er Lars Jakobsen. Men når han samtidig er sjusket, så melder der sig en nagende fornemmelse af, at han ikke har styr på sine fakta.
Lars Jakobsen har sine personlige kæpheste at dyrke undervejs. Som når han sætter fire sider af til tegneren Aage Lippert, hvis indflydelse på dansk tegneserie, også ifølge Jakobsens egen tekst, synes at være meget begrænset. Lippert er mere kendt for at have skabt reklamefiguren Adamas for cigaretmærket af samme navn – og så er han far til tegneren Anni Lippert, som i flere år har været et af hovednavnene på Jakobsens tegneseriefestival Art-Bubble.
Til gengæld kan Jakobsen være sikker på aldrig at skulle se hverken Rune T. Kidde eller Claus Deleuran i øjnene på Art-Bubble. Måske er det derfor, han ikke finder det nødvendigt at give Kidde tegneseriemæssig ros eller anerkendelse, men blot konstaterer, at Kiddes arbejde mere var leg med ord end stor tegnekunst. Eller nærmest afskriver Deleurans ”Illustreret Danmarkshistorie” i en bisætning, og hellere roser ham for arbejdet på tegnefilmen ”Eventyret om den vidunderlige kartoffel”.
Jakobsen affejer blandt andet Rune T. Kiddes tidlige tegneserieproduktion som plat.
Tegnefilm fylder generelt en del i Jakobsens formidling af tegneseriehistorien – og der er som sådan også nok overlap til, at det giver mening for eksempel at bruge plads på at skrive om Børge Ring. Men så kan det undre stort, at ”Valhalla”-tegnefilmen slet ikke er nævnt i teksten om ”Valhalla”.
Til gengæld sørger Jakobsen for her at rode Franquin ind i fortællingen, fordi Peter Madsen lavede nye omslag til et par album med ”Splint & Co”, og præsterer samtidig helt at skrive Per Vadmand ud af holdet bag tegneserien. Det er udtryk for virkelig dårlig disponering af tekst.
Jakobsen har fornuftigt nok inviteret enkelte andre skribenter indenfor på siderne. Ida Gantriis har således skrevet en hjertevarm tekst om sin far Henning Gantriis. Og Anders Hjorth-Jørgensen er det naturlige valg til at skrive kapitlet ’Om at samle kulturarven’.
Freddy Miltons ”traumatiske” oplevelser med at lave illustrationer til pålægschokolade er angiveligt så relevant for dansk tegneseriehistorie, at der skal bruges en hel side på fortællingen.
På samme måde kan det umiddelbart virke indlysende at få Freddy Milton til at skrive kapitlet ’Walt Disney & Co’ – for hvem ved mere om ænder end han. Men Milton tager fusen på Jakobsen og læserne og leverer i stedet et selvpromoverende kapitel. Her får han nok engang lov at fortælle historien om ”Det Store Nys”, sammenligne sit arbejde på ”Søren Spætte” med Carl Barks’ arbejde med Andeby og værst af alt affyre den tragiske beretning om dengang, han måtte tegne en Disney-lignende figur til noget chokoladepålæg.
Eller rettere vekaopålæg – det er nemlig vigtigt for Milton at understrege, at han lavede en erstatningsfigur til en erstatningschokolade. Det havde være mere vigtigt, om Jakobsen var trådt i karakter som redaktør på sin egen bog og enten havde skrottet Miltons tekst eller bedt ham skrive noget, der rent faktisk var relevant.
Beretningen om 1950’ernes tegneseriehetz er lagt i hænderne på den erfarne tegneserieformidler Inger Holst. I kapitlet ’Frygtens tidsalder’ tegner hun med stort overblik linjerne op mellem udviklingen i efterkrigstidens USA og psykiateren Fredric Wertham bog ”Seduction of the Innocent” og så den danske tegneseriehetz. Dels som den tog sig ud i det såkaldte Kulørte Udvalg og næstformanden Vagn Jensens bog ”Stene for brød”, men især i Tørk Haxthausens bog ”Opdragelse til terror”.
Tegneserieekspert Inger Holst sætter Tørk Haxthausen og hans gamle anklageskrift mod tegneserier til vægs i bogen.
Men i stedet for med rimelighed at runde beretningen om hetzen af med Haxthausens senere marginalt mere opblødende og forklarende debatindlæg om tegneserier i henholdsvis fagbladet Serieskaberen i 1989 og avisen Information i 1998, vælger Inger Holst at bruge Haxthausen som prygelknabe og bro til at fortsætte sit kapitel hele vejen over angrebet på World Trade Center i 2001 til Muhammedkrisen og tragedien omkring Charlie Hebdo. Det er ikke blot uelegant, det er også i bogens sammenhæng fuldstændigt uinteressant.
”Eventyret om de danske tegneserier” skal selvfølgelig også omkring de danske tegneseriefestivaler, og efter en snublende indledning om 1970’ernes politiske klima og dets indflydelse på tegneserier, når Lars Jakobsen frem til blandt andet at skrive følgende om tegneseriefestivalen i Huset i København i 1976:
”… det kom endda til voldelige demonstrationer mod den åbenbart anti socialistiske tegneserieredaktør Carsten Søndergaard, som blev kaldt profitmager og truet med at blive dyppet i olie og rullet i fjer.”
Udover at Jakobsen igen fejler grammatisk og heller ikke har styr på sine talemåder (der bruges tjære), så er gengivelsen af hændelserne både overfladisk, upræcis og for de fleste læsere og eftertiden i bund og grund uinteressant – specielt fordi Jakobsen undlader at nævne, at der også var tegneseriefestivaler i Huset i både 1973, 1975 og 1978.
Det er svært for Jakobsen at finde den diplomatiske tone, når han skal skrive om festivalkonkurrenten Copenhagen Comics.
I den efterhånden etablerede overfladiske stil passerer Jakobsen forbi de to Tegneseriemekka-festivaller i Ballerup uden at nævne præcis, hvornår de fandt sted (1992 og 1994), og synes at måtte anstrenge sig for at levere en neutral tekst om Komiks.dk og Copenhagen Comics, inden han roder Don Rosa ind i den væsentlig mere positivt ladede tekst om Art-Bubble. (Jakobsen insisterer på at skrive festivalens navn med lille b i kontrast til festivallens websides stavemåde).
Helt rodet bliver kapitlet i afslutningen om de internationale festivaler, hvor læseren får at vide, at New York Comic Con er ”en af de største festivaller” … i Verden må Jakobsen formodes at mene. Den franske festival i Angoulême nævnes slet ikke, men Jakobsen får da fortalt, at foreningen Danske Tegneserieskabere deltager i forskellige festivaler rundt om i verden, samt at det er ærgerligt, at Tintin-museet ligger uden for Bruxelles og ikke inde i byen.
Det er et af de tekstafsnit, der tydeligt viser, at Jakobsen udover ikke at have fået lov at læse tegneserier i skolen, heller aldrig fik lært at skrive en disposition.
I kapitlet ”De Danske forlag” er det i beskrivelsen af Egmont Publishing og forlagets såkaldte Kids-afdeling svært ikke at blive fascineret af en sætning som: ”der kommer hele tiden nye til i takt med at nye opstår,” om hvorfor der lanceres nye tegneserieblade. Eller om den konstante lukning af blade, hvor der står: ”Engang imellem må Kids vælge at nedlægge et blad, hvis interessen daler hos køberne, men det bliver altid erstattet af et nyt, spændende blad.” … Det er sætninger på samme niveau som ”himlen er blå, vand er vådt.”
Det må antages, at Egmont Publishing, i lighed med flere andre danske forlag, har fået lov til at skrive afsnittet om sig selv i bogen – og at det er derfor, at forlagets nuværende samlebåndsproduktion af merchandise-blade omtales som ”spændende”. Men Jakobsen har fravalgt at gøre opmærksom på denne redaktionelt nærmest uhæderlige, og i hvert fald dovne, måde at fylde kapitlet om de danske forlag med tekst.
Jakobsen undlader fuldstændigt at inkludere forlaget Fahrenheit i overblikket over danske tegneserieforlag. Det er pinligt. Men i det mindste har han husket at skrive om sit eget forlag.
Jakobsen har ligeledes fravalgt at omtale Paw Mathiasens forlag Fahrenheit i dette kapitel. Med blik på Fahrenheits omfattende udgivelsesprogram, siden forlagets første antologi udkom i 1991, og mængden af danske tegneserieskabere, der har fået alt fra deres debut til gennembrud til hovedværker udgivet på forlaget, så er udeladelsen af Fahrenheit enten en regulær pissen på Paw Mathiasens virke som forlægger, eller en så utilgivelig fejl, at bogen burde trækkes tilbage med en undskyldning.
Nå jo, Jakobsens har husket at omtale sit eget Forlaget Fabel i en positiv tone.
Det er også beskæmmende, i kapitlet ’Danske tegneseriepriser’, at læse, hvor lidt Jakobsens tydeligvis kender til den historiske baggrund for Ping Prisen, som han omtaler som sporadisk uddelt siden den oprindelige indstiftelse i 1986. Det kræver meget lidt at researche sig frem til, at prisen blev uddelt årligt frem til 1996, og at den derefter blev relanceret med en ny fundats i 2012. Men han har da heldigvis styr på baggrunden for sin egen Hanne Hansen-pris.
Jakobsen vælger i bogen at lade den nyere danske tegneseriehistorie belyse gennem otte portrætter af danske serieskabere, men lader samtidig al konsekvens ude. Således er nogle af portrætterne skrevet i en neutral, objektiv og relativt faktuel stil, uden at portrætterne dog skal have ros for at være hverken udtømmende, detaljerede eller i en tilstrækkelig konsekvent stil.
Og så er der tre portrætter, der i stedet er leveret direkte fra serieskaberne selv som jeg-fortællinger, og et enkelt, der mere har form som interview. Det er absolut, i kraft af deres anekdotiske indhold, de fire mest interessante portrætter at læse – men de er fuldstændig ude af balance med resten af indholdet.
Der ligger i udvælgelsen af de portrætterede otte serieskabere selvfølgelig også et fravalg – diskussionen om hvem der skal med og ikke med kan hurtigt udvikle sig til en langstrakt affære. Lars Jakobsens store fejl er, at han ikke definerer parametrene for sine valg, og dermed kommer fravalgene til at fylde meget mere.
Jakobsen udvælger og portrætterer otte nutidige serieskabere i bogen – og selvfølgelig husker han at skrive om sig selv.
Hvorfor er Peter Kielland for eksempel kun nævnt i forbindelse med en billedtekst til en urgammel stribe, som han lavede sammen med Rune T. Kidde for længe siden? Peter Snejbjergs tilstedeværelse begrænser sig ligeledes til en billedtekst, og serieskabere som Teddy Kristiansen, Lars Horneman, Niels Roland, Mårdøn Smet, Thomas Thorhauge, Halfdan Pisket, Maren Uthaug, Rikke Bakman, Werner Wejp-Olsen med mange, mange flere er slet ikke nævnt i bogen.
Men Lars Jakobsen har dog husket at skrive et portræt om sig selv.
Lars Jakobsen skriver i sit efterord, at bogen ikke er ment som et opslagsværk, men som en historisk gennemgang og beskrivelse af den danske tegneseriekultur og historie. At ikke alle danske tegnere derfor er nævnt i bogen.
Det er absolut fair, og det ville være helt umuligt at komme omkring alle – Men Jakobsens fravalg er meget iøjefaldende og synes dels tæt knyttet til Art-Bubbles gæsteliste, dels knyttet til hvem der på internetfora eller andre steder har udtrykt sig kritisk om mandens virke.
Det er bemærkelsesværdigt, at Jakobsen i sit efterord med titlen ’Fremtidslyset’ blandt andet skyder tegneserier på iPad ned med henvisning til den ringe succes, som foreningen Danske Tegneserieskabere havde med deres tegneserie-app. Blandt andet mener han, at de ringe økonomiske udsigter for salg via app’en og det, at serieskabernes ser deres værker som mere end flygtige downloads, var årsagen.
Fremtiden for tegneserier har i Lars Jakobsens version ikke plads til hverken webtegneserier eller uddannelsen i Grafisk Fortælling på The Animation Workshop i Viborg.
Han er ikke i stand til at knytte paralleller til udviklingen inden for digitale tegneserier og distribution i udlandet (måske ved han slet ikke, hvad der foregår?), og tør måske heller ikke sige højt, at Danske Tegneserieskaberes app også fejlede, fordi den ikke var god nok og en stor del af indholdet, som han selv var med til at levere, ikke var værd at betale for.
Og så afholder Jakobsen i samme kapitel sig fuldstændigt fra at forholde sig til den blomstrende udvikling inden for web-tegneserier, og uddannelsen i Grafisk Fortælling på The Animation Workshop i Viborg er ikke nævnt med et ord.
Kendskab til tegneseriens historie og tradition er, som Jakobsen skriver i bogens forord, en forudsætning for at vide, hvor tendenserne peger hen. Men det er absolut og tydeligvis ikke den eneste forudsætning, det demonstrerer forfatteren til fulde i løbet af de 236 sider.
