Øyvind Torseter genfortæller et klassisk norsk eventyr med stort visuelt overskud i ”Muledrengen”.
”NO SPOILERS!” gjalder kampråbet fra den moderne kulturforbruger ud over alle tilgængelige sociale netværk. For hvis jeg på forhånd ved, hvem der dør hvornår i det dagsaktuelle Batman-hæfte, den nye Star Wars-film eller det seneste Game of Thrones-afsnit, så kan jeg jo nærmest lige så godt lade være med at bruge tid på dem?
Glæden ved en fortælling reduceres til dens uventede drejninger. Ryger overraskelserne, så fordamper fornøjelsen, forstår man.
Så meget desto mere forfriskende er det at sætte sig til rette med norske Øyvind Torseters ”Muledrengen”, hvis historie i sine overordnede træk er totalt forudsigelig. Den er nemlig baseret på et klassisk norsk eventyr, ”Troldens hjerte”, og ingen vinder nogen præmier for at gætte, om det mon lykkes vores Klodshans-agtige hovedperson at overvinde trolden og befri sit hjertes udkårne og sine seks brødre.
Selvfølgelig når Muledrengen i mål. Og udsigten på turen er hele billetprisen værd.
En del af herlighedsværdien kan tilskrives Torseters skæve modernisering af fortællingen. Især det uhøjtidelige hverdagssprog, komplet med underspillet vid: ”Den trold, som bor her, er der ingen, der kan klare,” advarer prinsessen, da vores helt ankommer til troldens hule. ”Men jeg kan jo vise dig lidt rundt, inden han tager livet af dig.” Og de finurlige deus ex machina-løsninger, Muledrengen finder frem fra sin rygsæk undervejs.
Men først og fremmest er bogen værd at læse, fordi Torseter har illustreret den helt vidunderligt.
Med undtagelse af en enkelt prosaside, som sætter scenen, er ”Muledrengen” en fuldblods tegneserie – med billedruder, talebobler, tekstkasser og hele pibetøjet. Samtidig trækker billedsiden mindst lige så meget på billedbogsillustrationer – med kunstneriske aspirationer og teateragtig iscenesættelse – som på den moderne, filminspirerede børnetegneserie.
Resultatet er en visuelt fængende hybrid, forløst med stort overskud.
I en streg, der minder lidt om en Lewis Trondheims eller en Joann Sfars, fremmaner Torseter med blyant og fineliner et detaljemættet univers, som er helt hans eget. Forgrunds- og baggrundselementer tegnes og vandfarvelægges på forskellige ark papir og sættes så sammen til færdige billeder med et skævt, collageagtigt præg. Grove, geometriske skraveringer gør opmærksom på sig selv som tegn på papir, mens en minimalistisk palette med mange subtile nuancer af grå og lysebrun holder sammen på løjerne.
Formålet er helt tydeligt ikke at spejle virkeligheden gennem tegningerne, men at smitte læseren med rå billed- og fortælleglæde.
En sjælden gang imellem bliver det form for formens skyld. Når Muledrengen og hans hest træsker igennem en skov i tusmørket på fem-seks forskellige ark papir, så er det svært at få øje på æstetiske eller fortællemæssige begrundelser for det lidt rodede helhedsindtryk.
Langt de fleste af Torseters valg gavner dog bogen som billedfortælling: At placere figurer og miljøer på separate lag papir skaber klar kontrast mellem forgrund og baggrund. Den skurkagtige trold mere antydes end tegnes – krogede fingre med uklippede negle, udviskede øjne, uformelig anatomi – og det gør ham så meget desto mere uhyggelig. Og når troldens udbrud ledsages af kruseduller formet som skeletter og dæmoner, så forstår vi intuitivt, hvordan dét lyder.
Mange garvede tegneserietegnere kunne lære et trick eller to fra den norske illustrators uortodokse tilgang til mediet.
SPOILER ALERT: ”Muledrengen” er en sprudlende og spontan børnetegneserie og en visuel fest, der varer lige fra forsiden med stofryg og guldtryk til den afsluttende vignet med en blæksprutte, der spiller saxofon.
Karakter: 5/6
Værkets titel: Muledrengen
Forfatter/tegner: Øyvind Torseter
Forlag: Høst og Søn
Form: 120 sider i farver, stift bind og stofryg
Vejl. pris: 229,95
ISBN: 978-87-638-4239-6
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark
Oprindeligt udgivelsesår: 2015
Oprindeligt udgivelsesland: Norge