Matthew Thurbers nyeste er humoristisk Facebook-eksistentialisme rørt op i en improviseret detektivhistorie.
“Infomaniacs” udkom oprindeligt som føljeton på nettet. Men cirka halvvejs gennem historien besluttede amerikanske Matthew Thurber at færdiggøre sit projekt som en “rigtig” tegneserie, der nu er udkommet på Picturebox – forlagets allersidste udgivelse.
Historien starter med en løs idé om en seriemorder, som excellerer i at slette menneskers internet-identitet – altså det internet-jeg, som du møjsommeligt har konstrueret på for eksempel Facebook. Efterhånden bliver flere konspiratoriske handlingselementer koblet på, men sideløbende udvikler værket sig også til en refleksion over mennesker og sociale medier. Sidstnævnte er værkets styrke, også selvom Thurber pakker alle kritiske pointer grundigt ind i ironi.
En af historiens forvirrende mange personer, Ralph, bliver sendt på internet-afvænningslejr efter at han har overvåget sin Facebook, Email og Twitter-konto 72 timer i træk. Først kan Ralph ikke en gang komme ud af sit værelse fordi han har glemt hvordan man bruger et fysisk dørhåndtag – gudskelov finder han hjælp på Google. Internet-afvænningslejrens virkeligheds-rehabiliteringsprogram består i at stirre på en virkelig træstub, uden adgang til internettet. Men i ly af aftenskumringen smugler patienterne alligevel deres tweets ud, ved mundtlig overlevering til en person uden for hegnet.
Meget typisk springer fortællingen herfra direkte videre til en anden karakter, og generelt fra det ene skøre indfald til det næste. Der er for eksempel et ondsindet syndikat, som vil have fingre i en mand ved navn Ronny Helbo, som er den eneste nulevende person, der aldrig har været på internettet, og hvis man får mulighed for at spise hans hjerne, så er det naturligvis fordelagtigt. “The Singularity”-utopien er også med – altså den besnærende tanke, at vi i en snarlig fremtid vil kunne leve evigt, hvis vi overfører vores bevidstheder til en stor forbundet elektronisk intelligens (men skal vi nu ikke lige starte med at definere begrebet “intelligens” først? Tak, red.).
Tegnestilen er ligeledes konsekvent inkonsistent. Begyndelsen på “Infomaniacs” kunne snildt være tegnet af stormesteren Rune T. Kidde (som jo desværre døde sidste år), mens andre billeder (sjovt nok) minder meget om Claus Deleuran. Efter et par sider indfører Thurber mere perspektiv og flere skygge-effekter, dog stadig naivistisk tegnet. Thurber skifter kortvarigt mellem forskellige tegneredskaber. Men det afslappede grafiske udtryk passer generelt godt sammen med Thurbers humor og fortællestil.
Der er kød på Thurbers kritik af internettet, synes jeg. I skribler-gyden bliver en karakter ved navn Amy Shit (som er fra Brooklyn, og øko-rapper i bandet The Climate Game Changers) antastet af fallerede skribenter, der tilbyder den helt rigtige Facebook-replik i tilfælde af, at en kendt person er gået bort – eller hvad med et godt link til en YouTube-video? Når Amy betragter en person på gaden, der bruger sin iPhone, så ser hun i virkeligheden en person, der stirrer beundrende på et spejl, og hendes impulsive bror, Ned Shit, får direkte anfald af “iPhone-ikonoklasme”, hvor han angriber tilfældige menneskers iPhones med en hammer. En karakter ved navn Derek bekender sin angst til en psykolog (som ligner Joseph Beuys) . Derek synes at alle andre virker så naturlige i deres banale internet-posteringer, men selv kan han ikke komme på noget at sige, og han roder sig derfor ud i nogle underlige og i virkeligheden uærlige tweets, som ender med at give bagslag. En officiel karakter træder ind i historien og erklærer, at den gennemsnitlige amerikaner nu bruger det meste af sin fritid på nettet – internettet er nu selve livet – og netop derfor må internet-serie-morderen betragtes som en meget alvorlig trussel.
“Infomaniacs” er en overlagt absurd ad hoc-fortælling, som grundet transitionen fra internet-følgeton til tegneserie tilmed er forstyrrende fragmenteret. Thurber satser hele butikken på en ligegyldighed over for det narrative forløb, og det skal man helst vide på forhånd. I et underholdende interview har Thurber fortalt, at han er stort begejstret for dadaisme, og når man samtidig er så god til at få skøre ideer, som Thurber vitterligt er, så behøver man vel slet ikke en kritisk redaktør? 200 sider er måske nok i overkanten af, hvad konceptet kan bære. I hvert fald når man begynder at bladre frem og tilbage i håb om at forstå bare noget af handlingen. Så kan man godt løbe lidt sur i det. Men det er også den forkerte måde at gribe læsningen an på. I virkeligheden skal man bare læne sig tilbage, og trygt overlade det til ens internet-inficerede bevidsthed at fordøje kavalkaden af gakkede påfund …
Karakter: 4/5
Værkets titel: Infomaniacs
Forlag: Picturebox
Forfatter/tegner: Matthew Thurber
Farve og form: Hardcover, sorthvid
Sidetal: 200 sider
Vejledende pris: US$ 22.95
ISBN: 978-1-939799-08-1