Holger vender tilbage (og går igen)
Sagnkongen Holger Danske vender tilbage i ny dansk tegneserie, men gør intet større indtryk.
Holger Danske er en dansk sagnkonge, der sjovt nok først optræder i et fransk heltekvad omkring 1060, men som der opstod fornyet interesse om i forbindelse med 1800-tallets nationalromantiske strømninger. Det var H.C. Andersen der i eventyret Holger Danske placerer kæmpen sovende under Kronborg. Statuen huggede Hans Peder Pedersen-Dan i 1907.
I Nicolai Hvidberg Jørgensen anden Holger Danske-tegneserie Holger vender tilbage (og går igen) er det netop Holger Danske-fortællinger af guldalderforfattere som nævnte H C. Andersen, foruden B.S. Ingeman og Poul Martin Møller, han trækker på.
Her vækkes sagnkongen fra sin søvn i kasematterne under Kronborg. Han går på værtshus (Bagsværd kro, nærmere bestemt) og kommer i karambolage med syv luskede, dværgagtige skræddere, som han må møde i tvekamp ved en gravhøj. De er så små at de gemmer sig i hans sværdskede.
Det er stort set historien, og i en Valhallategneserie (en åbenlys inspiration for Hvidberg Jørgensen) kunne jeg se for mig hvordan Peter Madsen & co. fik en håndfuld sider til at gå med veloplagte løjer over mytestoffet.
Men i Holger vender tilbage (og går igen) får den minimale fortælling lov til at stække sig over et helt album på nogen-og-fyrre sider. Der er en unødvendig rammefortælling hvor den unavngivne Holger Danske-billedhugger i starten af 1800-tallet fortæller historien til sit barnebarn (altså hundrede år inden Hans Peder Pedersen-Dan rent faktisk udførte statuen). Der er også seks sider hvor Holger Danske går fra Kronborg til Bagsværd kro. Det får Hvidberg Jørgensen nogle fine tegninger ud af, men ellers ingenting.
Metoden med at samle en række myter til en samlet fortælling er et greb, som også flittigt bruges i førnævnte Valhalla. Men her bruges myterne altid til at fortælle os noget. Der er en verden skabt og personer der udvikler sig, symbolik, satire og moraler. Men i Holger vender tilbage (og går igen) har myterne ingen funktion – de er bare nødtørftigt syet sammen og afviklet. Holger har ingen personlighed foruden at være træt og tørstig, og ingen relationer til nogen andre. Den læring han tilsyneladende får af sin (meget korte) rejse synes underligt påklistret.
Her mangler et ønske om at ville læseren noget med albummet. Hvad er ideen med at vække Holger Danske? Hvad er ambitionen?
Det er ærgerligt, for Nikolaj Hvidberg Jørgensen er en fin tegner, når han gør sig umage. Også her er det tydeligt, at Valhalla står i den hjemlige bogreol – i måden Hvidberg Jørgensen fx tegner hænder på eller bruger sorte flader er inspirationen tydelig. Men Peter Madsen er ingen ringe brønd at trække sit vand op af, og Hvidberg Jørgensens streg er rart selskab.
Så er det bare ærgerligt, at han ikke bruger den til at fortælle en interessant historie. Holger vender tilbage (og går igen) er hurtigt læst, og efter lader intet varigt indtryk, og så hjælper det ingenting, at den er så pænt pakket ind. Bindet er stift, papiret tykt og rart mellem fingrene, Hvidbjerg Jørgensens forsideillustration fed og flot farvelagt, og omme bagtil er der både skitser og fraklip.
Det gør paradoksalt nok ikke tegneserien nogen tjenester. Denne anmelder havde nok været nådigere i sin læsning, havde Holger vender tilbage (og går igen) været et hjemmegjort undergrundshæfte til en hundredemand, og ikke en semi-luksusudgivelse til det dobbelte.
