My Hero Academia, 1 & 2
Fahrenheit udgiver My Hero Academia – en hæsblæsende manga for det unge publikum, der føles som en tur direkte tilbage til anmelderens teenageår. Men har den en plads i 2022?
Året er 2005 og jeg, anmelderen, er 14 og besat af manga. Bibliotekets hylder støvsuges jævnligt for Tokyo Mew Mew, One Piece, The Devil Ororon, Ranma ½, Shaman King og alt andet, jeg kan få fingrene i. Hver gang Bog og Idé opdaterer kataloget, står jeg og vennerne klar til at købe. Min bedste veninde ønsker sig særligt smalle hylder til sin samling. Alt, vi tegner, er ninjaer.
Da manga sidenhen forsvinder fra boghandlerne igen, mindskes fanskaren ikke; den migrerer til internettet og lærer at finde serierne gratis på amatørengelsk.
Året er 2022 og Forlaget Fahrenheit laver et sats.
My Hero Academia er på mange måder et nostalgitrip uden lige: en tyk A5-sag med glossy paperback cover og en bogblok smækfyldt med kælkede paneler, fartstriber, lydord, og action. Oversættelsen er ganske god, omend sommetider lidt jabbet. Indholdet er sort-hvidt, selvfølgelig, med texturerede gråtoner og masser af designfyldelementer; man skal i hvert fald ikke kede sig som læser. Det gør man heller ikke.
Midoriya Izuku har en drøm om at blive verdens største superhelt. I en verden, hvor 80% af befolkningen er født med overnaturlige kræfter, burde det ikke være umuligt… men Izuku er ikke en del af de 80%. Han er uden kraft og er tillige et følsomt, grædefærdigt mobbeoffer. Men han har hjertet på rette sted–og det bliver hans store chance for at få en kraft foræret og vise sit værd som helt på den eftertragtede helteskole.
Ligetil, ikke sandt? Dreng uden kræfter bliver udvalgt som den ultimative helt og må nu vise sit værd i kampen mellem det gode og det onde. Det er ikke raketvidenskab, som man siger. Men det, der sælger My Hero Academia, er hvordan historien omkranses af dens detaljerede, dybdegående world building. Hver eneste side er gennemsyret af gennemtænkte aspekter af en verden fyldt med helte og skurke, lige fra specialdesignet tøj, til medieomtale, til organiseret kriminalitet. Der er fart på plottet og fut under følelserne og det er lige før, siderne læser sig selv.
Stilen er helt i top med et tårnhøjt tegne- og fortællemæssigt niveau. Kohei Horikoshi formår en lækker blanding af dynamisk realisme og seriøs karikatur og bibeholder samtidig sin egen stil, hvor manga ellers kan have tendens til at blive overpoleret og anonymt. Den amerikansk-baserede superhelt, All Might, er, som den eneste, tillige tegnet i en skøn parodi på den klassiske amerikanske superheltestil, inklusive de noir-agtige skygger, der ikke figurerer andre steder end på hans ansigt.
Der bliver, kort fortalt, leget med stregerne og det mærkes. Man er meget sjældent i tvivl om hverken læseretningen eller plottet og man føler med hovedpersonen, som han overlever og overgår sin klassiske underdog rolle.
Desværre er My Hero Academia ikke immun overfor den obligatoriske sexisme; et levn fra min ungdoms mangaeventyr, som jeg ville ønske, jeg kunne have været foruden. Dem der ved det, ved det: det er den alt for ofte genkomne “pervert” karakter, som ikke kan være på mere end to sider, uden at sige noget sjofelt om en piges bryster. Det er valget om, at iklæde de 12-årige piger i uniformer, der viser så meget hud, som muligt (ja, én af deres kræfter beror sig på det, men det havde de ikke behøvet, forstår I?). Det er, i øvrigt, at drengene får lov at sparke røv, mens pigerne får lov at være fornuftige, omsorgsgivere, eller begge dele. Det ødelægger ikke læseoplevelsen, men come on.
Som anmelder, sigter jeg altid efter at anmelde en bog på dens egne præmisser. Et undergrundszine er ikke Kirbys Samlede Værker og på samme måde er shonen mangaen (manga “for drenge”, altså den klassiske actionmanga, der også især vandt popularitet i vesten i 00’erne) sin egen verden med egne spilleregler og klichéer: det er altid hæsblæsende, overdrevet, patosfyldt, gerne med PLUS ULTRA smæk på det hele. Man skal købe sig ind på mangaens sprog og spilleregler, for at elske det, men hvis man gør, er My Hero Academia i topklasse.
Men. Tegneseriemarkedet er skiftet, både internationalt og i stigende grad i Danmark: i dag kommer de fleste nye læsere ind fra en anden vinkel, nemlig internettet. I skrivende stund er digitale tegneserier (webcomics/webtoons) i boom. Ikke mindst takket være et influx af kinesiske og koreanske serier, designet til at blive læst på mobilen. Så jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: er Fahrenheit i gang med at surfe på en ny bølge af oversat manga, som vil søsætte næste generation af fans, tegnere og fortællere? Eller har de satset på et nekromantisk genoplivningsprojekt, der ikke har en chance i det nye online marked?
Jeg håber på det første og ønsker Fahrenheit god vind.
Plus Ultra!
