Salems døtre
Tænk, hvis vi en dag kunne lære af fortiden.
I 1692 blev 150 mennesker stillet for retten, anklaget for hekseri og trolddom. Af dem nåede en snes kvinder og mænd at blive henrettet, inden guvernøren trådte ind på scenen og satte en stopper for den frygtelige rettergang. En retssag, hvor man i stedet for egentlig bevisførelse hentede argumentation i drømmelæsning og en bog som allerede da var 150 år gammel, Heksehammeren. En skamplet på menneskeheden, som ikke synes at kunne vaskes bort. Det er denne ganske virkelige retssag – læs selv de vanvittige referater på University of Virginia – som Salems døtre er beretningen om.
Igennem vidnesbyrd fra et par af virkelighedens hovedpersoner dramatiserer Thomas Gilbert historien og opmaler et sandt mareridtsbillede af sagen. Der bliver digtet for at fylde mellemrummene og byttet rundt på personer, men der bliver ikke øvet åbenlys vold på kildematerialet. Gilbert sætter sig udenfor historien og med et mestendels usentimentalt værk prøver han at forklare, hvordan det kunne komme så vidt.
Og jo. Der sker noget med en historie, som trækker på historiske begivenheder, ikke mindst når afstanden er så stor som her. Når hovedpersonerne oplever noget uvirkeligt, tænker vi med det samme “hvad mon det i virkeligheden var?”, og prøver med al magt at binde fortællingen op på vores egen oplevelse af virkeligheden. Og der hvor historien afviger, finder vi en forklaring indenfor vores egen referenceramme. Dét afmonterer mange gange det fantastiske i en historie og binder den i stedet solidt til virkeligheden – eller i det mindste i vores egen opfattelse af virkeligheden. Mirakler bliver lynhurtigt forklaret ved et øjebliks psykose, eller et uhyre bliver til en tilfældigt måneoplyst silhuet af et træs grene.
I Salems døtre er der allehånde fantastiske oplevelser, som i den samtid, hvor det hele hændte, blev forklaret ved djævelskab og forhekselse. Hændelser, som vi i dag, 300 år senere, ville have leet lidt overbærende ad, eller tillagt netop træers skyggespil i skovbunden eller skovens mange natteaktive dyr. Og netop det gør Salems døtre til en effektiv gyserhistorie, for hver gang heksekortet trækkes og vi kan begynde at ane, hvor det hele bærer hen, kan vi bare sidde afmægtige tilbage og hviske “jamen, det er da bare en indianer derude i skoven” eller “er det ikke bare en hund?”… det er bare, det er bare, det er bare … altimens vi kan se på, hvordan det alt sammen kædes sammen til en perlerække af vanvittige beviser. Thomas Gilbert tager et snedigt trick i brug og viser os, hvordan alting hænger sammen, og fodrer vores oplyste hjerner ved at vise, hvordan fuldkomne almindeligheder går henover hovedet på indbyggerne i Salem. Det er præcist samme trick, som Alfred Hitchcock brugte, når han viste os morderen i allerførste scene, og siden brugte resten af filmen til at lade de uskyldige kæmpe for ikke at blive ofre for de mange vildspor. Ja, præcist som Alfred Hitchcock, blot med den lille forskel, at heksejagten i Salem faktisk hændte.
Og nu vi er ved heksejagterne, er det nærliggende at drage paralleller til moderne tid, startende med McCarthys kommunistjagter i halvtredsernes Amerika, som blev koblet direkte til retssagerne i Salem igennem skuespil af Arthur Miller og Lion Feuchtwanger. Efterfølgende er parolen blevet grebet i luften af utallige, som har følt sig forfulgt, om end sjældent med samme hævd. Så alene ud fra denne vinkel bør Salems døtre være at finde på læselisten.
Men, der er sandelig også andre grunde til at læse bogen. Thomas Gilbert formår med sine tegninger at skifte mellem smukt og grimt i én og samme scene. Stregen er simplistisk og karikeret, med mindelser om bladtegninger. Det virker forstyrrende i begyndelsen, men viser sig faktisk at klæde historien ualmindeligt godt. Særligt når ækelheden for alvor træder ind på scenen. Vores egen indbyggede evne til at forestille os en virkelighed ud fra en skitse og omdanne den til realisme overtrumfer mange steder det, som naturalistiske tegninger kan, og gør scenerierne langt mere uhyggelige at se på. Og på den måde minder Salems døtre lidt om den gamle, italienske chockfilm Suspiria, som sikkert på grund af tidens begrænsede effektmuligheder, brugte den samme metode med at lade publikums fantasi løbe af med dem.
Der er et væld af kuriøse detaljer i Thomas Gilberts fremlæggelse. F.eks. nævner en indbygger et sted ergotisme, som er en psykotisk tilstand frembragt af skimmelsvampen meldrøjer. Ergotisme var som begreb kendt på den tid og blev faktisk i eftertiden kædet sammen med retssagerne i Salem, med påstand om en mulig massepsykose forårsaget af meldrøjer. En teori som i nyere tid er blevet bestredet. Andre steder i bogen, særligt hen imod slutningen, popper der nærbilleder op af de træsnit, som illustrerede den oprindelige Heksehammer. Nærmest som de korte flashsekvenser, man førhen ofte så i gyserfilm.
Salems døtre er en uafrystelig beretning, der løfter umenneskelighed op ad historiens mørke og ind i en nutid, hvor den ikke hører til – men trods alting stadig eksisterer. Den giver stemme til de mennesker, der dengang for 330 år siden blev ofret på uvidenhedens og intolerancens alter. På den måde er denne tegneserie mere end blot underholdning. Den bør finde klangbund i os alle. De samme mekanismer, vi ser udfoldet i den gamle retssag, er sandelig ikke ukendte i vor tid. Trods sin effektfulde fremførelse, formår Thomas Gilbert ikke helt at skære årsagerne ud for os. Der er simpelthen ikke gjort plads til den finesse som skal til for at formidle menneskesindets omfattende filigranværk. Men den rammer hårdt alligevel.
