Søstrene Gyldenhjerte 1: Sarahs drøm
Glansbilledrealisme på overfladen parres med de helt store menneskelige dilemmaer og følelser på indholdssiden. Søstrene Gyldenhjerte er en overrumplende vellykket ny serie om tre meget forskellige søstre.
Heldigvis kan man blive overrasket. Søstrene Gyldenhjerte så ved første øjekast ikke ud til at ville ramme i mellemgulvet. Det virkede lidt for udspekuleret. Tre typecastede søstre med hver sin personlighed og de sødladne ansigter med enorme, glinsende øjne, der som tøjdyr på hylden skal lokke børnene til at købe, fordi de ser så menneskelige og bedende ud. Den enlige mor, der ikke helt har tid og overskud til dem, så de må holde sammen i ”de tre søstres klub”.
Bag det glatte ydre og klicheerne viser første album i serien, Sarahs drøm, sig dog at være en fortælling om menneskelig tragedie, der lige præcis når ind gennem paraderne, fordi det kommer så overraskende og er så alvorligt midt i hyggestemningen.
Sarah, den ældste søster, har en tilbagevendende drøm, hvor hun med sine søstre følger efter nogle vandmænd i en skov. De ender hver gang ved et glaspalads i et enormt træ. Sarah kigger ind ad et vindue og får øje på en lille vandmand i en seng. Vandmanden vender sig mod Sarah… og så vågner hun. Hver gang.
Da de tre søstre en morgen får sagt noget om vandmænd, forsvinder moren pludseligt, og ”de tre søstres klub” sætter gang i en ny mission: at undersøge morens fortid, som de ikke kender ret meget til. Turen går mod loftsrummet og senere morens veninder, da de finder et mystisk fotografi af moren, som de vil vide mere om. Målet bliver både at blive klogere på morens fortid, men også at overraske hende med en gave til mors dag.
Sarah er som den ældste igangsætter. Hun er den alvorlige, der føler ansvar overfor de yngre og uopfordret tager lederrollen på sig, hvilket afføder nogle gnidninger. Det er hende, der er i centrum i dette første album i serien, men man har klart på fornemmelsen, at der kan veksles imellem dem fremover. Den mellemste, Cassiopeia, lever i en romantisk drømmeverden, og begynder så småt at interessere sig for det modsatte køn. Til gengæld vil yngste skud i flokken, den tavse Lucille, stadig helst lege og være sammen med sin kat. Hende kan de ældre søskende naturligvis ikke tage helt seriøst. Gæt selv, hvem der ender med at lede dem afgørende på sporet af fortiden.
Kan man, og bør man, skjule en mørk og dyster ting fra sin fortid? Det er morens dilemma, og svaret fra forfatter Di Gregorio er, at det skal man naturligvis ikke. Det vil være helt umuligt at sige noget om, hvad morens hemmelighed drejer sig om, uden at tage luften ud af en stor del af oplevelsen i Sarahs drøm. Vel er der lagt nogle spor ud undervejs, men alligevel kom det overraskende for mig, at det blev så alvorligt. Kontrasten imellem pigernes leg og nysgerrighed frem mod morens fortælling, gør det ekstra rørende.
Måske forstærkes det hele også af Barbuccis billedside, der vel bedst kan beskrives som en slags glansbilledrealisme. Det er charmerende og stemningsfulde tegninger med blød og afdæmpet farvelægning, der skifter alt efter situationen. Alt ser pænt, lækkert og yndefuldt ud. Der er hyggestemning med blødt lysindfald i køkkenet om morgenen. Torvet i byen emmer af fransk landsbystemning og den botaniske have er så frodig, som tænkes kan. I sig selv skaber det også en kontrast til et emne, der er mere alvorligt end det anes. Selv om jeg stadig har det lidt svært med de dominerende øjne, forsvinder de fleste indvendinger i helhedsvurderingen og fortællingen om, hvordan man ved at stå sammen, som søskende og som familie, kan komme videre ovenpå bump i livet, uanset hvor store de har været.
Søstrene Gyldenhjerte, er måske nok målrettet tweens og unge teenagere, der kan identificere sig med i hvert fald én af de tre søstre. Der er dog rigeligt substans i Sarahs drøm til, at den også bør kunne interessere andre læsere. Spændende at se, om niveauet kan holdes i kommende album.
