Jeg er din tavshed
Spanske Jordi Lafebre er tilbage på dansk med et krimi-mysterium, der udspiller sig i et gammelt familiedynasti. Vi skal til sydens sol, lidt uden for Barcelona, hvor Lafebre ryster posen med en anden type historie, end hvad vi tidligere har set fra hans hånd.
Som læser af Nummer9 er du sikkert allerede stødt på den spanske mestertegner Jordi Lafebre. Hans romantiske kærlighedshistorie En dag – altid var én af 2021 mest roste tegneserieudgivelser og vandt da også fortjent en Ping Pris i 2022 i kategorien ’bedste internationale tegneserie på dansk.’
I 2022 udkom også første album på dansk i serien Sommerminder, som Lafebre skabte sammen med den franske forfatter Zidrou. Lafebre selv gæstede samme år Bogforum Comics, hvor han blev interviewet på scenen og signerede albums. Ved samme besøg gav han et interview til Nummer9s Morten Tjalve.
Alt dette blot for at understrege, at der herhjemme har været en del opmærksomhed om Lafebre. Det undrer ikke, for begge titler vi har fået på dansk har udmærket sig ved poetiske, velfortalte og rørende historier. Og ikke mindst Lafebres overlegne streg!
Sidstnævnte er måske i virkeligheden det helt store trækplaster, når det kommer til den spanske tegneserieskaber. Hans tegninger har en ubesværet musikalitet og smittende udtryksfuldhed over sig, som ikke er til at stå for. Derfor er vi nok mange som har glædet os til at opleve Lafebres streg igen.
Det får man i høj grad i det nu tredje Lafebre album på dansk, Jeg er din tavshed.
Igen spiller Lafebre med musklerne i form af elegante, stemningsfyldte billeder, hvor rigtig meget formidles af ansigtsudtryk og kroppenes positurer. Få formår som han at få tegninger til at se så lette og ubesværede ud.
Der er ikke en finger at sætte på tegnehåndværket. Albummet står som forventet uhyre skarpt visuelt og højnes også af en flot farvelægning.
Som i En dag – altid står Lafebre selv for historien. Her er det så min begejstring køles mærkbart. For selvom han på vanlig vis virtuost svinger tegnepennen, synes jeg desværre, at han denne gang disker op med en lidt uforløst fortælling.
Jeg er din tavshed udfolder et vaskeægte mordmysterium, hvis setting nærmest kunne være taget ud af en Agatha Christie roman.
Albummets hovedperson er den rebelske og lettere maniske psykiater Eva Rojas. Én af hendes klienter er en del af den stenrige Monturos-familie. I årtier har de tjent en formue på at producere cava i Penedés-vindistriktet vest for Barcelona.
Klanens overhoved, den 102-årige Mercé Monturos, har nu hidkaldt hele slægten for at få læst sit testamente op og dermed udstikke fremtiden for familiedynastiet.
Eva bliver derfor af klienten Penelope, barnebarn til Mercé, bedt om at ledsage hende til denne sammenkomst.
Men der er ugler i mosen. Da et dødsfald – måske et mord? – udsætter oplæsningen af testamentet, beslutter Eva i bedste miss Marple-stil at igangsætte sin egen efterforskning.
Eva er det altoverskyggende fikspunkt i fortællingen. Selvom historien rummer et stort persongalleri dvæles der aldrig særligt længe eller indgående ved de øvrige personer.
Den ene person afløser den anden i en lind strøm uden at gøre større indtryk, fordi de er så relativt kort med i handlingen.
Det er dermed op til Eva at bære spændingen og læserens interesse på sine skuldre, og her synes jeg, hun kommer til kort som hovedperson.
Hun er kæk og rapkæftet, javel, men også i frustrerende grad impulsstyret og flagrende. Svær for læseren at blive klog på og få under huden.
I længden bliver det lidt trættende at følge hende gennem et helt album.
Selvom Lafebre tydeligvis har tænkt hende som en stærk heltinde med sydlandsk temperament og ukueligt gå-på-mod, kammer hendes skæve facon til tider over og bliver karikeret og utroværdig. Var albummet en film, havde jeg næsten lyst til at sige, at Eva overspiller en smule.
Under læsningen kom jeg derfor hurtigt til at savne den mere følsomt afmålte og afdæmpede persontegning fra tidligere Lafebre-albums. Her oplevede jeg, at hovedpersonerne blev langt bedre udfoldet, og at det var personernes følelsesliv og relationer, der var omdrejningspunktet.
I Jeg er din tavshed er det derimod opklaringsarbejdet og ’whodunit’-motivet, der ender med at løbe med meget af opmærksomheden. Det er en skam, for Lafebre har tidligere vist at han kan skildre sine personer i dybden, så læseren virkelig kan mærke dem.
Mordmysteriet oplever jeg hverken som særligt interessant eller raffineret skruet sammen.
Særligt i albummets sidste tredjedel får man som læser følelsen af, at Lafebre får travlt med at samle op på de resterende løse ender. Handlingen jappes her igennem, hvilket har den effekt, at mysteriet næsten løses for let og, føles det som, nærmest lidt tilfældigt.
Der er utrolig megen snak eller Evas tanker fordelt ud over siderne, og efterhånden savner man noget action eller markante optrin, der kunne give lidt tiltrængt spræl i fortællingen.
Nogle gange føles det som om Lafebre følger en skabelon for, hvordan opklaringen af et mord skal forløbe hos en stor, magtfuld familie.
Eva opsøger og udspørger familiemedlemmerne i ét væk, og det er som om enhver i familien partout skal være med og optage sider, uanset om vi kommer i dybden med dem eller om de egentlig bibringer nyt til handlingen.
Som læser bliver det aldrig helt klart, hvorfor Eva bliver så investeret i mordmysteriet.
Penelope er ganske vist hendes klient og, fornemmer man, blevet en veninde, men Eva kender ellers intet til Monturos-familien. Ikke engang Penelope lærer vi særlig godt at kende, så den postulerede dybe og tætte relation mellem hende og Eva bliver lidt svær at godtage.
En del af forklaringen på Evas iver efter at opklare mysteriet skal nok findes i hendes impulsstyrede og lettere maniske sind.
Uden at spoile for meget antyder Lafebre undervejs at Eva har nogle psykiske udfordringer. Virkelighed, fantasi og minder smelter f.eks. ofte sammen for hende.
Det sker, når hun løbende får input fra det hinsides fra tre afdøde kvinder i hendes egen familie.
De tre kvindelige slægtninge dukker jævnligt op i historien, men da vi kun hører ganske lidt om hvem de er og om deres baggrund, forbliver de mest af alt en gimmick.
I det hele taget savner man at få foldet Evas baggrundshistorie og personlige udfordringer mere ud, så man bliver mere investeret i hende som hovedperson.
Hvem ved? Andre vil måske se flere kvaliteter i Eva og historien om hendes detektivarbejde?
For mig var handlingen dog hurtigt glemt efter jeg lukkede albummet i. Jeg ville hjertens gerne have levet mig mere ind i det hele, men følte mig aldrig for alvor fanget under læsningen.
Hvor var poesien og indlevelsen fra En dag – altid og Sommerminder? Dér kunne jeg i langt højere grad mærke personerne. Deres følelser, dilemmaer og indbyrdes relationer.
Det havde gjort godt med mere af det i Jeg er din tavshed.
Lafebres streg og sans for stemningsfulde billeder er som tidligere nævnt stadig en udsøgt fornøjelse. Virkelig en fryd for øjet – og hvad der i mine øjne lige akkurat hiver albummet op på karakteren – men jeg synes desværre stregen havde fortjent en bedre og mere interessant historie, end hvad der er tilfældet her.
