Inge
Pletvis grafisk uskøn, men velfortalt og rørende svendestykke perfekt til højtlæsning.
Første indtryk er, at det er en sær størrelse – rent fysisk en særling: værket hører teknisk set hjemme under benævnelsen ”tegneserie-albums.” Men vi mennesker er jo semiotikere, vi aflæser verden ved hjælp af tegn. Så til at begynde med, vil de fleste ikke se denne bog som et tegneserie-album, for det ligner den ikke.
Den er kvadratisk, omkring 20 x 20 cm. Et usædvanligt format. Forsiden ligner heller ikke noget, man straks vil aflæse som en album-forside. Det er svært at sige, hvad den egentlig ligner. Min nærmeste association er plakater lavet fra linoleumstryk af Dea Trier Mørch og lignende grafiske håndværkere i sidste halvdel af 1970’erne. Den periode, hvor kunsthåndværk, som ville følge tidens mode, var deprimeret og hårdt politisk, typisk med en kerne af “Det er synd for _____” (børn, udlændinge, kvinder, ufaglærte o.a.).
Forsiden på tegneserien Inge bringer således mindelser om dén altmodisch-utrøstelige stemning. Designet er monokromt: neonlyserød håndtegning på matgrå baggrund. Stregen er bevidst naiv og udført således, at det ikke er nemt at finde ud af, hvad tegningen gerne vil kommunikere. Forsiden har ikke noget naturligt grafisk centerpunkt, hvor betragterens blik finder hvile. Man genkender en fugl, et træ, en blomst. Der er også et andet levende væsen; dets ansigt ligner mest en tudse eller frø, mens resten af kroppen ikke er tydeligt identificerbar. Det ligner mest en ubehjælpsomt tegnet hund. Overordnet er der ingen samlet kommunikation – så kommunikationen bliver ”kaos” i en eller anden grad.
Lang intro
Når jeg begynder at bladre i hæftet, eller bogen er nok mere rigtigt at sige, så bliver tingene mere forståelige. På side 5 er der en helsidestegning, som er meget nemmere at afkode. Et humanoidt væsen, godt nok med en tryne som hos en gris, men ellers er det tydeligt et menneske. Det holder i sin favn et andet menneskelignende væsen, et lillebitte væsen. Der er også en taleboble: ”Ok, jeg er klar.”
Så er tingene straks mere rolige. Den nemt aflæselige tegning af de to menneskevæsener samt taleboblen fortæller tilsammen, at nu har vi fast grund under øjnene, dette er en tegneserie. Desuden er der lidt flere farver her, den lyserøde dominerer stadig, men har godt modspil fra nogle tydeligt mørkere omridsstreger og noget reelt mørk baggrund.
Så følger ni sider, som nok skal tjene til at sætte stemningen. Som en instrumental intro før første vers i en sang. Ingen mennesker, ingen bevægelse, ingen handling. Blot landskabsskildringer, der ser ud til at være tableauer fremstillet i marken; træer, blomster, blade, svampe tegnet tilstræbt naturalistisk.
Det virker lidt sært, at man vælger at tage den slags med, nu troede læseren lige, at der var gang i en tegneserie. Men det kommer der så om lidt. På side femten er endelig bogens titelblad, Inge. Og nu begynder så noget handling: side seksten og sytten er endnu et tableau med træer osv., men nu tillige med levende væsner – en anspændt situation. På den ene side står en lille gruppe af nogle små nisser samt det underlige væsen med tudsefjæs fra forsiden – på den anden side en enlig nisse, som nok skal forestille at være meget større end de små nisser. Det er ikke helt til at sige, læseren har endnu ikke noget at sammenligne med, så det er vanskeligt at bestemme størrelsesforhold.
Vi er nu tydeligt i en magisk verden. De to modstandere er øjensynligt meget vrede på hinanden, ultranærbillede på begge to. Begge viser tænder og ser ud til at være lige ved at fare i flæsket på hinanden. Næste opslag er ét stort lydord ”BANG” på venstre side – på højre side en tegning af en pistol, der lige er blevet affyret. Derpå følger så en tegning, som viser to ting: dels at væsnet formodentlig skal forestille en enhjørning, man kan nu identificere dens horn, dels at skuddet sårede dens øre. Der drypper blod fra såret, bloddråben falder mod jorden og rammer en tulipanlignende blomst. Blomsten forvitrer straks, synker ned i underlaget og forsvinder. Op kommer en menneskeliggjort udgave af blomsten – den har nu ansigt, arme og ben. Den begiver sig afsted og spadserer tilsyneladende ud af billedfeltet mod højre.
Når man blader om på næste side, går det snart op for én, at NU går bogens handling regulært i gang. Efter en kapitel/titelside begynder nu bogens brødtekst, kan man kalde det.
Nu er siderne inddelt i billeder adskilt af billedrammer, som vi kender det fra andre tegneserier. At dette er den egentlige histories begyndelse, angives også ved, at nu har siderne nummer på. Således begynder bogens normale og forståelige handling her med side 28.
Pyh ha, det var en lang introduktion.
For det tilfældes skyld, at forlaget læser med her, så siger jeg med det samme, at jeg som læser opfatter det som en redaktionel fejl. Den bedre løsning havde været at lade bogen begynde hér. De første 27 sider fremstår som rod, kaos, ligegyldighed overfor læseren, mangel på erfaring udi at skrue et produkt sammen. Og det ER jo et produkt. Det skal jo kunne præsenteres og sælges.
Jeg er helt med på, at der kommer en slags pointe med det, til sidst i bogen. Hvor der lægges op til, at ”det hele kan tolkes som en ∞ fabel om Eksistensens Cirkulære Uendelighed” – hvilket er helt legitimt. Men det er dårligt købmandskab, at man undlader at tage højde for det medie, man kommunikerer i. Og det marked, på hvilket produktet skal begå sig. Hvis jeg for eksempel står i en situation, hvor jeg har en lille smule travlt med at finde kvalificeret underholdning på biblioteket, og så samler denne bog op for at se, hvad det er, så er der dårlige odds for, at jeg havde klaret mig igennem de første 27 sider med usammenhængende kaos.
Og det er alvorlig talt en skam. For det viser sig for den tålmodige læser, at der fra s. 28 og frem befinder sig et charmerende og indtagende eventyr. Tænk Disneyfilm i stil med Dumbo, dén boldgade.
En rigtig god tegneseriefortælling – men hvis man gerne vil læse en tegneserie, så er man nok ikke interesseret i at arbejde sig igennem alt det unødvendige intro-kunsthåndværk, før bogens handling faktisk går i gang. Som forlag må man naturligvis gerne synes noget andet, men man tager altså fejl. Okay, så er det sagt.
Nu er fortællingen begyndt, endelig. Og det er tilsyneladende ligeud ad landevejen. På første side introduceres hovedpersonen Inge og bifiguren Gokke. Gokke dominerer og manipulerer emotionelt Inge, som ikke har lært at forsvare sig mod den slags. Tydeligt og klart formidlet i almindeligt tegneseriesprog. Økonomisk og effektivt. Alle vil straks genkende mønstret fra sine egne kammeratskaber, både børn og voksne kan være med.
Ujævn
Albummet er ikke hvad jeg vil kalde kønt tegnet, dertil slår stregen for mange skæve udsving bogen igennem. Så kvaliteten ”ujævn” er en gennemgående stemningsnote. Men der er alligevel kun få ruder, hvor jeg ikke kan afkode, hvad der forsøges kommunikeret. Og i disse enkelte tilfælde læser jeg videre, og lidt senere på siden fatter jeg typisk nu godt, hvad det uafkodelige billede skulle forestille.
Så det hæmmer ikke fortælle-rytmen i væsentlig grad. Stregen er som hovedregel nem at aflæse.
Broderparten af fortællingen er trykt i sort/hvid med den neon-lyserøde påført forskellige steder – nogle gange med forvirring til følge, for eksempel hvor en persons hat er lyserød i den ene rude, og i den næste rude er hatten bare hvid. Det virker sjusket og medfører stedvis en lidt træls stemning. Men for det meste er det okay. Selvom den neon-lyserøde farve aldrig er venlig mod øjnene.
Nogle gange afbrydes den almindelige fortælling af tableauer med flere farver, f.eks. da der vises en skovbrand. Det er uventet flot, særlig fordi det skaber kontrast til hovedhandlingen, som ser helt anderledes ud i stregen.
På plussiden er også, at selve papirets grundfarve ikke er skrighvid, snarere en mere afdæmpet gullig-hvid. Ligesom de sorte streger, som tegningerne består af, ikke egentlig er sorte, snarere grønlig-mørke. En sådan disponering kunne godt have været gået galt, men det fungerer rigtig godt her.
Stritter
Samlet set må jeg sige at værket stritter i flere forskellige retninger. Dels den trælst lange indledning, dels den ikke særligt rare neon-lyserøde, der ikke er påført konsekvent. Nogle steder hjælper farven fortællingen, andre steder hæmmer den fortællingen – ved at gøre det grafiske udtryk unødvendig rodet.
Det gode er, at når man som læser ignorerer irritamenterne, så er selve kernefortællingen god. En opbyggelig historie om at man ikke skal forblive i emotionelt og etisk usunde bekendtskaber. Og at forandring er en fast bestanddel i tilværelsen. At der ikke er noget galt med, at man skal afgå ved døden. Sådan er livet.
Det er fortalt nøgternt og usentimentalt, vældig sympatisk.
Dygtig dialog
Signe Dagmar Herlevsen er meget dygtig til at skrive dialog. Manuskriptet fremviser en tegneseriehåndværker, som har fuldt greb om hvordan man forvalter spændingen mellem ord og tegning. Tekst og billede fremstår hele vejen igennem som en fint afvejet balance. Her er ikke brug for klammer med yderligere forklaring, ingen overflødig tekst.
Hvilken aldersgruppe er værket godt til?
Hmm, lidt vanskeligt at svare på. Børn, klart. Men faktisk nok bedst til børn, som får den læst højt af en voksen. Figurgalleriet består af antropomorfe fabelvæsener. Men okay, det kan voksne jo også godt læse, uden at der er børn til stede.
Måske kommer min tøven sig mest af, at den gennemgående grafiske stil svinger en hel del i kvalitet. For at sige det på en anden måde, der er ikke lagt vægt på, at tegningerne skal holde et ensartet niveau. Men fortællerens evne til at kommunikere i tegneseriemediet er dog gennemgående stærk.
Ægte håndtekstet
Bogen er håndtekstet. Altså ægte håndtekstet. Og det på ret højt niveau, letlæseligt hele vejen i gennem. Det er jo efterhånden noget vi kun meget sjældent ser i danske udgivelser. Så det er en fornøjelse. Herligt, at der er nogen, der viser, at det sagtens kan gøres, og gøres godt. Boblerne og deres bogstaver indgår i en fuldstændig symbiose med resten af sidernes grafiske udtryk. Distancen mellem de to elementer, som vi kender fra omtrent alle andre nutidige danske tegneserieudgivelser, er her helt fraværende. Lækkert for øjnene.
Der er også læst korrektur: jeg bemærker kun to tekstfejl, den ene dog i kolofonen, så dén så jeg, før jeg overhovedet havde læst tegneserien. Kun to korrekturfejl i en tegneserie på 130 sider, det er højt over det typiske niveau på dagens danske tegneseriemarked.
Og så har forlaget for resten indlagt et nydeligt bogmærke, også dét er usædvanligt og velkomment.
Så det hele stritter altså lidt. Historien er tilstrækkelig stærk og nem at læse. Selvom det er lidt en pose ujævnt blandede bolcher. Jeg må indrømme, at jeg i løbet af læsningen har vanskeligt ved at abstrahere fra, at den figur, der skal forestille en hest med horn, er meget grimt tegnet. Dens mule ligner hele tiden mere en grisetryne, en ueffent tegnet grisetryne.
Selve fortællingen, hovedpersonens udviklingsfortælling, er helt vidunderlig, og jeg har spontant lyst til at dele den med familiens mindste. Den gode stol, op på skødet, så skal der læses højt.
Det bliver en hjertelig anbefaling fra mig.
Trods alt.
