Flaskebarn
Katrine Quorning fortæller med stort socialt engagement om at vokse op i en familie præget af alkoholmisbrug.
”Tredje gang mor forsøgte at begå selvmord var en fredag aften i november 2018.”
Sådan indledes Flaskebarn – minder fra en rødvinsplettet opvækst, af Katrine Quorning (f.1987), og så er tonen slået an.
Vi befinder os i et dansk arbejderklassehjem bestående af mor, far og tre børn, hvoraf Quorning er det mellemste barn i søskendeflokken.
Moren har et voldsomt alkoholmisbrug, og det er fortællingens tema og røde tråd.
Titlens ”flaskebarn” er altså ikke et flaskebarn i ordets traditionelle betydning (et spædbarn der får flaske) men derimod et barn, der er vokset op i skyggen af alkoholmisbrug.
Og moderens alkoholisme præger i den grad Quornings liv fra det øjeblik, hun ankommer til verden til et senere, udefineret punkt i livet, hvor hun med egne ord ”går i opløsning,” og får, hvad man må formode, er en form for sammenbrud eller livskrise.
Hvordan Quorning får samlet stumperne af sig selv igen, får vi ikke svar på, men da hun dog har været i stand til at fortælle sin historie, må vi antage at hun – heldigvis da – er kommet oven på igen.
Visuelt uinteressant
Teksten i Flaskebarn veksler mellem personlige anekdoter fra Quornings barndom og opvækst blandet med fakta og statistikker om alkoholmisbrug, og afsluttes med en række overvejelser om, hvad samfundet kan gøre for børn af misbrugsfamilier.
Ud over at komme med en noget ubegrundet og flagrende påstand om, at ”samfundet har en del af skylden” og lege med et par fjollede ideer som videoovervågning af børnefamilier og alkometer-test til forældremøder, kommer Quorning ikke i dybden med denne del af projektet.
Faktisk føles bogens sidste 10-20 sider temmelig useriøse og forhastede.
Det er derimod i de små, personlige anekdoter, at Quorning gør sig bedst, som for eksempel på side 19 hvor hun fortæller om at måle indholdet i spiritusflaskerne for at kunne vide, hvornår hun skal holde sig på sit værelse. Her bliver barnets oplevelse konkret og nærværende for læseren, og det har potentiale.
Flaskebarn består typisk ikke af mere end en enkelt tegning per side, ledsaget af tekst, og nogen egentlig sekventiel fortælling er vi aldrig ude i.
Tegnestilen er naiv med en ensartet streg og minimalt brug af sort, skraveringer eller andre virkemidler, der kunne skabe dybde eller kontrast i billederne. Flaskebarn er kort sagt i dén grad et projekt af den type der bæres næsten udelukkende af forfatterens brændende behov for at fortælle sin historie og ikke af evnerne til at tegne eller lysten til at lege med sproget!
Fred med det, man kan sagtens gøre meget med lidt – se bare Liv Strømquist eller Maren Uthaug. Men her er det endelige resultat desværre visuelt dybt uinteressant. Den nedbarberede stil virker simpelthen ikke som et bevidst valg men snarere som et resultat af meget begrænsede tegneevner.
Pauvert men prisværdigt
Flaskebarn er et prisværdigt og sympatisk projekt, men som tegneserie betragtet er den desværre en pauver omgang.
Udover de tegne- og fortællemæssige mangler skæmmes læseoplevelsen helt lavpraktisk af flere opslag, hvor dele af teksten er hakket op nogle helt ulogiske steder og anbragt så langt fra hinanden, at man bliver i tvivl om, hvilken rækkefølge der skal læses i.
Det er så basal en fejl, at man undrer sig over, hvor redaktøren eller bare en behjertet betalæser har været i processen.
At Quorning har fat i et vigtigt emne er der dog ingen tvivl om; det kan man forvisse sig om ved at tage et kig på hendes Instagram-profil, som i skrivende stund har 3390 følgere.
Hendes posts får massevis af kommentarer fra mennesker der er, eller har været, i samme situation, og man kan sige, at hvis det på den måde lykkes at bryde nogle tabuer omkring alkoholisme, så er det vel i sidste ende det vigtigste.