Sukkwan Island
Sukkwan Island er en ubehagelig historie, og man ved fra starten, den næppe kommer til at ende godt. Alligevel bliver man taget med bukserne nede, da vendepunktet indtræffer, og tingene for alvor eksploderer.
Ugo Bienvenu har baseret tegneserien på en roman af David Vann, ligesom der er en spillefilm på vej ud fra samme forlæg. Nogle historier er åbenbart for gode til at lade ligge. I dette tilfælde kampen imellem menneske og natur og mennesker indbyrdes.
Faren Jim tager sin unge teenagesøn Roy med til øen Sukkwan Island i Alaska. Her skal de leve isoleret fra omverdenen og opbygge det far-søn forhold, som de endnu ikke har udviklet, da Roy er vokset op sammen med moren efter forældrenes skilsmisse. Målet er at vise sine kvaliteter som en god og nærværende far. Midlet er en hytte midt i ødemarken, hvor de skal klare sig et helt år uden kontakt med andre mennesker. I kulissen lurer moren, som faren har et indebrændt had til, men som man kun fysisk ser på den allerførste side. På øen er det derfor helt op til far, søn og den barske natur at få tingene til at gå op. Således er der dækket op til et klassisk mennesket mod naturen tema, men også et tema om relationsdannelse mellem forælder og barn på bagkant af mange års fravær.
Som læser er det med et støt stigende ubehag, man ser tingene udvikle sig. Det hele har været bedre forberedt på papiret end i virkeligheden. De mangler det rigtige værktøj, når der skal bygges et brændeskur. Radioen, den eneste mulige kontakt med omverdenen, driller. Så hjælper det ikke meget, at faren prøver at berolige Roy: ”din far har tænkt på alt”. Måske, men han har i hvert fald ikke gjort mere end at tænke i så fald. Og med 100 km til den nærmeste nabo, er der ikke megen hjælp at hente.
Det går også sløjt med det indbyrdes forhold, da far og søn kun taler kortfattet sammen om praktiske eller ligegyldige ting. Det store forbrødrende nærvær lader vente på sig. Efter lang tids tavshed under en jagt bryder Jim tavsheden for at lodde Roys sindstilstand: ”Hvad tænker du om alt det her? At være herude sammen med din far…”. Svaret kommer prompte med et ”Nåh. Ja, det er fint”. Så meget for den store far-søn snak. Det er på et tidligt tidspunkt, hvor der dog allerede har vist sig mislyde i deres indbyrdes forhold.
Stille og roligt går de hinanden på nerverne, godt hjulpet på vej af de ubarmhjertige omgivelser samt det faktum, at faren taler højt med sig selv om utroskab og sex uden at tænke på, om Roy har lyst til at høre om det. Jim er meget lidt pædagogisk, det hele er tydeligvis mere hans personlige projekt om at finde meningen med sit liv, og måske ideelt set vende tilbage til det gamle sammen med Roys mor.
Fra starten er den mørke og gnidrede natur i Ugo Bienvenus streg med til at skærpe den knugende stemning. Der er ikke meget glansbillede over Alaskas natur hos Bienvenu. Den er trøstesløs, våd og beskidt, akkurat som historien. Til tider bliver billedsiden lidt monoton, hvilket der naturligvis kan ligge en pointe i. I betragtning af, at det hele foregår i en spektakulær natur, vælger han stramt at have Jim og Roy i fokus med utallige billeder i halvtotal og nær af de to.
Det er umuligt at sige noget om den sidste tredjedel af Sukkwan Island uden at røbe for meget. Som nævnt ved man, det ikke kommer til at ende harmonisk. Desto mere imponerende er det, at historien tager fusen på én undervejs og trækker i en vild retning, man trods alt ikke havde troet mulig. Det er en historie, der nok fanger læseren ind, men som man i bund og grund ikke har lyst til at læse, da den er meget lidt opbyggelig. Det er som at se et trafikuheld i slowmotion, hvor man allermest har lyst til at sætte farten op i modkørende vognbane og skynde sig videre. Hjem til børnene og være lidt nærværende sammen med dem, mens man kan.
