Anmeldelse
Tredje ombæring af Tatiana Goldbergs serie om Kijara er som en let servering mellem to større retter. Den skærper appetitten og giver lyst til mere, men er ikke i sig selv helt tilfredsstillende.
Kijara 3 – Naids hemmelighed er tredje ud af syv planlagte album i serien. Kijara har i løbet af de to første forladt den kriminelle organisation Klanen og er nu en del af Purge, en enhed under det europæiske politi med speciale i illegale GMI’er (genetisk modificerede individer). Da Kijara selv er genmodificeret og har en kriminel fortid, har hun lidt en fod i begge lejre og skal forsøge at blive accepteret som fuldgyldigt medlem af Purge, hvilket er den halve historie i Naids hemmelighed.
Den anden halvdel er centreret om kollegaen Naid, som Kijara og hendes kollega Darwin opdager dels har nogle særlige telepatiske evner og dels viser sig at have op til flere dobbeltgængere gående rundt i byen.
Kijaras udvikling rykker ikke ret meget videre her i tredje ombæring og Naids hemmelighed, som der først lukkes op for halvvejs igennem historien, er knap og nap nok til at holde læseren fast. Kijara er som udgangspunkt vranten og uvillig til at indordne sig og har samtidig svært ved at identificere sig med sin nye rolle på den rigtige side af loven. Så dels skal hendes kolleger acceptere hende, men derudover skal hun også selv acceptere sin nye rolle. Hendes indre er med andre ord lige så rodet, som den lejlighed hun bor i. Omvendt liver hun gevaldigt op, når der en fest og mandeselskab i farvandet, til stor fortrydelse for hendes overordnede, Darwin. En del af tiden går med mundhuggeri om stort og småt mellem Kijara og Darwin. Ikke synderligt ophidsende og en klassisk konfrontation kendt fra utallige andre sammenhænge.
Som nævnt sker der et skift midtvejs, ikke så meget i tempo, mere i form at et nyt og markant anderledes handlingsspor, da Naid begynder at overtage scenen. Det lykkes ikke helt overbevisende at koble de to spor sammen og Naids hemmelighed slutter mere med en langstrakt flad spændingskurve end et decideret højdepunkt, ligesom actionsekvenserne generelt er på et minimum. På den konto ender det lidt mere som et mellemspil i serien end som et uomgængeligt højdepunkt.
Overordnet set ligner Union City og miljøet i Kijara nutiden. Det er samme type bygninger, biler, våben osv. Det må karakteriseres som en ikke for fjern fremtid, hvor den teknologiske udvikling med genetisk modifikation af mennesker dog er stukket af. Tatiana Goldberg har undertiden nogle solide færdigheder, når det kommer til layout og sideopbygning. Men det tegnetekniske niveau er svingende og særligt de sider, hvor tempoet i handlingen sættes ned og man følger en dialog (som ovenstående eksempel), bliver let ensformige og stive i udtrykket. Stemningsskabende og miljøbeskrivende billeder (som nedenstående) er der væsentligt mere liv i, måske også fordi de delvist bygges på fotoreferencer, som hun selv fortæller om i den afsluttende 13 sider lange og kommenterede ”skitsebog”.
Undervejs flettes der lidt samfundskritik ind af vores levemåde på jorden for nuværende, som sci-fi jo typisk spejler. Også her har man nok en fornemmelse af, at der må blive lukket mere op for dén hane på et tidspunkt, måske mest oplagt i forbindelse med genmodifikationen. Samlet er Kijara 3 – Naids hemmelighed en mellemret, der nok holder appetitten kørende, men ikke mætter nok i sig selv.
