De tager sig god tid, Patrick Cothias og André Juillard. Først otte år om de første syv album. Så en pause på fire år. Derefter syv år om de næste fire album. Så en pause på tolv år. Men nu er de tilbage med tredje ombæring af “Spurvehøgen”.
Retfærdigvis skal det siges, at makkerparret hver gang har lukket historien tilfredsstillende, så det Faraos Cigarer nu døber tredje cyklus i serien, ikke nødvendigvis har været ventet med åndeløs spænding, da det ikke var sikkert, der ville komme mere i serien.
Men så længe kvaliteten holder, så er det til at leve med. Og den holder! “Spurvehøgen” er en bundsolid fransk tegneserievare fra øverste hylde. Historie og tegninger lever op til de høje forventninger, man med rette kan have. Juillard, som de seneste år primært har koncentreret sig om at løfte arven i Blake og Mortimer-serien, er garant for et konstant højt niveau på billedsiden. Hans persontegning er nok lidt en smagssag, hvor nogle vil finde den lidt stiv og kantet, men han har gjort sit hjemmearbejde, inden han begiver sig ud i skildringen af miljøet i 1600-tallets Frankrig. På mange måde minder Juillards stil om Jacques Martins, som han da også arbejdede sammen med i 1980’erne. Hvis man er til denne gren af den Fransk/Belgiske skole, så er det en nydelse at lade øjnene glide hen over siderne. Derudover har han en rolig, nøgtern måde at skildre den til tider ret voldsomme handling i serien, så volden aldrig fremhæves unødigt, men bliver det, den er – hurtig, afstumpet og måske endda en tand mere virkningsfuld, netop fordi han ikke udpensler den.
Med elleve bind i bagagen står døren naturligvis ikke på vid gab for læsere, der ikke kender noget til forhistorien. Men med en kort tekstintroduktion og en forfatter, der ved, at hvert bind i en serie skal kunne stå på egne ben, vil enhver kunne nyde albummet på dets egne præmisser. Når det er sagt, så er “Spurvehøgen” en stinkende spændende slægtshistorie og skæbnefortælling, hvor personer krydser hinandens spor igen og igen. Derfor vil der være henvisninger, som man ikke fuldt ud vil kunne følge med i. Det er ikke sværd og sandal, men derimod kutte og kårde-genren, og “Spurvehøgen” er allerede en stærk etableret serie i den historiske genre.
Hovedpersonen Ariane, som var en ung pige i første bind i serien, er nu voksen og vendt hjem til Frankrig efter en afstikker i album 8-11 (der på dansk blev udgivet unummereret i serien af Carlsen Comics). Ariane kommer hurtigt på sporet af den datter, som hun troede død kort efter fødslen, og plottet bliver således en jagt efter den femtenårige pige, men Ariane jages i lige så høj grad af et tidligere bekendtskab, der kræver hævn over, at hun har bidt hans næse af, ligeledes for femten år siden.
Så meget om handlingen i bind tolv. Men i bund og grund er Spurvehøgen et blik ind i en periode, hvor vellystne mænd sidder på magten i Frankrig, og Ariane som en undtagelsesskæbne gør oprør mod dette forhold ved netop at opføre sig som en mand. Hun er en handlingens kvinde, der kan bide skeer med mændene, når det kommer til en duel på kårde, men samtidig jævnligt må betale prisen, når de selvsamme mænd forsøger at sætte hende på plads i hierarkiet. Det er dog også en tid, hvor loven ofte håndhæves efter gammeltestamentelige regler, og det ikke er en omgang varm luft, når der trues med, at man får revet nosserne af!
Karakter: 4/5
Titel: Spurvehøgen 12: Femten år efter.
Forfatter/tegner: André Juillard og Patrick Cothias
Forlag: Faraos Cigarer
Form: 56 sider, hardcover, farver.
Pris: 198 kr.
ISBN: 9788793274211
