Sød og blød
Zakiya Ajmi og Kathrina Skarðsás blander novelle og tegneserie i Sød og blød uden at overbevise om, at det skulle være nogen særlig god ide. Så godt nok er hovedpersonen usædvanligt talentfuld til at lave bland selv slikposer, men derfor behøver alt blandet jo ikke være godt.
Sød og blød handler om 15-årige Noura, der hjælper til i sin bror Alis butik, Express-slik. Her kan hun udfolde sit helt særlige talent for at spotte, hvad folk kan lide af slik og blande den perfekte pose til dem.
Problemet er bare, at der ikke rigtig kommer nogle kunder. Dét er jo problematisk nok, men værre bliver det alligevel, da Fødevarestyrelsen tropper frem på kontrolbesøg med den strikse Petra og den lidt mere eftergivende Martin. Derfor må Noura redde Express-slik fra et utal af anmærkninger og en truende lukning ved at blande den perfekte pose slik. En pose, der altså åbenbart vil være så god, at den kan redde dem fra den bloddryppende kontrolrapport, der langsomt, men sikkert, bliver nedfældet.
Plotmæssigt er vi altså ude på tynd is i forhold til virkeligheden, og dén del af den grafiske roman er ikke den mest overbevisende. Så er der mere kød på sidehistorien, hvor Noura på sin telefon skriver med Jack, der ”er min kæreste. Eller det var han i hvert fald. Det er lidt kompliceret”, som hun selv fortæller.
Her kommer man som læser i mere smult vande i forhold til den angivne målgruppe på 13+. Men omvendt rystes det hele godt og grundigt, da det viser sig, at Noura på et tidspunkt har blandet en pose, hvor e-numrene satte gang i en kemisk reaktion, så slikket muterede og blev levende. Derfor lyder der undervejs voldsomme lyde ude fra baglokalet, og måske er der en grund til de manglende kunder, da det er svært at lokke folk til en butik, man kun besøger en gang i live(t).
Forfatter Zakiya Ajmi og tegner Kathrina Skarðsá leverer en gakket historie, der med en kombination af sider med ren tekst og sider med tegneserie af forlaget klassificeres som en graphic novel.
Lad definitionen hvile i fred her, men overordnet set er det vanskeligt helt klart at se formålet med at blande tegneserie og en længere novelle rent fortællermæssigt. Der skiftes løbende mellem en enkelt eller et par siders tekst og tilsvarende én eller flere sider med tegneserie. Er det for at lokke den dovne læser til? Er det for at få det til at fylde flere sider? Eller er der en dybere pointe? Svaret blæser i vinden, men der lader ikke til at være en særlig tanke bag, hvornår der skiftes, eller hvad der fortælles som henholdsvis ren tekst og som tegneserie. Der brydes fx i en dialog, så det skifter direkte fra tekst til tegneserie eller omvendt. Det generer ikke læsningen, der fungerer ret flydende. Omvendt udvider det ikke rigtig de muligheder, der kunne være, så det bliver ”bare” ved en række skift fra novelle til tegneserie.
Færøsk-danske Kathrina Skarðsás tegninger passer derudover ret godt til fortællingen. Med sin overdrevne og lettere forvredne realisme får man her et hint om, at alt måske ikke skal tages helt seriøst. Særligt hendes talebobler er bemærkelsesværdige. Hvor disse normalt placeres, så de forstyrrer billederne mindst muligt, træder de her i forgrunden på mange sider. En enkelt sætning deles måske ud over mange talebobler på samme billede, eller stregen fra taleboblen mod den talende person snor sig organisk rundt i billedet, før den lander ved den pågældende.
Hendes tegninger er markante, men hun er ikke en øjenpleaser, tværtimod må det gerne være en smule grimt og karikeret. Det støtter på mange måder en historie, der ikke er realistisk og undertiden skurer i læserens ører, hvor tegningerne gør det i øjnene.
Personligt finder jeg, at Sød og blød har for lidt på hjerte og i for høj grad baserer sig på et plot, der ikke for alvor involverer. Jeg tror heller ikke, man skal bevæge sig ret langt opad i den angivne målgruppe på 13+ før det ikke længere fænger. Derimod kunne man nok godt udvide den lidt nedad i stedet. Samtidig får den ikke overbevist om, at blandingen af tekstsider og tegneseriesider har nogen pointe andet end at tage lidt fra begge verdener for måske at ramme bredere, end de gør hver for sig. Men som altid er faren ved at ville sætte sig mellem to stole, at man ryger på gulvet i stedet. Det gør man ikke helt i Sød og blød, men behageligt sidder man heller ikke.
Del på
