Du vil ha' mig
Kvinderne er de bedste og værste mænd i svenske Nina Hemmingssons feministiske striber, nyligt samlet i Du vil ha’ mig.
Min herboende sydamerikanske veninde plejer tørt at konstatere, når hendes single underbo klager over, at hendes børn hopper ovenpå hendes hoved, at hvis hun bare fik noget you know what, ville hun være mere tolerant. Det er sådan set det kortfattede mantra, der ligger bag svenske Nina Hemmingssons triste rapport fra det heteronormative helvede som singlemor med depressive tendenser.
På forsiden ser vi Hemmingssons kvindelige arketype i vanlig charmerende stil med vrængende mund, tomme øjne uden indhold og ubarberede ben, og hen over hende ser vi titlen: Du vil ha’ mig, som selvfølgelig er meget krænkende og postulerende på så utroligt mange planer. Det er subjektet, som hopper direkte over i den anden, fordi dets egne grænser er så porøse, at det er svært at kende forskel på sig selv og den anden. Et ønske bliver til en projektion, som bliver til et postulat, påduttet en anden end én selv.
Hemmingssons streg er meget grov og hypernaivistisk, hendes ansigter minder om masker med store flader og hule øjne. Det ligner reelt, at et barn har begået dem. Visse steder bliver det så uhyggeligt, at det næsten ligner Francis Bacon og også får mig til at tænke på l’art brut. Stregens grovhed skal selvfølgelig understøtte det ligeledes grove indhold og på den måde passer form og indhold godt sammen. Visse steder er det svært ikke at sprutte af grin, som fx på side 25: ’Tre eksempler på socialt uacceptable svar på spørgsmålet: ”Kan du lide at danse?”’. Det kan ikke refereres, se/læs dem selv, det er det hele værd!
Samlingen indeholder en blandet landhandel af noget, der nærmest ligner plakater med tekst, som kan stå alene, og så deciderede striber af varierende længde. Nogle personer er gengangere, som fx mormoderen og hendes lesbiske veninde Birgit. Fælles for indholdet er en helt utrolig portion bitterhed, der får mig til at tænke på titlen på den ligeledes svenske roman Bitterfissen, som kom i 2008.
Der er ikke nogen opdeling af striberne, dog starter de tematisk omkring yngre mennesker, for gradvis at fokusere på mormoderen og hendes generation. Den samme monotone klagesang gør sig dog gældende på tværs af generationerne. Mange af de første striber omhandler den heteronormative matrix’ spændetrøje eller hvad vi kan kalde romantic dreaming, drømmen om den eneste ene, som i den grad dømmes ude som ikke bare urealistisk, men også ikke gangbar og direkte latterlig. Scenerne fra hverdagslivet er ofte såkaldte dating-scenarier og Hemmingsson påpeger det hykleriske i håbet om den eneste ene, som i Skandinavien næsten altid ender i seriel monogami. Hemmingssons kvinder er seksuelt aggressive på en helt uhyrligt ucharmerende måde, som et spejl på sexisme og mandschauvinisme. Vi ser her kvinder agere som kun de værste mænd uden hæmninger, hvilket jo er en pointe i sig selv. Hemmingssons protagonister får tit at vide af deres mandlige counterparts at de er så små, skrøbelige og feminine, og de er ved at brække sig over at høre det! Og modbeviser straks udsagnet ved at komme med en så tåkrummende bemærkning, at man som læser er ved at dø på stedet.
Det er altså et bevidst greb fra Hemmingssons side, at kvinderne er blevet til indbegrebet af det mest fornedrende af det traditionelt maskuline. Med et begreb fra pseudo-guruen David Deida kan vi kalde dem masculine shielded, hvilket betyder, at de har et maskulint skjold omkring sig, der beskytter dem, men som samtidig kun er der, fordi de ikke er blevet ordentligt mødt af det ægte maskuline. For mødes det cirkulære feminine med det retningssættende maskuline, kan hun potentielt udfolde sig uendeligt. Bag det ligger en længsel efter at kunne krænge det af sig og være i det feminine og at kunne give sig hen. Hemmingsson siger/tegner det nok bedst med sin epigraf, som forestiller en tændstikkvinde, der ligger nøgen og uhyggelig og skriger ’Please’. Og dermed viser, at min sydamerikanske veninde har ret.
Det er sort og pletvist hylemorsomt at læse Hemmingsson, men i længden bliver det for trivielt og pessimistisk, blikket på verden er for dystopisk. Så sorte er relationer mellem mennesker heldigvis ikke! I min bog kan det sagtens lade sig gøre at lande et lignende budskab på en kærligere måde. Det gør f.eks. den amerikanske tegneserieskaber Adrian Tomine enormt dygtigt og solidarisk med sine figurer.
