Lawless Vol 1: Welcome to Badrock
Det britiske forlag 2000AD bringer en ny kvindelig helt på banen i det omfangsrige Judge Dredd-univers. Metta Lawson skyder sig igennem skurkene i “Lawless”, der er en vaskeægte science fiction-western med alt, hvad det indebærer af betryggende klicheer og dejlige genretræk.
Siden den brutale antihelt Judge Dredd og fremtidsbyen MegaCity One først så dagens lys for lidt over 40 år siden, har det i det store hele været lidt af en drengeklub. Forfatter Alan Grants serie om den synske dommer “Judge Anderson” har været noget nær eneste kvinde i science fiction-kurven (i hvert fald når man taler figurer med deres egne serier). Det retter forfatteren Dan Abnett (som man måske husker fra en masse Marvel-serier – blandt andet det run på “Guardians of the Galaxy”, der danner basis for filmene) og tegneren Phil Winslade lidt op på med den nye serie fra det omfangsrige univers, “Lawless”. Serien har kørt i antologibladet “Judge Dredd Megazine”, et søsterblad til “2000AD” med mere “voksne” historier.
Vi er langt fra MegaCity Ones skyskrabere og storbyhelvede midt i et atomkrigshærget USA. Stedet er en koloni på en fremmed planet, men der er på ingen måde tale om et paradis. I stedet møder vi en bulet og skramlet nybyggerby, der ikke ville virke fremmedartet i en gammel Clint Eastwood-film. Planeten har været i centrum for et større opgør imellem Jorden og en fæl race af rumvæsener (som skildret i Abnetts serie “Insurrection”, men den behøver man ikke læse for at kunne hoppe på “Lawless”-vognen), og nu pågår genopbygningsarbejdet. En kæmpekorporation har sat deres grådige hænder på det arbejde og ejer nærmest byen. Arbejdet med genopbygningen er lagt i hænderne på religiøse robotter (lad være med at spørge) og talende, intelligente aber (seriøst, lad være med at spørge) og underprivilegerede mennesker, og der er masser af spændinger i luften, da den nye sherif ankommer med toget. Hun hedder som sagt Metta Lawson, og selvom hun ligner en supermodel (det gør de jo i den slags serier – mere om det senere), så er hun hård som stål og skarp i tungen… og skyder gerne først.
Selve plottet i “Lawless” er set før i utallige westerns. Det rammer alle tangenterne i en meget gammel melodi. Viljestærk ny sheriff ankommer til voldsramt by plaget af korruption og i en rigmands jerngreb. Sheriffen allierer sig med et farverigt persongalleri og tager kampen op imod overmagten. I dette tilfælde er persongalleriet blandt andet udgjort af den trinde, klodsede og ret kært uambitiøse kvindelige dommer (endnu en!) Nerys Pettifer samt en kæmpestor talende gorilla, der er aldeles handy i en ildkamp. Den forrige sheriff sidder i en fængselscelle og advarer Lawson om, at der er noget farligt ude i ørkenen, der er skyld i alle byens ulykker, og Lawson selv har også sine hemmeligheder. Faktisk er det slet ikke sikkert, at hun er den, hun siger, hun er. Så der er lagt i brændefyret til en højpotent ramasjanghistorie i vanlig 2000AD-stil.
Blandingen af science fiction og western er ikke ny. Joss Whedon har været der i sin kult-tv-serie “Firefly”, og animefans kender nok “Cowboy Bebop”. Derudover har der været op til flere nærmest ens serier fra forlaget Image, der alle sammen ligner hinanden og flyder ind i den grå masse af science fiction-serier, der kommer og går fra det forlag indimellem guldkornene. Men “Lawless” føles frisk i Dredd-verse sammenhænge. Både den kvindelige hovedperson og det lidt mere skramlede og low-fi-agtige miljø er langt fra den futuristiske megabys gyder og gader. Og hvis det ikke er nok for den kræsne læser, så må man tage til takke med, at Dan Abnett er god til at strikke en letfordøjelig og medrivende genrehistorie fyldt med skarpe replikker, veldefinerede figurer og et tilpas højt tempo sammen. Det er kun for sjov, det her. Og det er sådan, det skal være sommetider.
Vi mennesker bliver ikke klogere eller bedre. Men der er en sær optimisme inde i kernen af “Lawless”.
Judge Dredd har altid været en dystopi fyldt med gråzoner og moralske dilemmaer – ofte uden helt klare svar. “Lawless” er da også fyldt med disse ting. Menneskets expansion mod stjernerne har blot resulteret i mere af det samme pis, der var i så rige mængder hjemme på den ødelagte jord, og grådigheden og lovløsheden er fulgt med. Lokalbefolkningen på koloniplaneten er undertrykt og drevet ud i alkoholisme, og det hele er meget genkendeligt. Vi mennesker bliver ikke klogere eller bedre. Men der er en sær optimisme inde i kernen af “Lawless”. Metta Lawson drives ikke af den samme nærmest tankeløse og ureflekterende maskine, der driver Judge Dredd hjemme på Jorden, men af en sær form for retfærdighedssans og tro på, at det gode sgudaforfanden godt kan lade sig gøre – selv i en grum og lovløs verden på kanten af Lars Tyndskids intergalaktiske ydermark. Abnett får på meget kort tid etableret et troværdigt venskab mellem figurerne, så de ender med at føles som et sammentømret hold, der er villige til at slås for hinanden. Der en varme i kernen af “Lawless”. Og det klæder den.
Tager man lige de moderne feminismebriller på, så kan argumentere for, at tegningerne kæler lidt for meget for Lawsons smækre krop. Hun poserer meget, og hun går ret ofte i bad. Hun er skrevet som en sej dame med en kompleks personlighed, men sommetider falder tegner Phil Winslade tilbage på gamle vaner fra superheltetegneserier. Til gengæld frikender han sig selv med designet af Pettifer. Her har vi at gøre med en lidt klumpedumpet kvinde, der i den grad får fyldt sin dommeruniform ud. Hun er ikke decideret tyk, men alligevel langt fra det undertøjsmodellook, vi kender fra både Judge Anderson og Metta Lawson. Det er ret befriende at se, hvad der ligner et rigtigt, levende menneske, i dommeruniformen, og det føles som et fremskridt. Abnett behandler hende heldigvis ikke som et morsomt sidekick, men giver hende noget at kæmpe med, og hun træder i den grad i karakter, da der er behov for det.
Og så består “Lawless” Bechdel-testen nærmest med det samme. Og den bliver ved med at bestå den. Hvis man holder øje med den slags.
Winslade er en virkelig god tegner. Serien er i sort-hvid, og hans tegninger er ikke rentegnet langt ind i helvede, hvilket giver serien et rustikt og lidt gammeldaws udtryk. I dag er man vant til kunstigt udseende digitale farvelægninger og grey-shading i tegneserier fra den amerikanske mainstream og således også fra britiske 2000AD. Således bliver Winslades detaljerede, klare streg en ren befrielse i den lidt ufærdige form, den præsenteres i her. Han hælder rigeligt med detaljer på i de mange miljøer og fylder dem med beboere og statister, så der altid er noget at kigge på. Man kunne tro, at man mistede overblikket med alle detaljerne, når man nu mangler farverne, men det er heldigvis ikke tilfældet. I det store hele har han også styr på actionscenerne, og der var kun få gange, hvor jeg lige måtte kigge en ekstra gang for at finde ud af, hvem der nu sparkede hvem eller fløj hvorhen båret af hvis jetpack. Eller noget i den dur. Der er noget lidt gammeldags over hans tegninger, og det er faktisk ment som et kompliment i denne sammenhæng. Det klæder serien at læne sig op ad de gamle dyder og sammen med manglen på farver, bringer det minder frem om de tidlige, vilde år med 2000AD.
Der er stadigvæk spræl i “2000AD” – selv efter 40 år. Der er ikke som sådan noget nyt under solen i “Lawless”, men den er fermt fortalt, fyldt med rappe replikker og lækre sort-hvide tegninger med et nostalgisk strejf. Metta Lawless og Nerys Pettifer er et frisk pust i det mandehørmende Dredd-univers, og de kan sagtens stille sig op på podiet sammen med Dredd, Anderson og de andre dommere.
