Robin får et arbejde og andre historier om Bruce og Robin
Superheltegenren får vendt vrangen ud i Johan F. Krarups veloplagte parodi Robin får et arbejde og andre historier om Bruce og Robin.
Glem alt om Batman og Robin – dette er Bruce og Robin. To sølle eksistenser i Danmark. Førtidspensionerede Bruce, der er iklædt fuldt batmankostume døgnet rundt. Naive Robin på socialhjælp der bærer maske til sit almindelige tøj. Ingen superkræfter. Ingen heltegerninger. Kun ualmindelig dumhed og et makkerpar, der ikke giver mening.
En kort personkarakteristik af Bruce falder ikke ud til hans fordel. Han er en fordomsfuld homofob og mandschauvinist. Han er udstyret med en evigt bedrevidende og barnlig ufejlbarlighed, på trods af han igen og igen tager fejl og mislykkes. Han er selvhævdende og egocentreret ud over alle grænser. Alt i alt ikke det ideelle cv til en jobsøgning eller Tinder-profil.
Han bor sammen med kuede Robin, der tager imod og af uvisse grunde fx finder sig i at børneopsparingen bruges på en tur til Bruxelles for at hjælpe Europol med at optrævle ”det belgiske pædofilinetværk”. Det hele er naturligvis Bruces fantasiforestilling, så det drukner i Bruces forargelse over Manneken Pis og manglen på ostefondue.
Det ville være tragisk, hvis ikke det samtidig var så morsomt. Krarup har som vanligt en rigtig god fornemmelse for dialog, der gør samtalerne imellem de to ”superhelte” til en fornøjelse. Som i tv-serien Klovn bunder meget af humoren i iscenesættelsen af det ufrivilligt komiske. På et tidspunkt demaskeres Bruce i et uheld på en rulletrappe, hvor hans kappe kommer i klemme, men sandheden er, at Krarup uafbrudt lader ham tabe ansigt overfor læseren. Hans eget selvbillede er måske nok, at han arbejder for Efterretningstjenesten. I virkeligheden arbejder han kun for sit eget forskruede ego. Enkelte gange skifter Krarups tegninger til en tyndere, mere detaljeret streg, men primært er det hans vanlige let glidende, personfokuserede og grovkornede streg, der præger albummet.
Hvis konceptet med Bruce og Robin lyder skørt, er det fordi, det er skørt. Har man læst Fiesta Magasinet vil man kende alt til Johan F. Krarups socialrealisme forklædt som superhelteparodi. De første syv historier i albummet har været trykt i Fiesta Magasinet i modsætning til den ottende Robin får et arbejde, der med sine mere end 100 sider fylder over halvdelen af udgivelsen. I titelhistorien bliver Robin medhjælper i Københavns Zoo, hvor han får en ny, mærkelig ven i form af dyrepasseren Ole. Lige så højt Ole elsker næsehornene, lige så meget afskyr han flamingoerne og særligt skildpadderne. Fokus er på Robin, der for en gangs skyld får brudt nogle vante mønstre både på hjemme- og arbejdsfronten. Slutningen er det hele værd – og så kommer der ellers ikke et ord mere om den.
I bund og grund er hver eneste side om Bruce og Robin tåkrummende læsning. Man sidder hele tiden med tanken om, hvorfor Bruce bliver ved med at tro på sin fantasi om, at han udfører vigtigt samfundsarbejde. Ligeledes er det ubegribeligt, at Robin ikke gør oprør, men finder sig i at være en logrende skødehund uden tilsyneladende selv at få noget ud af forholdet. Med serien om Bruce og Robin ramte Krarup en åre, der var for god til at lade ligge, da Fiesta Magasinet gik ind. Samleudgaven med den nye og lange historie, giver en helstøbt afrunding på serien og kan anbefales til både gamle og nye læsere.
Billede fra Johan F. Krarups Facebookprofil
