‘De pyntede børn’ byder på et fascinerende og krævende optog af figurer. Med tavse stemmer besynger de civilisationens angstfyldte og forfængelige eksistens – med påbuddet ”Leg!”
Årstiden er skiftet, og mørket har trængt sig tidligt på udenfor, da jeg åbner pakken. Ud af den eksploderende bobleindpakning trækker jeg en fin beklædt og dystert indbundet ”tegneserie”. På forsidens mørkeblå lærred står med sorttrykt titel De Pyntede Børn/The Decorated Children. Jeg går i gang med at læse.
Det er på ingen måde en tegneserie i gængs forstand. De dystre tableauer af ’Historier og Gåder om Det Priviligerede Menneske’, som undertitlen bekendtgør, er meget langt fra konventionelle genretegneserier.
‘De pyntede børn’ byder befriende på billeder, hvor meningen ikke drypper letlæseligt fra siderne. Fortællingen udfordrer fra første side læseren til at benytte al sin indlevelse og koncentration for at tyde en mening – ad helvede til! – ud af det sammensatte billedflow.
På treoghalvtreds trykte tableauer fremstiller den kunstakademiuddannede Mads Ljungdahl en danse macabre over civilisationens forfængelighed og forfald. Hvert enkelt tableau indeholder en et glimt af en historie, fabrikeret af maling, tryk, fotografi og Photoshop. På den første side – ”Optrinnet [Lombert]” – byder tre identiske, klovnelignende figurer – Lombert – hver med fire arme og åben mund, velkommen. Scenen er sat: den stribede cirkustelt-farvede kukkassekulisse er ofte en tilbagevendende baggrund for det absurde show, som den klovnede menneskehed fremfører. ‘De pyntede børn’ skildrer ikke eksistensen i det mest flatterende lys.
Det er først og fremmest i sammenhæng, at tableauerne bliver rigtig interessante. I sekvens folder et kulørt univers af tegn og figurer sig ud, der refererer tilbage til hinanden, erstatter gammel mening og får ny. Figurer med navne som Lombert, Milla, Pilo, Histor Pister, Vannik dukker op og får forskellige funktioner i rækkerne af scener. Og mange tableauer har fællestegn: forskellige genkommende kulisser som cirkusstribede vægge, træer med nedfaldne, forstenede og falmede kroner, bjørne med skydeskiver på ryggen, en flod, døden, pigebagender, etc. Billederne har ingen egentlig rækkefølge, men former for progressioner kan spores som tegn, og mening bliver udfoldet.
Histor Pistor
Tableauernes dystre tone kan godt være trykkende, endda deprimerende. Jeg synes, at nogle af figurerne og tegnene bliver lovligt gennemtærskede og mildt misbrugt (også i bogstavelig forstand), så de bliver svære at læse i løbet af bogen. De indgår i en uigennemskuelig blanding af scener, der gør læsningen af dem frustrerende og blind. Men det bliver til dels opvejet af en veloplagt, legende nerve, som løber hele vejen igennem de 53 tableauer. Nogle af billederne behøver ikke at være klart aflæselige. Jeg blev begejstret over tableauet ”De Døde Vækkes” – klokker vækker en scene af skeletter og døde fra deres gravplads, med flere gennemgående figurer, men som i denne sammenhæng ikke knytter an til den større sammenhæng i de øvrige tableauer. Billedet er et flot sammensat virvar af figurer, der ved lyden af klokker er sat i bevægelse, og her er den føromtalte legende nerve i den grad på spil. Og på de sidste sider (”I Haven”) blander der sig – til læserens lettelse – nogle nye ansigter i det forstemmende trummerum.
Det gør De Pyntede Børn til en fascinerende, stemningsfuld og krævende oplevelse, som fordrer fordybelse i læsningen. Man kan bruge mange timer på at finde rundt i de finurlige labyrintiske harmonika-sammensætninger af motiver og tegn, der danser af sted til dystre toner. Man kan slå op hist og pist, og slå ned på en side, som kan sættes sammen med en anden, og nye betydninger vil opstå: en særegen, spektakulær egenskab ved den sekventielle sammensætning af billeder, som præger Mads Ljungdahls De Pyntede Børn.
Karakter: 4/5
Værkets Titel: De Pyntede Børn
Forfatter/tegner: Mads Ljungdahl
Forlag: Aben maler
Udstyr: Farver og Hardback
Sidetal: 112
Pris: 299 kr.
ISBN: 978-87-92246-45-5
Udgivelsesår: 2011
Originalt udgivelsesland: Danmark
Del på
