Ismyre
Det er bedårende charmerende, når B. Mure folder det magiske univers om Ismyre ud. Hyggen og melankolien er penslet ud med akvarel, og selvom det er lidt simpelt, er det noget så smukt.
B. Mures Ismyre er noget så sjældent som en fantasy-detektivfortælling om stilhedens møde med det kaotiske og overvældende. I byen Ismyre bor den ensomme skulptør Edward. Alle i universet er antropomorfe dyr – Edward et kattemenneske. Byen plages af kidnapninger og de såkaldte økoanarkister, der får planter til at vokse helt eksplosivt. En art blomsterterrorister, kan man vel kalde dem, selvom deres motiver aldrig gøres klare. Og så har Edwards skulpturer det med at forsvinde sporløst i ly af natten.
Ismyre er et magisk univers. Økoanarkisterne bruger magi til at få blomsterne til at vokse så eksplosivt, og Edward får hjælp til at finde sine skulpturer af den mystiske rævekvinde, Faustine, som er en vaskeægte troldkvinde.
Det simple og charmerende
Ismyre drives af modsætningspar. Edward og Faustine er et klassisk makkerpar: han er stille, hun er ilter. De mystiske forsvindinger og kidnapninger modstilles på lignende vis af økoanarkisternes eksplosive angreb. Og så er der farvelægningen, som skifter mellem at være holdt i en iskold blå og en varm efterårsrød – alt sammen malet med akvarel. Selve tegningerne er detaljeløse, nogle af dem ligner næsten skitser. Blandingen af de usikre håndtegninger og akvarel giver Ismyre et ømt og blidt udtryk. Farvepalettens enkelthed understreger blot dette. Den kolde blå står side om side med den varme røde. Uden at de på den måde ugyldiggør hinanden, råder der en dyb melankoli sammen med en hjemlig hygge i Ismyre. Og selvfølgelig er det banalt. Modsætningsparrene er enkle og binære, og hele opklaringsprocessen i fortællingen har en sært barnlig tone.
Men måske dette faktisk er en kvalitet: Nær slutningen af historien siges det ”I think everyone would like to go home, maybe”. Det tilhørende billede viser resultatet af endnu et terrorangreb. Ud af et hus vokser en gigantisk blomst. Det sprælske står side om side med det udmattede. Ismyre tør nemlig være både øm, trist, børnevenlig, varm og kold, og mister aldrig sin charme undervejs. Og charmen er unægteligt bogens største kvalitet. Det er enkelt, lidt banalt, men godt nok rart.
