Jonas Fink 1: Folkets fjende. Jonas Fink 2: Boghandleren i Prag.
Italienske Vittorio Giardinos værk Jonas Fink er blevet sørgeligt aktuelt ovenpå Ruslands invasion af Ukraine. Måske er der et spinkelt håb at finde i Tjekkoslovakiets historie.
Lyder det bekendt, når russiske kampvogne ruller ind i et land, hvor de vil udvide territoriet og sørge for at ”hjælpe” den lokale kommunistiske befolkning imod oprørske (læs: demokratiske) tanker? Vittorio Giardinos værk om Jonas Fink er ikke blevet mindre aktuelt siden Ruslands invasion af Ukraine. Giardino skrev og tegnede over 26 år en dannelsesroman med et baggrundstæppe af Tjekkoslovakiets kamp for at slippe ud af kommunismens jerngreb i kølvandet på 2. verdenskrig.
Første del Folkets fjende lægger ud i 1950 og er en samling af de tre album om Jonas Fink, Giardino skabte i 1992-1996, og som Carlsen Comics sideløbende udgav tilbage i 1990’erne. Efter en længere pause genoptog han historien og centrerede anden del Boghandleren i Prag omkring ”foråret i Prag” i 1968 med et efterspil i 1990 kort efter fløjlsrevolutionen.
To hovedspor i bogen fletter sig løbende ind og ud af hinanden: Jonas liv med fokus på forholdet til russiske Tatiana, som han møder i sin ungdom, og de politiske isvinde, der blæser over landet.
Jonas jødiske far arresteres for kontrarevolutionær aktivitet i 1950, hvorefter Jonas og moren må opretholde eksistensen bedst muligt, imens de lever i uvidenhed om farens skæbne. Jonas er egentlig godt bogligt begavet, men må på grund af sin herkomst nøjes med at komme i blikkenslagerlære og får senere arbejde i en boghandel. Hele tiden tjener han mere end moren, der tvinges fra privatundervisning til et fabriksarbejde. Så imens hun psykisk lever i evig uro for mandens skæbne, presses hun samtidig til et hårdt fysisk arbejde. Det lyder måske som trist socialrealisme, hvilket det et stykke ad vejen også er, bare under helt andre forhold end i Danmark på samme tidspunkt. Det hele centreret omkring nogle få områder af Prags centrum, der flot genskabes, så man længes efter en tur over Karlsbroen.
Sikkerhedspolitiet har haft en finger med i spillet, da Jonas blev ansat i boghandlen, da han så kan holde øje med og informere dem om ejeren, Pinkels, aktiviteter. Stærkt brødebetynget letter han sit hjerte for Pinkel, der dog ikke bekymrer sig om det, da han samtidig har fået den tilsvarende opgave af sikkerhedspolitiet i forhold til Jonas. Så Jonas behøver ikke have dårlig samvittighed over at holde øje med Pinkel, der opsummerer situationen med ordene: ”Bare rolig. Alle udspionerer alle, det er helt normalt her i landet”. Giardino får fint formidlet det absurde overvågningssamfund, der skal kvæle ethvert tilløb til tanker og handlinger, der ikke er forenelige med kommunismens værdier.
Det hele kompliceres en del for Jonas, da han forelsker sig i Tatiana og kommer med i Odradek-gruppen, hvor en håndfuld unge intellektuelle mødes og læser politisk forbudte bøger. Tatiana er russer, men kærligheden kender jo ikke til hverken grænser eller politisk overbevisning, så forholdet imellem de to bliver omdrejningspunktet. Folkets fjende slutter dramatisk for dem, men efter en længere periode hver for sig, mødes de igen i Boghandleren i Prag, hvor Warszawapagten begynder at røre på sig militært.
Giardino har det lange lys på og lader tiden gå, personerne ældes og de politiske omstændigheder udvikle sig i takt med den historiske virkelighed. Tempoet er adstadigt, selv om handlingen undertiden er endog yderst dramatisk.
Det er et imponerende stykke arbejde, både hvad angår historien og billedsiden. Giardinos tegninger er detaljerede, klare og pertentlige, så det både er en nydelse, men også kan tendere det sterile og følelseskolde. Hans fokus i tegningerne er hele tiden mennesker, der tegnes enkelt og realistisk med baggrunde, hvor hans sans for omhyggelighed i genskabelsen af bygninger, interiører og alle former for omgivelser ned til mindste detaljer genskabes. Man kan kalde det ligne claire for voksne eller slet og ret godt håndværk.
Jeg var langt bedre underholdt, end jeg havde forventet, da jeg sidst læste Giardino tilbage i 1990’erne. Grunden ligger helt sikkert hos mig, da Giardino ikke har ændret sig en tøddel siden dengang, selv om han først afsluttede Boghandleren i Prag i 2016.
Forlaget Fahrenheit har indenfor de seneste år udgivet Giardinos serie om Max Friedman, så måske der er lagt i kakkelovnen til at Sam Pezzo også kan blive komplet på dansk ud over det ene forkølede album, der blev udgivet i 1980’erne. De to bind om Jonas Fink giver i hvert fald appetit på mere, hvis man har tid til at sætte sig godt til rette og lade sig underholde på den gammeldags facon, der dog forekommer uhyggeligt aktuel, når Warszawapagtens tropper ruller ind over grænserne til et fredeligt land, fordi de har ”reageret på det tjekkoslovakiske folks opfordring til at beskytte socialismens goder”.