Næbdyr
Afgangsantologien fra Danmarks nyeste kuld tegneserieskabere lider af, at den kun serverer tynde skiver af afgangsprojekterne for læseren.
Det er en fin ting, at de kunstneriske uddannelser i Danmark gør de studerendes afgangsprojekter tilgængelige for en bredere offentlighed, hvad enten det er filmskolens afgangsfilm, forfatterskolens afgangsantologi eller kunstakademiets afgangsudstillinger.
Så er de ude i verden, de unge kunstnere, og vi nysgerrige kan se talenterne gøre deres allerbedste. Det er ikke dårlige visitkort at have.
Problemet med Næbdyr, der præsenteres som en afgangsantologi anno 2021 fra den danske tegneserieskaberuddannelse Grafisk Fortælling er bare, at den ikke indeholder de 20 dimittenders afgangsprojekter. Den indeholder kun korte fem-siders uddrag af dem.
Som hvis man bare så et par minutter af filmskolens afgangsfilm, eller kun måtte læse den første side af historierne i forfatterskolens afgangsantologi.
Man forstår godt bevæggrundene. Afgangsprojekterne er på mellem 40 og 90 sider (de er lange!), og med 20 dimittender (det er mange!), ville man ende med en antologi på over 1000 sider, skulle de fulde afgangsprojekter med. Nok svært realiserbart.
Det ændrer dog ikke på, at den valgte antologiform gør læsningen af Næbdyr både frustrerende og evigt uforløst. Små glimt af længere historier, som man aldrig får fortalt færdigt, og hvor det er nær umuligt at vurdere historiens kvalitet og talentets formåen.
Således bliver nogle af de mest velfungerende bidrag et par tegnere, der holder sig fra tegneserierne og i stedet har lavet koncepter til tegnefilm. Her kan de flotte billeder stå for sig selv.
Cat Azevedos farvemættede illustrationer til hendes børne-tv-serie The laiá Market (se billedet øverst) har sødme, stoflighed og nostalgisk stemning i sig, og Rav Riecks tegninger til sci-fi filmen Heart of the Machine byder på lækker mekanisk-organisk worldbuilding, der får mig til at tænker på manga- og anime-klassikeren Akira.
Rav Riecks “Heart of the Machine”.
Langt de fleste dimittender laver dog reelle tegneserier. De korte uddrag synes oftest at være begyndelsen på den længere historie, og således leder man håbefuldt efter en stærk krog, der med det samme trækker én ind i fortællingen.
Tomer Calacudas Dogtown foregår, som titlen afslører, i en by af hunde, og starter sødt og sjovt, men leverer så i sidste billede et skræmmende twist, der gør mig spændt på hvordan historien udvikler sig. Og Ymir Arnarson O’Neills Lime Coupé har knald på fra starten af, og dækker effektivt bordet med mystiske dimensionsportaler og en hård far-søn konflikt. Det smager af mere.
Tomer Calacudas “Dogtown”.
De to bidrag har effektive begyndelser, der giver mig lyst til at klikke mig ind på www.graphic-storytelling.com, hvor de fulde afgangsprojekter kan læses digitalt.
Og så er der Matilde Landis stemningsfyldte ”Stykke for stykke”, om en ung kvinde der besøger sin gnavne moster et sted ved Middelhavet. Her har starter vi lige langsomt nok, men Landi har hænderne godt nede i tegneseriens formelle værktøjskasse, og det er fem flot fortalte sider hun præsenterer. Hun kan noget med formsproget.
Matilde Landi er også en af de få der arbejder med et realistisk udtryk. Ellers er Næbdyr præget af det fantastiske: her er feer, katte-kykloper og robotrøvere og -politi. Gys, gakket humor og flere gange verdens undergang. Ikke et ondt ord om genreserier, men personligt savner jeg nok at flere at dimittenderne arbejder med at beskrive den konkrete virkelighed de oplever.
Hvad kan man ellers siger om Grafisk Fortælling årgang 2021?
Af dimittendernes korte præsentationer af sig selv bagerst i bogen, udleder jeg, at det er et internationalt kuld, godt nok med flest danskere, men også med en række tegnere fra dels norden, dels resten af den vestlige verden. Og at der er cirka dobbelt så mange kvinder som mænd og mindst en nonbinær person.
Stilistisk stritter de unge tegnere i alle retninger. Jeg synes tydeligt at kunne se inspiration fra manga, moderne animationsserier som Adventure Time og grafiske romaner af den mere eksperimenterende og undergrundsagtige slags. Til gengæld er der ikke mange spor af de europæiske album-tegneserier, der var hovedinspirationskilden for tidligere generationer af danske tegnere.
Alle dimittender har hver deres klart genkendelige stil og der er tydeligvis mange dygtige tegnere og fortællere iblandt. Til gengæld er tekst og replikker ofte mest funktionelle. Det er svært at vurdere på de korte uddrag, men jeg kunne godt savne flere der også kunne noget originalt og overraskende med sproget – tegneserier er jo både billeder og tekst.
Men vil de overhovedet lavet tegneserier? Når man læser tegnernes egne beskrivelser af sig selv, bliver man som elsker af kunstarten helt modfalden over, hvor mange af dem der giver udtryk for helst at ville arbejde med storyboards, animation og spil.
Måske er de blevet skræmt at gyserhistorierne om de faktiske forhold i tegneserieindustrien, men trist er det, at de dygtige nyuddannede tegneserieskabere ikke drømmer (eller tør drømme) om at skabe fremtidens tegneseriemesterværker.
Men når vurderingen af Næbdyr ikke er bedre end den er, er det paradoksalt nok ikke bidragsyderne og deres tegneseriers skyld. I sidste ende er det læseoplevelsen man bedømmer, og her arbejder man sig med støt stigende frustration igennem Næbdyrs lange række af amputerede begyndelser. Antologiens form gør ikke talenterne nogen tjenester, og jeg har en fornemmelse af, at karaktersnittet ville ligge højere, hvis det var de fulde afgangsprojekter jeg bedømte.
Jeg vil anbefale at man i stedet går ind på www.graphic-storytelling.com hvor projekterne præsenteres i deres fulde form med fede, flotte forsider, og går på opdagelse i dem der frister. Jeg tror, at jeg starter med Dogtown og Stykke for stykke.
Ymir Arnarson O’Neills “Lime Coupé” i udgaven på www.graphic-storytelling.com. I “Næbdyr”-udgaven er den på dansk og fuldt farvelagt.
