Hominin
Signe Dagmar Herlevsen følger op på sin Pingpris-vindende debut med en underfundig tegneserie om søstre, kunstnere og det ikke helt menneskelige.
Hominin vil det hele. Fra sine spraglede, udtryksfulde tegninger og sit brede følelsesregister til sin tematisering af det menneskeliges væsen er Signe Dagmar Herlevsens nyeste tegneserie maksimalistisk i ordets bedste betydning. Selvom skrivestilen tenderer mod det klichefyldte, sprudler de bevidst skødesløse tegninger og den menneskekloge historie af tegne- og fortælleglæde. I Herlevsens univers er der plads til store armbevægelser.
På forsiden af Hominin kigger bogens centrale karakter Bobbi ud over en stor skov som en vandringskvinde på eksistentiel rejse. Titlen står skrevet med store blå bogstaver i toppen. Som bagsideteksten forklarer, dækker ordet ’hominin’ over ”mere eller mindre humanoide skabninger”, hvilket gælder mennesker, uddøde menneskeaber og nulevende aber som chimpanser. Bogen etablerer med andre ord lynhurtigt en distance til sit almenmenneskelige tema i den eksistentielle søgen ved at decentrere det menneskelige. Bobbi er ganske vist en hominin, men hun er ikke et menneske. Således synes Herlevsens fortælling om hende at udforske det, der falder udenfor.
Gennem to parallelle handlingsforløb er Hominin sat i nutidens Asturien, hvor et hold arkæologer udforsker en række nyligt opdagede skulpturer og hulemalerier, og den fjerne fortids Asturien, hvor den store lyserøde menneskeabe og selvbestaltede kunstner Bobbi går rundt og udformer disse værker. Hominin placerer på denne måde et hverdagsdrama og en odyssé side om side for at fortælle om, hvor svære og smertefulde sociale relationer kan være.
I nutiden nedgør arkæologen Ruth gang på gang sin assistent og søster Betty og hendes værdifulde bidrag til udgravningen, mens deres traumatiske familiehistorik langsomt afdækkes. Med på slæb har Bobbi en flagermus og gnaver, hun har fanget som reaktion på, at hun er ensom og føler sig som en outsider. Da flagermusen lover at lede Bobbi i retning af farven blå i bytte for at blive sat fri igen, så Bobbi kan forbedre sin kunst, begiver de tre sig ud på en lang rejse. Centralt står Bobbis møde med en stamme af de underlige og vulgære mennesker. Selvom hun kan snakke med menneskerne, synes de, at Bobbis krop er ”helt ud af proportioner”. Bobbis langtrukne, men smertefulde erkendelse af ikke at passe ind hos menneskerne er kraftfuldt formidlet af Herlevsen. Følelsen af at være forkert og udenfor, altså være en hominin og ikke en homo sapiens, ledsages af nogle af bogens mest rørende tegninger, hvor Herlevsens grove og naive stil meget effektfuldt slår over i det alvorstunge og bitre.
Hominin er uden tvivl bedst, når man følger Bobbis rejse, og desværre en smule uimponerende, når man følger Ruth og Betty i nutiden. Deres families traumatiske fortid bliver aldrig udfoldet på en særligt vedkommende facon og føles desværre plastret oven på Bobbis langt mere rørende og sjove fortælling om kunst og (ikke-)menneskelighed. Det tematiske sammenspil mellem de to plotlinjer, hvad angår smertelige tilhørsforhold, redder således ikke Ruth og Bettys historie fra at være kedeligere end sin modpart.
Herlevsens største styrke ligger i hendes udtryksfulde tegninger, og også her brillerer hun mest i fortællingen om Bobbi. Bobbi laver kunst, skulpturer og malerier i ét væk, og hendes skødesløse stil mimes i Herlevsens egen streg, der ved brug af fedtfarve bevidst omfavner det grove og naive. I kunsten finder Bobbi det tilhørsforhold til det menneskelige, der ellers er blevet hende nægtet. Hominin bliver derigennem ét langt kærlighedsbrev til løssluppen kreativitet og kunstens forløsende kraft.
