Jerusalems historie
Jerusalems Historie er en historisk fortælling om byen som har tiltrukket tre af verdens største religioner. En spændende, informativ og tætpakket historie, hvis relevans aldrig ophører.
Jerusalems Historie er, som titlen jo nu engang antyder, historien om Jerusalem. Historien starter for 4.000 år siden hvor Jerusalem blot var en lille, isoleret landsby beliggende på en høj. Tegneserien tager læseren igennem Jerusalems utallige magtskifter, annekteringer, ødelæggelser, erobringer, generobringer og alle de kulturelle og religiøse hændelser som har fundet sted i byen. Historien er tydeligt velresearchet og skaber et omfattende narrativ, som beskriver hvordan byen har udviklet sig til et religiøst epicenter.
Tegneserien åbner med et oliventræ, som hilser på læseren. Oliventræet fortæller, at det er lige over 4.000 år gammel og er bosat lige udenfor Jerusalems bygrænse. Læseren bliver introduceret for Jerusalems geografi og her begynder historien. På tværs af ti kapitler, som spænder over årene 2000 f.v.t. til 2021, bliver Jerusalems historie udfoldet. Tegneserien bryster sig af at være total virkelighedstro, så alle scener og dialoger er baseret på over 200 kilder og arkiver. Dette er naturligvis et ekstremt stærkt udgangspunkt for de historieinteresserede, og er et tydeligt symptom på ambitionsniveauet for tegneserien. Historien er ledsaget af Christophe Gaultiers stilrene tegninger, og han er en stor faktor i at gøre historien mere fordøjelig.
Gode tegninger bliver gemt væk af tætpakket information
På trods af Gaultiers fremragende tegninger, mener jeg faktisk, at han bliver en kende underudnyttet i dette værk. Tegneserien er, som man kan forvente af ethvert historisk værk, ekstremt informationstung, og det kan til tider føles som om Vincent Lemire har skrevet manuskriptet til en bog, fremfor en tegneserie. Ideelt set bør tegninger og ord spille op ad hinanden i en tegneserie, men i dette tilfælde synes jeg, at Gaultiers tegninger forsvinder bag en barrage af ord, steder, navne og lokationer. Det er faktisk netop ved dette bombardement af viden, at jeg synes, Lemire spænder ben for sig selv.
I løbet af tegneserien opstår der desværre en ærgerlig tendens, hvor der bliver introduceret en karakter på to paneler – ledsaget af en masse informationer om karakteren – og derefter bliver karakteren ikke nævnt igen. Det er måske meget symptomatisk for et historisk værk, som er så velresearchet som dette, men det gør læseoplevelsen tenderer det udmattende. Efter man har læst et kapitel – typisk på de omkring 20 sider – har man, som læser, næsten fået piskesmæld, og må lige sætte sig for at genvinde pusten. Oftest er det nemlig 20 sider, som historisk kan spænde sig over et par hundrede år, og på hver side bliver der introduceret og beskrevet en ny historisk karakter. Det er bag al denne information, at Gaultiers tegninger til tider bliver glemt, i stedet for at bære sin del af det narrative læs. Det kan derfor være svært at gribe fast i et anker i historien, og på denne måde kan historien godt komme til at føles lidt som en skolebog.
Oliventræet som en tour-guide
Men ét anker har man netop i historien; oliventræet. Beslutningen om, at man følger oliventræets synsvinkel, og alt hvad den har været vidne til i historien, synes jeg, er et fremragende valg. Det er via træets subjektive syn på den udfoldende historie, at tegneserien ophører med at føles som en del af et pensum. Træet er også til tider med til at uddybe historiske komplikationer, for at gøre historien mere fordøjelig og fungerer altså på denne måde også som en historisk formidler.
På trods af det assisterende oliventræ opstår der øjeblikke, hvor bogen glider lettere behændigt over koncepter, begreber, hændelser eller andet. Eksempelvis bliver der henkastet anvendt begrebet den første intifada. Her måtte jeg erkende, at min egen historiske viden kom mig til kort – dér måtte jeg fatte min telefon og foretage min egen research. Lignende situationer opstod desværre flere gange for mig. Det er ærgerligt, at bogen bruger så mange ord og plads på at dele information og viden, men at det ikke altid føles som om, at prioriteringen af hvad der skulle formidles har været helt i skabet.
En tilgængelig historie uanset indgangsvinkel
Men alt skal bestemt ikke være brok, for tegneserien er fyldt med gode kvaliteter. Teksten er velskrevet, og på trods af der er meget information, er det velformuleret og fængende. Min egen viden om Jerusalem og den tilhørende historie var, før jeg begyndte på tegneserien, mildest talt begrænset. Jeg gik ind til bogen med meget lidt forhåndsviden – og følte mig yderst sjældent sat af. Formidlingen af historien er i total øjenhøjde, og – med undtagelse af de enkelte gange hvor internettet måtte være mig behjælpelig – følte jeg mig ikke talt hen over hovedet. Man bliver som læser taget rigtig pænt i hånden til at forstå, hvorfor Jerusalem har været så omstridt.
På trods af jeg sammenlignede tegneserien med en “skolebog” tidligere i anmeldelsen, synes jeg bestemt ikke, at den må reduceres til blot dét. Den er meget mere end blot en skolebog, og jeg vil anbefale den til alle som er interesserede i emnet – og måske gerne vil forstå, hvad der ligger til baggrund for den aktuelle situation, som finder sted i Mellemøsten. Derudover er Christophe Gaultier en kæmpe styrke for denne bog. Hans stilrene, skraverede og enkle tegninger er virkelig betagende og de er en god assisterende formidler.
Tegneseriens “hardware”
Med hensyn til det mere taktile og fysiske aspekt af tegneserien, er det en vanvittig flot bog. Det er en af den slags bøger, hvor man tager den i hånden, og den er af så høj kvalitet, at man tænker “Wow, den føles dyr”. Det er derfor uheldigt, at der er en slåfejl i bogens titel på både forsiden og inden i bogen – her bliver den refereret til som Jerusalems “Histoire”. Selvfølgelig nærmer vi os et aspekt af flueknepperi, men det var desværre det første mit øje bemærkede, da jeg pakkede tegneserien ud af kassen.
Alt i alt er Jerusalems Historie en virkelig god og ekstremt grundigt researchet tegneserie for de historieinteresserede og jeg synes derudover bestemt, at det er en bog, der kunne have plads i et skolepensum. Den har til tider en overvægt af information, som kan skygge for Gaultiers tegninger, men informationen er til gengæld velskrevet!
