Heksedrengen 1: Ritualet og 2: Den skjulte heks
Molly Knox Ostertag viser i Heksedrengen endnu engang hvordan man kan skabe fortællinger om ungdom og queer identitet – uden at det på noget tidspunkt handler om at nogen skal kysse.
Aster vil gerne være heks, men i Asters familie er det kun kvinder der kan være hekse. Drengene skal vokse op og blive skiftere – de kan omdanne sig til et dyr gennem en form for magisk forbindelse. Aster har ikke fundet denne forbindelse, men har til gengæld i al hemmelighed opdaget begyndende evner inden for heksenes magtfulde magi.
Det er rammen for Heksedrengen af Molly Knox Ostertag. Som så ofte i Ostertags tegneserier bliver plottet og rammerne metaforer for queer-ness og for unge menneskers søgen efter en mere flydende identitet i en verden af alt for skarpe og opdelte kategorier. I Heksedrengens verden er det ekstremt tabu for en dreng at udøve magi, og han skal snige sig og gemme sig for overhovedet at lytte en smule med på den undervisning, som pigerne modtager, mens drengene helst bare skal løbe rundt i skoven og tonse.
Dramaet udfolder sig, da en slags dæmon lusker rundt i skoven og kidnapper de unge drenge med løfter om stærke forbindelser til stærke dyr. Denne dæmon viser sig at være forbundet til familiens fortid og bliver en spejling af Asters tabubelagte identitetssøgen. Aster må løse det ydre problem med dæmonen for at finde modet til at konfrontere familien med de indre problemer.
Aster er ikke alene. Inde i byen, hvor de almindelige ikke-magiske mennesker bor, finder han en ny ven i Charlie. Charlie er en pige, der har sine egne problemer med at passe ind i kasserne, og hun er på nogle punkter det ikke-magiske modstykke til Aster. Hun er en pige, der elsker sport og fare og derfor ikke passer ind, som pige, længere – nu hvor de er blevet ældre. Hun hjælper Aster til at hvile i sin egen personlighed, og sammen tager de kampen op mod dæmonen. Med heksemagi og boldbat.
Dæmonen viser sig at være bedstemoderens (familiens overhoved) broder, Mikasi – som havde det på samme måde som Aster, da de var unge. Mikasi blev så hårdt undertrykt af familien, at hans særligheder blev vendt til vrede og had. Han besejres i første bind, og spiller en væsentlig rolle i bind 2.
Her møder vi Ariel, ny pige i Charlies klasse. Det viser sig, at Ariel også er heks, men fordi hun aldrig har kendt sine forældre og i stedet har boet hos plejefamilier hele livet, ja, så har hun ingen oplæring fået- og ingen støtte. Hun er blevet mobbet, og magien er blevet til en vred forsvarsmekanisme, der langsomt æder hende op.
Aster og Charlie finder ud af det, og får hjælp fra Mikasi. Mikasi gik igennem en lignende proces, og kan nu bruge de sidste rester af magi og godhed til at hjælpe en ung heks til at træffe bedre valg. Han overtager simpelthen ondskaben, så hun kan få en frisk start.
I begge bind møder vi personer der i høj grad føler sig anderledes, og også bliver behandlet sådan. Og løsningen er altid; tålmodighed, åbenhed, venskab og kærlighed. Ikke fordi alt er rosenrødt egentlig. Aster har masser frustrationer og tager også dårlige beslutninger. Men der er altid en form for god afslutning hvor alle prøver at forstå hinanden så godt de kan – på trods af forskellighederne og frustrationerne.
Molly Ostertag mestrer denne form for håbefuldt drama. Der er nemlig masser af drama og action, så det bliver aldrig helt fladt eller plat. Men modstanderne i det her drama, fjenden, ja, den er indeni – inde i personerne selv. Ostertag føler ikke hele tiden behov for at personificere handlingens ”bad guy”, og det giver plads til mere afrundede karakterer og overraskende meget kant og mangfoldighed i to bøger, der jo ellers handler om en masse mennesker, der hjælper hinanden og til sidst løser problemerne.
Det er forfriskende at læse højspændt, dramatisk fantasy som samtidig understreger håbet og det gode i mennesker. På den måde understreger Ostertag, at vi ikke behøver vælge mellem spændende eller feel-good fortællinger. Heksedrengen er netop best of both worlds!
