Byens lys 2024
Lars Kramhøfts Byens lys jagter en plads blandt de store danske stribeserier, hovedpersonen Jacob jagter en lejlighed og dagbladene jagter besparelser.
Lars Kramhøfts stribeserie Byens lys har vist sig overlevelsesdygtig i det danske medielandskab, hvor daglige tegninger og tegneserier ellers er jaget vildt. Striben om københavnertilflytteren Jacobs kamp for et sted at bo og tid til at skrive den store danske samfundskritiske roman holder fanen højt blandt de få tilbageværende i en lang dansk tradition for aktuel tegneseriesatire.
Det er altid lidt overvældende at læse en større samling af dagbladsstriber, der i sagens natur er tænkt som en lille daglig dosis. Jeg var ikke synderligt imponeret af Byens lys 2024s første tredjedel, men blev så ramt af en slags Stockholmsyndrom: Under læsningen af et helt års striber fra Information fik jeg sympati for Jacob og serien.
Det på trods af, at Jacob ikke er en sympatisk person med sine selvsmagende drømme om at skrive den store danske roman ”Udkantens stemme”. Arbejdsmoralen kan dog ligge på et meget lille sted, så selv den lidt beslægtede digter Poeten fra Poeten og Lillemor fremstår som en arbejdsnarkoman ved sin skrivepult. Begge mænd føler sig underkendte og begge serier har et blik på samtidige emner, der behandles fra den lille danskers synspunkt – og fra den venstre side af det politiske spektrum. Lars Kramhøft kaster et kritisk-satirisk blik på samfundet fra bunden, hovedpersonen Jacob bliver for eksempel hjemløs undervejs.
Men det er da det hele bliver lidt mere konformt, at serien for alvor rykker. I det øjeblik Jacob flytter sammen med kæresten Emma, får han et tiltrængt holdepunkt og dagligt modspil, der bekommer Byens lys endog meget vel, og igen giver mindelser om Poeten og hans Lillemor.
Undervejs fletter Kramhøft aktuelle emner og personer, særligt politiske, ind i striberne. Der bliver uddelt hug med lyssværdet til højrepopulisme, kontanthjælpssystemet, diagnosesamfundet, Palæstinakonflikten, fordelingen af Statens Kunstfonds midler, wokeisme og mere til. Persongalleriet bygges roligt op og udvides her i anden samling, da fx et berømt mudderskred i Randers giver anledning til at introducere Jacobs far. Humoren vendes ikke kun udad, lige så ofte peger den tilbage på Jacob selv eller den dobbeltmoral, der typisk trives på begge sider af de politiske skel. Selv om sympatien klart ligger hos den venstreorienterede (under)klasse.
Den simple tegnestil passer godt til stribeserien, hvor læseren let og enkelt skal kunne afkode personer og omgivelser med en minimal indsats. Det er hele tiden underholdende og morsomt, om end det kun sjældent bliver sjovt i en grad, hvor man klasker sig på lårene. Kramhøft har en tendens til at genbruge den samme joke lidt for mange gange, hvilken den sjældent bliver bedre af. Da Jacob flytter sammen med Emma, har hun i starten en stærk forældrebinding, hvor de er med på sidelinjen og dukker op i sidste rude, så moren fx lige har skiftet en pære på toilettet, før de selv har fået klaret det. Det er sjovt nok første gang, men ikke fire gange i træk – afsluttende med, at moren braser ind på deres soveværelse for at spørge, om hun skal hjælpe Jacob med at finde Emmas g-punkt.
Godt nok er der en vis form for fortløbende handling og udvikling hele vejen igennem Byens lys 2024, men fra omkring midtvejs løfter den sig og bliver særligt god, da de enkelte sekvenser her glider mere lydefrit over i hinanden og nærmer sig den samfundskritiske roman, Jacob ikke selv kan få skrevet. Det begynder med regeringens kamp mod parallelsamfund i Tingbjerg, hvor Jacob netop er flyttet ind hos en muslimsk bekendt. Her kan han få udlevet sin drøm om at lede en revolution. Om den skal være fredelig, er han dog ikke helt på bølgelængde med sine omgivelser omkring.
Herfra fortsætter det med, at han bliver ansat på hipstercaféen Madsöller og flytter ind hos sin lækre kæreste Emma i hendes lejlighed … eller vent, der er rettere tale om, at han flytter ind i den lækre lejlighed på Nørrebro hos sin kæreste Emma. Det københavnske boligmarked har sin helt egen plads i Kramhøfts univers.
Byens lys 2024 er befriende samtidssatire til tiden uden at nå helt op i nærheden af højdepunkterne fra den danske stribetradition. Den er bedst, når den mimer den samtidsfortælling, Jacob ikke selv kan få hul på. Det kræver længere sekvenser med en sammenhængende handling, og det kræver måske også, at hovedpersonen og miljøet ikke er helt så uroligt og søgende som hidtil. Endelig kræver det, at der i det danske medielandskab er plads til dansktegnet satire, hvilket jeg personligt godt vil tænde et lys for midt i mørket.
