I Thomas Bergers sidste interview som chefredaktør for Nummer 9 ser han fremad og er flittig med rosen til tegneserie-Danmark. Han kan dog vanen tro ikke nære sig for også at sparke til et par hvepseboer.
Thomas Bergers tid som chefredaktør på Nummer 9 er slut, og stafetten går videre til en ny redaktion, bestående af Charlotte Johanne Fabricius, Erik Barkman, Christian Monggaard, Palle Schmidt og Kristian Bang Larsen. Berger får dog chancen for at forlade biksen med perspektiv – her er ni skarpe:
Thomas Berger, det magasin du har været chef for har eksisteret ligeså længe som Tegneserierådet – hvad er egentlig blevet bedre i de plus ti år?
Afgående chefredaktør for Nummer9, Thomas Berger.
Der er sket så mange ting de sidste 11 år både indenfor tegneserier såvel som i mit professionelle og private liv, at jeg ganske ærligt har svært ved at huske, hvordan alting var for 11 år siden. Det mest sikre svar er derfor nok, at tingene er blevet anderledes.
Men med det sagt, så er der alligevel ting, som jeg kan pege på som forbedringer og med relation til Tegneserierådet og Nummer 9.
Uddannelsen i Grafisk Fortælling i Viborg er langt vigtigere for såvel mediet tegneserier som tegneseriebranchen, end jeg tror mange har indset. Den er et paradigmeskifte, som slet ikke får nok opmærksomhed på Nummer 9.
Ping Prisen er ligeledes vigtig. I de bedste år og under de bedste omstændigheder skaber en prisuddeling både omtale og prestige – at ressourcerne så desværre har været for få til at løfte den eksterne som interne kommunikation omkring prisen, er dens akilleshæl.
Copenhagen Comics som født ud af Komiks.dk, hvor tårnhøjt ambitionsniveau har vist omverdenen, at tegneserier er meget mere end noget der læses under dynen med lommelygten. Men igen også et projekt der lider under mangel på hænder og ressourcer.
Endelig har vi set nogle spændende debuterende danske serieskabere, som på den ene eller anden vis har skubbet tegneseriemediet såvel frem som i nye retninger.
Sikke du roser. Hvad er så noget skidt?
Jeg køber ikke helt ind i præmissen om, at noget så må være skidt – der er mere fremdrift i at fokusere på det, der er godt. I hvert fald behøver det ikke nødvendigvis være mig, der skal sparke til alle hvepseboerne nok engang.
Men hvis mit svar på forrige spørgsmål læser som rene roser, så er det fordi, der ikke bliver læst, hvad jeg også skrev: Mangel på ressourcer, dårlig kommunikation og rigiditet er gennemgående udfordringer for tegneseriemediet og -branchen.
Mangel på ressourcer, dårlig kommunikation og rigiditet er de gennemgående udfordringer er udfordringen, siger du. Hvis det var dig, der sad i spidsen for det nye tegneserieråd, og lad os bare lege der var nogle ressourcer, hvad ville du så gøre på den korte bane og på den lange?
Det er jo sådan en “hvad nu hvis” leg, som er for meget fri fantasi og for lidt konkret. Lad os blot forholde os til virkeligheden.
Lige nu og her ville jeg i den nyvalgte Tegneserierådsformand Matthias Wivels sted arbejde med at få klarhed over rådets budskab og rolle – at få styr på det der kunne kaldes rådets elevator pitch.
I “Radio Rackham: Dansk tegneserie i krise?” fra 29. august beskriver Wivel rådet som en interesseorganisation og siger: “(Rådet) har en form for officiel autoritet i forhold til andre instanser – offentlige, private. Hvis der er en eller anden sag i Danmark der har med tegneserier at gøre, så er der et sted at gå hen, når der er et Dansk Tegneserieråd.”
Det er en formulering, som læner sig meget op af, at rådet er en slags officiel repræsentant for tegneserier i Danmark og dermed underforstået tegneseriebranchen.
Det er rådet ikke – det er en interesseforening hvis medlemstal er mindre end oplaget på hovedparten af tegneserieudgivelser i Danmark, som med kommunikation af denne type støder såvel entusiaster som professionelle fra sig.
På den korte bane ville jeg også få kigget på de rent praktiske og muligvis juridiske ting omkring ejerforhold og tilhørsforhold til Copenhagen Comics, Nummer 9 og Pingprisen.
I tegneserierådets hvidbog fra 2018 skrives der f.eks. om, at rådet i 2011 “overtog tegneseriefestivalen Komiks.dk (senere Copenhagen Comics) som led i en større institutionaliseringsplan.”
Det er blot ikke en overtagelse, der fremgår af hverken rådets eller Copenhagen Comics vedtægter. De er fortsat to separate foreninger med adskilt økonomi, og jeg er ret sikker på, at Copenhagen Comics bestyrelse ikke ser sig knyttet til rådet overhovedet.
Ligeledes er Nummer 9 en separat forening med egen økonomi og egne vedtægter, som kan og bør agere helt uafhængigt af rådet – især journalistisk.
Det er fantastisk, at Christian Monggaard vil stå i spidsen for, som der stod i rådets referat: “at udbygge redaktionen og dernæst udvide og accelerere aktiviteten på sitet, blandt andet ved at udvide dets repertoire med nye typer indhold.” Men er det så som ekstern konsulent, eller et ekstra hverv som eksekverende medlem af redaktionen? Det skal Rådet have styr på.
Endelig Pingprisen, som er Nummer9 og Tegneserierådets fælles projekt, hvor der er uklarhed omkring ansvars- og arbejdsfordeling i projektet, og et projekt der i 2020 blev tørret af på en uerfaren arrangørgruppe, der enten ikke var i stand til eller fik mulighed for at tage ejerskab over prisuddelingen.
Samtidig trækkes Pingprisen med en kedelig fortælling om at være både elitær og ekskluderende, hvilket igen skyldes mangelfuld og dårlig kommunikation.
Så – på den korte bane Matthias Wivel – få styr på fortællingen og skab klarhed.
Den lange bane handler udelukkende og kun om Tegneseriemuseet. Tegneseriens hus. Sekretariatet. Tegneseriearkivet. Kald det hvad man nu har lyst til – målet må være at skabe rammerne for et videnscenter af en art, som dels internt kan hjælpe med at skabe kontinuitet, overlevering og sammenhæng. Men så sandelig og muligvis vigtigere kan favne bredt og kommercielt ud af til og tage imod et publikum for hvem alt fra Basserne til Blueberry eller Barks er topmålet af ”sekventiel kunst.”
Hvordan med at engagere den brede tegneseriekultur – er den ikke lidt sløv?
Nu er en af årsagerne til at jeg trækker fra mig fra chefredaktørposten på Nummer 9 jo, at jeg netop ikke er god til hverken at rekruttere nye frivillige eller aktivere dem magasinet allerede har. Men det findes der mennesker, der er vildt gode til – måske er der blot en mangel på dem inden for tegneserier, som nok særligt tiltrækker introverte mennesker, uden at jeg dog har data, der kan underbygge påstanden.
Thomas Bergers første fanzine om tegneserier.
Selv startede jeg jo da jeg var 14-15 år med at lave lokalradio om tegneserier, hvilket blev til mit fanzine Fantasy, siden en plads i redaktionen på Seriejournalen inden jeg var med til at stifte tidsskriftet STRIP!, som vi lavede rundt 16 år. Min drivkraft har altid været en kæmpe kærlighed til, passion for og efterhånden viden om tegneserier, som jeg har lyst til at videreformidle og dele – og helst på skrift, så gammel er jeg.
Det er mig således en kilde til undren, at der findes en lang række meget vidende og passionerede tegneseriemennesker i Danmark, som synes utroligt lidt interesseret i fx at formidle – men måske den trang i dag dækkes fint af et hofteskud ud i en Facebook-gruppe i ny og næ.
Jeg er ikke helt sikker på, om tegneseriekulturen som sådan er sløv. Måske er det vi generelt har brug for folk, der er dygtige organisatorer og ledere, som formår at inspirere og ikke mindst fordele opgaver, så de enkelte frivillige ikke drukner og knækker nakken, som vi har set det gang på gang med såvel Pingprisen som Copenhagen Comics.
Og så blive bedre til at påskønne og værdsætte selv de små bidrag, og få fortalt at det også er gavnligt for fx Nummer 9, hvis du som skribent kan levere blot en enkelt artikel eller interview om året.
Så der er håb. Hvis vi ser 10 år frem, hvad ville du så blive glad for at se af fremskridt i tegneseriekulturen?
Ti år er meget lang tid at spå om i kultur og medielandskabet – men indenfor en overskuelig fremtid ville jeg blive glad for:
I Sverige er der indtil videre udkommet fire store bind om den svenske tegneseriehistorie.
– At se, at der er udkommet et eller flere bind af Den Danske Tegneseriehistorie; en bogserie som trækker på såvel omfattende kildemateriale som en række forskellige og på hver deres måde vidende bidragsydere, der kan belyse historien fra flere vinkler, Mens en mindre redaktionsgruppe sikrer konsekvens, fakta og at det hele grundlæggende er velskrevet og vedkommende.
– At se en professionalisering af hele “maskineriet” bag Copenhagen Comics, så de frivillige og engagerede entusiaster ikke slides op men i stedet elsker at være med, når der årligt afholdes en stor, internationalt bevidst, dansk funderet, bredt favnende. niche-venlig og på alle parametre ambitiøs og visionær festival i København.
– At se flere danske serieskabere udgive værker, der er internationalt tænkt og eksekveret, så de når ud i verden og ud på større markeder, og dermed får et mere solidt økonomisk grundlag for at skabe flere tegneserier.
– At kunne lægge vejen forbi Tegneseriens Hus med jævne mellemrum for at se udstillinger, gøre brug af arkivet, deltage i alskens arrangementer og gøre brug af husets mødelokale, når næste bind af ovennævnte bogserie planlægges.
Men hvad med ungdommen? Hvad med de kommende generationer, måske især drengene, som synes helt tabt til gaming, hvad med dem? Hvilken type tegneserier ville kunne engagere dem, hvad er det, der mangler?
Nu bliver det jo kompleks på rigtig mange planer.
Det er jo nemt at fortabe sig i fortiden og huske tilbage på dengang, hvor snotnæsede unger kunne købe tegneseriehæfter i enhver kiosk og på Facebook begræde nutidens medielandskab.
Samtidig findes der folk, som forsker i de her emner, og med empirisk viden i baghånden sikkert kunne give bedre bud end jeg, der med en meget velvoksen tegneseriesamling ikke engang har formået at gøre mine egne børn til tegneserielæsere.
Men jeg har før argumenteret for, at vi som branche ikke har til opgave at lokke folk til at læse tegneserier for tegneseriens egen skyld. Vores mission må være at få folk til at læse gode historier, som så er i tegneserieform – vi skal huske på, at selvom vi som entusiaster er dybt forelskede i formen, så er det indholdet som læseren tilvælger.
Hvilket i bund og grund vil sige, at jeg som far ikke har været i stand til at finde indhold i tegneserieform, som mine egne børn har villet læse.
Hvad der mangler, er i hvert fald to ting. For det første en anden måde at tale om og formidle tegneserier, så når børn vælger at læse en god historie i billeder og tekst, at det så ikke af verden omkring dem affærdiges med et “nå, læser du bare tegneserier” – siger jeg fuldt bevidst om, at verden ikke er helt så sort/hvid.
Mira af Lemire/Bregnhøi er ifølge Thomas Berger et godt eksempel på en vellykket tegneserie for yngre læsere.
Hvad med indhold?
I forhold til børns læsning og engagement mangler der absolut indhold. Der mangler mere indhold i tegneserieform, som børn er interesseret i at læse og engagere sig i.
Det er for eksempel med god grund at Mira af Lemire/Bregnhøi modtog en Pingpris sidste år, fordi udgivelsen i sit indhold taler direkte ind i en målgruppe af piger, og rent teoretisk også ville gøre det som bog eller film, men ganske enkelt fungerer fantastisk som tegneserie. Ja tak til mere af den slags.
Jeg ville ønske, at jeg kunne pege direkte på konkret indhold, som kunne få drenge til at supplere computerspiloplevelserne med tegneserieoplevelser – men det er i hvert fald ikke sjælløse tegneserier baseret på eksisterende computerspil.
Og foruden udfordringen med at finde frem til godt indhold, så ligger der en tilsvarende kæmpe opgave i at få de unge læsere til at opdage udgivelserne og tage dem til sig. For slet ikke at tale om at få skabe økonomi i det hele.
Det vigtigste er måske ikke at blive knust under hele tårnet af ambitioner og udfordringer, men i stedet glædes over at de danske tegneserieforlag rent faktisk er bevidste om også at få udgivelser på hylderne til de unge læsere. Et skridt ad gangen.
Nu du stopper som chefredaktør på Nummer9, hvad skal du så?
Thomas Berger har oversat en række af de nye Marvel-udgivelser fra forlaget Fahrenheit.
Først og fremmest skal jeg bruge min energi på ting, der på den ene eller anden måde bringer mig personlig glæde, helt egoistisk gavner mig eller som giver mig penge at leve for – og helst må der gerne være et overlap mellem de tre, da det holder stress og depression fra porten.
Rent konkret oversætter jeg bl.a. en række af Marvels superhelte til dansk – det er bestemt lidt af en drøm, som Paw Mathiasen fra Fahrenheit har gjort det muligt for mig at få opfyldt. Jeg laver også grafisk arbejde på forskellige tegneserie- og bogudgivelser.
Og så beskæftiger jeg mig med kommunikations- og social media strategi og vejledning, dog ikke indenfor tegneseriebranchen hvor der nu ellers kunne være god brug for det.
Og bliver du stadig ved med at være aktivist i tegneseriekulturen?
Tegneserier er jo stor del af mit væsen. Jeg er ofte blevet kaldt for “sur-gammel-mand,” og alt efter hvem har gjort det, er det blevet sagt med enten smil på læben eller had i øjnene. Men min måde at agere og formulere mig på har rod i en intens kærlighed til tegneserier, og har altid været affødt af frustration over fx spildte muligheder eller potentiale.
Så jeg kommer bestemt til at aktiv i tegneseriekulturen, også selvom jeg ikke har helbredet til at være det lokomotiv, der kan trække de helt store projekter op over bakken. Særligt dansk tegneseriehistorie har min interesse – det er et projekt, jeg gerne ville kigge nærmere på, hvis der kan findes tid og måske økonomi til det.
Held og lykke med fremtiden, Thomas, og tak for indsatsen på Nummer9!
