Simon Petersen interviewer Lars Kramhøft og Tom Kristensen om deres nye tegneserie, ”Fandenivoldsk”.
Fredag d. 13 april 2018 viste sig fra sin sommerlune side, og solen bagte ned på det gentrificerede Halmtorvet. Blandt områdets hipstere og nytilflyttede, festglade jyder var der en ’crowd’ som skilte sig ud, en flok sortklædte rockabillys med knivskarpe bakkenbarter og velvoksne ølvomme. Disse suspekte personager var på vej til Halmtorvet 9, et venue som lagde rammer til releasefesten for den nye danske tegneserie, ”Fandenivoldsk”.
Jeg har været til en del releasefester for danske tegneserier efterhånden, og de er normalt nogle lidt tamme affærer, hvor den gamle garde af tegneseriefolk står i små grupper og hælder knap så god hvidvin i halsen. Hyggeligt nok, men noget der trækker nye mennesker til? Nej.
Skaberne af ”Fandenivoldsk” har derimod forenet tegneserien med sin naturlige broder, rockmusikken. Derved udvider man målgruppen betragteligt. Udgivelsen af tegneserien var kombineret med en optræden af bandet ”Hola Ghost”, en slags Misfits i Mexico. Så efter de gratis fadøl og chips med frisk guacamole, og et panel med kunstnerne, kunne man høre noget megasejt punkrock/psychobilly. Det skabte en fantastisk feststemning som viser vejen frem for andre forlag og kunstnere, om hvordan man laver et ordentligt event! En ny pladeudgivelse fra Hola Ghost, ”Hate and fight”, kan iøvrigt købes sammen med tegneserien fra forlaget Fahrenheits hjemmeside. Der er tænkt over markedsføringen. Sådan skal det gøres!
“Fandenivoldsk” er en ny og længe ventet udgivelse af Tom Kristensen (tegner) og Lars Kramhøft (forfatter). Den er smukt farvelagt af Laura Blicher (som bl.a. lavede gråtoner i “På sporet af Kim”).
Forsiden til “Fandenivoldsk”
En kort opsummering af “Fandenivoldsk” kunne begynde med en lille tale fra tegneserien som holdes af Signor Repelli, en slags faderfigur for freaks og artister i “Cirkus Panopticon”.
“Mange af os her blev født ind i familier som ikke forstod os. Som måske ligefrem hadede os fordi vi var anderledes. Men cirkusset… det er den familie vi selv har valgt! Det er ægte kærlighed, Tia. Ligesom den kærlighed du og Jack har for hinanden. Den form for kærlighed gør jer USÅRLIGE!”
Men er Jack Bradley og Tia Nwasoma virkelig usårlige? Da de bliver pløkket ned til deres eget bryllup af skumle gangstere, virker fremtiden ikke lys. Men de græske guder Afrodite (kærlighed) og Ares (krig) beslutter sig for at give dem en zombiechance til. De to genopståede elskende går i krig, men der er noget Tia ikke har fortalt…
Tom og Lars er et par erfarne kunstnere med mange udgivelser under bæltet. De har sammen lavet tegneserien “Made Flesh” (2013). Lars beskæftiger sig mest med horror- genren, og er forfatter til bogserien ”Rakkerpak” og ”Djævlens hjerte”. Tom er måske mest kendt for hans nye tegneserie om Martin Luther, som vandt ham Claus Deleuran- prisen i år som bedste danske tegneserietegner.
Lad det være sagt med det samme, at jeg kender Lars Kramhøft personligt. Vi har sågar lavet en tegneserie (Death Skool) sammen. Men jeg tror læseren vil se, at jeg ikke giver unødig favorabel behandling i mit interview med de to horror- skabere.
Hvilket spørgsmål elsker I at få når i bliver interviewet, og hvorfor?
Lars: Jeg elsker personligt at blive spurgt om hvilke spørgsmål jeg elsker at få.
Tom: Jeg elsker ikke interviews eller spørgsmål.
Den store, evige kærlighed som man ser imellem de to hovedpersoner Jack og Tia er et gennemgående tema i bogen. Deres kærlighed er evig, ikke perfekt, men smuk. Mit spørgsmål er: Er det ilde set i horror genren? Bliver det ikke tit kaldt sentimentalt, det med den evige kærlighed, og fejet væk af den typiske overdrevent kyniske horror historie? Mange horror historier ender med at kærligheden dør, kærlighed er noget fake shit, og blodhungeren lever.
Lars: For mig at se hænger horror og romantik fint sammen. Horror nedstammer fra gotikken og skrækromantikken. Og som Martin Landau siger som Bela Lugosi i ”Ed Wood”: ”If you want to make out with a young lady … take her to see Dracula!”
Tom: Jeg synes kynismen i horror tit er en forsvarsmekanisme for at holde det hele lidt på afstand, når man i virkeligheden bare gerne vil have en kærlig, blodig, horrorkrammer.
Tegneserien har et centralt tema om folk som står op fra graven, men ordet zombie bliver aldrig nævnt… er det med vilje? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det med de levende døde er et temmelig fortærsket tema.
Tom: De bliver kaldt den udøde svøbe i bogen. Jeg syntes det var fint ikke at bruge Z-ordet, da det jo i bund og grund ikke er det, historien handler om.
Taleboblerne i tegneserien er lavet på computer. Jeg synes helt ærligt, at det giver et stift og kunstigt look som forstyrrer de fede tegninger. Ligesom i forfærdelige webcomics hvor karakterene står omkring vandkøleren og snakker om kaffe. Jeg vil gerne høre jeres tanker om det.
Tom: Jeg tænker det er en smagssag. Jeg synes de virker fint. Der en en del information og dialog der skal formidles og de grafisk “stramme” talebobler hjælper på læseflowet.
Jeg kunne ikke undgå at stoppe op ved enkelte sætninger i ”Fandenivoldsk”, som skurrede fælt i mine ører. ”Lige nu er natten ung. Lad os male hele den her forbandende by rød sammen”. Okay, Frank Miller. ”Vi finder ud af det når vi når til bagmanden. Jøsses!”
Lars: Er der noget spørgsmål her?
Tom: Jeg synes sætningerne du nævner fungerer i konteksten.
”Fandenivoldsk” har et stort figurgalleri fra det omrejsende cirkus. Selv den skæggede dame er med. Hvorfor er vi så tiltrukket af de der gøgler- karneval- creepy typer, som står og kæderyger foran en skurvogn midt på en markedsplads? De fleste af dem er sigøjnere, en menneskegruppe som ingen rigtig vil kendes ved i virkeligheden. Et kæmpe kulturelt tabu. Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til dem i vores fiktion, hvor vi fremstiller dem i et meget romantisk skær? Selv Hergé har gjort det i Tintin.
Lars: Jeg tror du blander nogen ting sammen her. Karaktererne i ”Fandenivoldsk” er baseret på artister som dem man ser på f.eks. Coney island eller i Hellzapoppin sideshow (et omrejsende cirkus med akrobatik, skæggede damer, sværdslugning mm., red.). Jeg kan ikke gengenkende ”de der gøgler- karneval- creepy typer, som står og kæderyger foran en skurvogn midt på en markedsplads?” Jeg synes det er en ret fordomsfuld beskrivelse (ligesom sigøjner er en racistisk betegnelse for romaer), som ikke har noget med hverken sideshow performere generelt eller personerne i ”Fandenivoldsk” at gøre.
Et overordnet spørgsmål: ER tegneserier egentlig et godt medie til at lave horror? Jeg tænker at tegneserier mangler det som filmen har: musikken, eller bare lyden, som er den egentlige skaber af den uhyggelige stemning. Jeg har aldrig læst en tegneserie, som har givet mig den samme stemning af uhygge eller gru som en film har. Måske bortset fra ”Nightmare alley” (tegnet af Spain Rodriguez, baseret på en bog af William L. Gresham).
Lars: Jeg tror du har ret; det er op af bakke hvis man prøver at være uhyggelig på de samme præmisser som film. Psykologisk eller mere eksistentiel horror tror jeg dog sagtens kan fungere i tegneserieform. Men nu var det sådan set aldrig meningen at ”Fandenivoldsk” skulle være uhyggelig. Jeg ser det som en romantisk komedie der bruger horror som en ramme om sin egen historie.
Tom: Jeg synes Junji Ito (kendt japansk horror tegneserie tegner) laver nogle foruroligende og uhyggelige tegneserier. I tegneseriemediet har vi ikke så mange redskaber i værktøjskassen, men dem vi har er solidt funderet. Billeder og ord. Udfordringen med tegneserier generelt er at få læseren til at synke ned i fortællingen og føle det. Det er nok ikke muligt at lave jump scares i en tegneserie medmindre man laver en pop up tegneserie. Det kunne være fedt. Men som Lars skriver, så er “Fandenivoldsk” ikke ment til at være uhyggelig.
Jeg har hørt at horror og fantasy bøger automatisk bliver sendt til børneafdelingen når Politiken skal anmelde dem. Det er praktisk taget umuligt at finde en dansk avis som anmelder fx. horror på line med socialrealisme. Hvorfor er genre litteratur (sci-fi, fantasy, horror, steampunk, mm.) stadig så ildeset i de fleste medier? Når nu de danske computerspils firmaer stormer fremad med disse genrer. Vi er ved at anerkende computerspil som kunst, computerspil som ofte indeholder overnaturlige elementer, men når litteratur indeholder overnaturlige elementer, rynkes der stadig på næsen af dem. Hvorfooor?
Tom: Det må du spørge avisernes anmeldere om. Lars og jeg har jo igennem hele vores liv netop ikke rynket på næsen af fantastiske elementer i litteraturen.
Hvilke svedige ting kan vi forvente fra d’herrer Tom og Lars i fremtiden? Slummer I den bare i tegneseriernes verden, indtil I kan lave det store spring til film? (forstå mig ret, jeg synes I laver nogen fede tegneserier).
Tom: Vi er så småt i gang med et fælles projekt som er noget så vanvittigt som en tegneserie til børn. Den bliver sjov. Jeg selv arbejder på en historisk tegneserie om mennesket og forbryderen Jens Nielsen – den sidste person som blev halshugget i Danmark i 1892.
Jeg er for glad for tegneseriemediet til at jeg kan forestille mig at begynde at lave film i stedet. Det er sjovt, at tegneserier i den grad sammenstilles med filmmediet, men det er som regel kun den ene vej, man spørger for eksempel ikke Lars von Trier om han snart nosser sig sammen til at lave en chokerende og banebrydende tegneserie. Nu kan det godt læses som om jeg lige sidestillede os med Lars von Trier, men det er nu kun for at understrege en pointe. Tegneserier er meget mere end en billig håndlavet version af film.
Lars: Vi slummer totalt. Vi er rotter og trives nede i møget med punk rock og tegneserier.
Here comes the bride
Lars Kramhøft, Tom Kristensen og Laura Blicher: ”Fandenivoldsk”
108 sider, 169 kr
ISBN 978-87-7176-098-9
Udsendt april 2018 på Forlaget Fahrenheit
