Pierre La Police er en fransk serietegner og satiriker, der siden start-halvfemserne med et væld af tekniker nærmest har opfundet sin egen niche. For hver bog jeg har fået stukket i hånden har jeg altid fået følelsen af, at denne måtte komme fra en anden planet, eller lysår ud i fremtiden. Han var en af de første til at bruge internettet som prank– med en hjemmeside, hvor erhvervsledere skulle udfylde et mærkeligt paranoidt spørgeskema. For et par år siden udkom hans tegneserie udelukkende til tabletformatet.
Paparrazzi-dværg
Ingen ved, hvem der gemmer sig bag navnet Pierre la Police, “Peter-Politi”, fænomenet er omgivet af en surreel mystik, der også kommer til udtryk i de løjerlige interview han giver. Når han bliver spurgt ind til netop spørgsmålet om den skjulte identitet, svarer han ydmygt, at han helst bare gerne ville være i kulissen, at han finder det trivielt at blive adspurgt om hvilke plader eller film han kan lide. Det lyder for så vidt indlysende og fornuftigt. Hvorefter han siger om berømthed, at det kan have voldsomme konsekvenser, som historien om paparazzien-dværgen, der gemte sig i Johnny Hallyday´s wc-kumme, for at få et billede af sidstnævntes kunstige anus…
Det er typisk for La Police, vittighederne kommer – som alt god humor – helt uventet og med præcis timing. Dertil kommer en helt genial forvrængning af sprogets syntaks, der desværre ikke rigtig lader sig oversætte. Bevares, Pierre La Police er blevet oversat til engelsk, og det er stadigvæk vældig komisk, men der er en form for respektløshed over for det franske sprog der virker utrolig forfriskende, måske fordi netop det franske sprog generelt egentlig fremstår meget autoritært, især i litteraturens verden. Pierre La Police opfinder nye ord, laver stavefejl og bytter om på ordene som det passer ham…
Interviewene er i det hele taget mindst ligeså gode som hans tegneserier, fordi de så smukt veksler mellem seriøsitet og absurd komik. Et andet eksempel: Til spørgsmålet om han henter inspiration i drømme og drømmetydning, som surrealisterne gjorde det, svarer han tørt: “Det hænder, men jeg gør det kun hvis jeg i drømmen har en blyant og en skitsebog og beder drømmen om ikke at bevæge sig, således at jeg kan tegne den. Det er meget svært fordi drømmene har en tendens til a flytte sig, at mutere. Det kræver øvelse.”
Endnu en særhed: Pierre La Police får andre illustratorer til at lave omslaget til sine serier.
Andre steder fungerer hans infantile sprog som en satire over reklameverdens slogans, som i “Top-télé maximum” (1993) , en pastiche over TV-guiden. Fordi de små idiotiske annoncer om hvad der kommer i fjerneren er så tæt på virkeligheden, bliver den rigtige TV-guide lige pludselig helt absurd latterlig. Heri ligger geni-stregen: Virkeligheden er blevet til La Police´s nonsens.
Fongor Fonzym og Themistecle-brødrene.
En af hovedværkerne er tegneserien om superheltene “Les Practiciens de l´Infernal” (“Udøverne af det infernalske”) også kendt som “Les Mousquetaires de la Résurrection” (“Opstandelses-Musketererne”), der består af monsteret Fongor Fonzym og mutantbrødrene Chris og Felicien Themistecle. De kan bedst beskrives som en bande udviklingshæmmede med virkelig åndssvage overnaturlige kræfter, f. eks. evnen til at “være i Uganda”, dehydrere folk, gro nye tænder, blive lyshåret, etc.
Oversættelse:
1. Det går op for dem nu at man har prøvet at fryse dem, for at fjerne paven.
2. Doktoren han kommer til huset, for at behandle Chris.
3. Hans goiter er fuld af jordnødder.
4. Så begynder de at forstå hvem der står bag…
Historierne udvikler sig på de særeste måder, vor helte enten dør midt i historien eller gider ikke være med alligevel, Fongor bliver pave, steger merguez- pølser med Gud i forhistorien. (Gud er forresten en lille revisortype med slips og overskæg) og en af historierne ender sågar med at de sprænger hele jorden i luften “ved en fejl”.
Den mærkeligste historie findes i det første bind af “Les Practiciens de l´Infernal” (1993) betitlet “Punition de mort par erreur pour sucres de bonnes personnes” (frit oversat: fejl-dødsstraf for gode menneskers sukkerknalder) (igen: meget lyrisk gods går desværre tabt i oversættelse, jeg beklager!)
Synopsis: “Vi ser vores venner Fongor, Chris og Felicien, men de ser lidt anderledes ud. Vi har svært ved at genkende dem. Felicien har bryster og hagekors-tatoveringer og Fongor taler hele tiden om sex, det begynder at blive lidt pinligt. Pludselig står Chris helt nøgen og dræber den gode Fongor med en hobby-kniv. Det viser sig dog at være en fejltagelse, det var ikke Fongor og brødrene, de lignede bare lidt. De rigtige helte er her og har det fint.”
Man kan sammenligne denne form for gakket, dadaistisk komik med Monthy Python eller Kasper og Mandrilaftalen, forskellen er bare at humoren i Pierre La Polices værk aldrig er hysterisk eller over-the-top, og rummer en unik form for poesi og perfektionisme, både i tegning og tekst. Eller som han selv udtrykker det i et andet interview: “Jeg forsøger ikke for enhver pris at være komisk. Objektivt set er det intet morsomt ved mine historier. Folk dør jo hele tiden på idiotiske måder, helte er dumme, de dræber mennesker og dyr for et godt ord, og det værste er at vi tilgiver dem.”
Så er der bare om at lære fransk. Eller køb bøgerne alene på grund af de syrede tegninger. Eller prøv at køre de mange interviews igennem translate, måske tilføjer det endnu et lag kulsort humor…
Oversættelse:
1. Men hvis vi kigger nærmere, er dette jo ikke Fongor. Sådan ser hans ansigt jo slet ikke ud.
2. Og dette! det er hellere ikke Felicien, der er en lighed men ellers ikke.
3. Det samme med Chris, og han har jo heller ej kvindebryster.
4. Så var det altså ikke vores kære små venner?
Fakta:
Det seneste eventyr om den dynamiske trio er udkommet på ibooks til smartphone og tablet, på engelsk under titlen “Challengers of the Mephitic”. Desværre er bogen ikke tilgængelig på det danske ebook-marked, så vi må nøjes med denne lille forsmag: http://www.pierrelapolice.com/ibook/preview.html
Pierre la Police har leveret tegninger til det franske fodboldmagasin So Foot! og flere andre livsstil- og musikmagasiner. Hans bøger udkommer på det fine forlag Cornelius. http://www.cornelius.fr/blog/
Udover tegneserie arbejder Pierre La Police også med grafik, manuskript, netkunst og film, og bevæger sig ind på samtidskunstscenen, med flere udstillinger på gallerier og museer, senest på Onomichi City Museum of Art i Japan.
http://www.pierrelapolice.com
