Al Feldstein, hovedforfatter og redaktør på det amerikanske halvtredserforlag EC Comics banebrydende “New Trend”-serier, og manden der gjorde Mad Magazine til en amerikansk institution, døde for tre uger siden. Bedre sent end aldrig bringer Nummer9 en nekrolog.
Feldstein blev født og voksede op i Brooklyn, New York, og debuterede i tegneseriebranchen som femtenårig, hvor han gik til hånde i Will Eisner og Jerry Igers legendariske tegnestue. Det var mens hans var under uddannelse på New York City High School of Music and Art.
Efter han som værnepligtig i det amerikanske luftvåben havde tegnet en stribe til sin militærbases blad, vendte han tilbage til branchen som tegner for diverse New York-forlag. I 1948 blev han ansat på Educational Comics af forlagets nye chef William ‘Bill’ Gaines. ECs stifter, Gaines’ far Max, var netop omkommet i en bådulykke og Bill havde noget modstræbende sat sine planer om en karriere som kemilærer i bero for at afvikle eller udvikle forlaget.
Gaines (tv) og Feldstein (th) ca. 1950
Det blev til det sidste og Feldstein skulle efterhånden vise sig som hans mest afgørende samarbejdspartner. Tingene begyndte for alvor at tage fart i 1950, da Gaines besluttede sig at omlægge hele det nu omdøbte Entertaining Comics’ udgivelseslinie og søsatte således en række horror- og science fiction-, og lidt senere også krimi- og krigsblade, der skulle gå over i historien som grundsten i deres genrer indenfor tegneseriemediet. Tales from the Crypt, The Haunt of Fear, Weird Science, Shock SuspenStories og Two-Fisted Tales er blot nogle af titlerne.
Feldsteins illustration til Tales from the Crypt nr. 24s omslag, indsat i hans ikoniske forsidedesign
Allerede fra starten af denne “new trend in comics” spillede Feldstein en central rolle, både som tegner og forfatter og ikke mindst som designer af bladenes distinkte og i dag ikoniske omslagsdesign. Han fik hurtigt for travlt som forfatter og redaktør til selv at tegne sine serier, men det første års tid var hans grafiske aftryk på særligt science fiction-serierne umiskendeligt. Selvom han tydeligvis var lillebror i et foretagende, der omfattede virtuoser som Wally Wood, Jack Davis, Harvey Kurtzman og Graham Ingels, fortjener hans mærkeligt voksagtige figurtegninger, hans ubevidst surrealistiske iscenesættelser og hans forsidetegninger og -designs’ stærke grafiske identitet anerkendelse som væsentlige bidrag til disse (især grafisk) innovative serier.
Der er noget både komisk og foruroligende over Feldsteins tegninger, hvis let primitive, skematiske skildring af såvel figur som rum defineres af tykke tuschkonturer og bl.a. karakteriseres af en tungt flydende overvægt af foldekast, der nærmest er fetichistisk af karakter. Hans arvtagere idag er markante og spænder ganske vidt — f. eks. fra Charles Burns til Benjamin Marra.
Feldsteins “Reflection of Death” fra Tales from the Crypt nr. 23 (1951) er en af hans mest innovative historier, til trods for at præmissen var planket fra H. P. Lovecrafts “The Outsider”. Han går endda sit forbillede i bedene i mere end en forstand, og fylder de innovativt designede sider til med ordflom.
Som forfatter var Feldstein en bundsolid hack, der kunne kværne fire gennemskrevne manuskripter ud om ugen (han endte med at levere godt fem hundrede af slagsen til ECs blade). I de første år samarbejdede Feldstein med Gaines på historierne: sidstnævnte led, fordi han tog slankepiller, af søvnløshed og slugte alt hvad han kunne komme i nærheden af af pulp- og SF-litteratur. Det gav de to en masse præmisser af hvilke Feldstein valgte de mest lovende og derefter skrev kød på. Resultatet er et væld af historier skrevet over samme formel, ikke mindst i de berømte horrortitler, hvor grundmodellen nærmest uværgerligt bestod i mennesker der efter døden tog hævn for ugerninger begået mod dem. Og stille og roligt fornemmede man også, at præmissen simpelthen var en eller anden makaber og ulækker visuel idé et eller set piece, der skulle gøres til klimaks i en derfor ganske naturligt tyndbenet historie.
SF-historierne var mere opfindsomme, men som oftest fordi de var mere eller mindre planket fra diverse litterære forlæg. Et tilfælde er særligt berømt: den navnkundige SF-forfatter Ray Bradbury opdagede at EC-drengene uden tilladelse havde “versioneret” to af hans historier, “Kaleidoscope” og “The Rocket Man.” Han skrev til Gaines og krævede royalties, hvorefter sidstnævnte, som den snarrådige forretningsmand han var, i stedet tilbød et reelt samarbejde. Det kom der i de følgende år en række smukt realiserede tegneserieudgaver af Bradburys bedste historier ud af.
Et andet eksempel på Feldsteins formeltænkning var den ganske usædvanlige proces, hvormed serierne blev til. Feldstein satte simpelthen sin dialog og sine meget omfattende forklarende tekstkasser direkte på siderne i billedrammer, der var tegnet ind på forhånd og som de enkelte tegnere derefter blev bedt om at udfylde. Det overlod mildest talt ikke ret meget intitiativ til tegnerne, men med enkelte undtagelser indordnede de sig og fik alligevel meget ud af denne kreative spændetrøje.
Feldstein’s forside til Crime SuspenStories nr. 19 (1953)
Da den amerikanske tegneseriebranche i 1954 kom under pres fra omverdenen for det ofte voldsomme, slibrige og pirrende indhold af de hæfter de solgte i hundredetusindvis af i hele USA, gik det hårdt ud over EC. Som det mest succesrige forlag i det område af branchen, der gjorde sig i skræk, vold og generel afprøvning af grænser, var de et oplagt mål for censuren. Det blev ikke bedre af, at Gaines under påvirkning af sin stærke slankemedicin på nationalt TV storsvedende leverede et katastrofalt forsvar for sine serier overfor det specielle udvalg, der af den amerikanske kongres var blevet nedsat for at undersøge sagen.
Resultatet af undersøgelserne blev at tegneseriebranchen selv dannede the Comics Magazine Association of America (CMAA) og gennem denne indførte en censurordning, The Comics Code, der ramte EC hårdt, bl.a. ved at forbyde ord som ‘horror’ og ‘terror’ i titlerne, såvel som enhver henvinsing til vampyrer, varulve, zombier og lignende, samt naturligvis til sex og enhver glorificering af kriminalitet og vold. Kort sagt alt det EC havde levet godt af.
Det var en af Feldsteins SF-historier, den af Joe Orlando tegnede “Judgement Day” (1953), der gav anledning til Gaines første direkte udfordring af the Comics Code. Historien handler om en ansigtsløs astronaut, der ankommer til en planet beboet af hhv. gule og blå robotter. Han repræsenterer disses skabere og skal vurdere om det samfund, de har skabt er modent til at blive medlem af det store galaktiske fællesskab han repræsenterer. Da han ser, at robotterne har fordelt sig efter farve, og at de gule har langt flere rettigheder end de blå, der konsekvent og i en direkte parallel til de amerikanske storbyghettoer og sydstatsområder i perioden, er henvist til usle forhold og deres egne, ringere faciliteter, beslutter han sig for at udskyde deres medlemsskab. På det sidste billede ser vi ham på vej væk fra planeten i sit rumskib. Han har taget sin hjelm af og vi ser at han er en sort mand.
Sidste billede i “Judgement Day”, tegnet af Joe Orlando
Historien havde oprindeligt været bragt i Weird Fantasy nr. 18, før the Comics Code blev indført, men da Gaines og Feldstein i 1956 ville genoptrykke den i bladet Incredible Science Fiction ville censorerne ikke acceptere, at astronauten var sort, selvom det ligesom var hele historiens måske noget håndfaste, men ikke desto mindre effektive pointe. Gaines og Feldstein besluttede sig at given fanden i the Comics Code og trykte historien som den var.
Ikke desto mindre blev ECs udgivelseslinie aldrig den samme og i 1956 stoppede han produktionen af tegneserieblade. Heldigvis havde han sammen med sin mest talentfulde tegneseriemager Harvey Kurtzman i 1952 startet humorbladet Mad, der efterhånden var blevet en af ECs store succeser. Kurtzman overtalte i 1955 Gaines til at omdanne Mad fra tegneseriehæfte til et regulært magasin. Formatændringen blev også en klassifikationsændring og betød, at bladet ikke længere var omfattet af the Comics Code.
Kurtzman og Gaines blev imidlertid hurtigt uenige om, hvor stor en bid af kagen førstnævnte skulle have. Kurtzman krævede ligeligt medejerskab og det kunne Gaines ikke gå med til, så den talentfulde tegner, forfatter og redaktør forlod EC sammen med en flok af forlagets bedste tegnere for at søge andre græsgange. Hans erstatning på posten blev Feldstein, der i et års tid havde redigeret ECs officielle Mad-plagiat, det noget mere gumpetunge Panic. Helt karakteristisk for Feldstein havde Panic kopieret Mads formel og gjort det så overbevisende, at den mest tydelige forskel var, at innovationerne altid kom først i Mad, hvorefter de så dukkede op i søstertitlen.
Kelley Freas’ omslagsillustration til Mad Magazine nr. 126 (1969)
Feldstein baserede i et vist omfang Mads koncept på Kurtzmans ideer, ikke mindst de parodier, eller spoofs, af populærkulturellse fænomener, der den dag i dag karakteriserer bladet og som det har været med til at gøre til engrundgenre i amerikansk underholdning. Men samtidig skulle han skabe noget nyt og gøre det med nye kræfter. Han havde et klart øje for talent og fik hurtigt knyttet sidenhen store skikkelser som Sergio Aragonés, Dave Berg (“The Lighter Side of…”), Mort Drucker, Al Jaffee (kendt fra bagsidernes foldebilleder), Don Martin og Antonio Prohias (“Spy vs. Spy”) til bladet.
And the rest is history. Med årene voksede Mad Magazine sig til en institution i det amerikanske mediebillede — et af de mest indflydelsesrige tegneserieblade nogensinde. Da det var på sin højde var oplaget på godt tre millioner eksemplarer. Feldstein forblev som redaktør indtil han gik på pension i 1984 og trak sig tilbage, først til Wyoming, siden til Montana, hvor han bl.a. tilbragte sit otium med at male kitschede cowboymalerier.
I de mellemliggende årtier havde han imidlertid været en af hovedpersonerne i en hel usædvanlig del af amerikansk tegneserie- og underholdningshistorie. Det er tydeligt, at ECs New Trend uden ham aldrig ville være blevet den banebrydende succes, det blev, og at han som redaktør på Mad traf en række afgørende og helt rigtige valg.
Man kan kritisere hans svaghed for sikre formler, mangel på subtilitet, hans klicheprægede sprog og generelle ordflom, og man kan klandre Mad for aldrig rigtig at have fornyet sig og mest af alt at konsekvent at have betjent sig af en humor, der hurtigt overskred sin salgsdato men ikke desto mindre stadig præger bladet. Men trods alt dette er EC-serierne den dag i dag stærkt underholdende læsning, og var her og der tegneserier der ganske modigt tog emner op, som man ikke ført havde set indenfor mediet: umiddelbart mest markant fordomme og racisme — som det f. eks. var tilfældet med førnævnte “Judgement Day” — samt sociale problemer som stofmisbrug og vold i hjemmet. Men mere grundlæggende tegner serierne et undergravende portræt af halvtredsernes konsensusamfund med dets tro på videnskabeligt fremskridt og amerikansk førsteret i verden — uden tvivl en afgørende årsag til, at de blev så stor en succes i samtiden.
Og Mad knæsatte disse principper i amerikansk populærkultur. Art Spiegelman vurderer ganske tankevækkende, at bladet havde ligeså stor betydning for 68-generationens oprør mod den bestående orden som LSD. Og indenfor tegneseriernes domæne lå kimen til den radikalt fornyende amerikanske underground selvsagt i høj grad i dens udøveres barndomslæsning af netop ECs udgivelser og Mad.
Forsideillustration til Weird Fantasy nr. 13 (1952)
Gaines døde i 1992, Kurtzman i 1993, og stort set alle de andre tegnere og forfattere, der arbejdede for EC i halvtredserne, såvel som de fleste af dem, der i de første år tegnede Mad Magazines profil, er i dag gået bort. Feldstein var en af de sidste.
