I Nummer 9s række af danske tegnere, der fortæller om deres forhold til det nyligt afdøde tegneseriegeni Jean Giraud/Moebius, er vi nået til Ole Comoll Christensen, der har sendt os følgende:
Det, der siger mest om mig & Moebius, er nok, at jeg ikke sådan lige kan fyre et par linier af, og så er det det. Jeg kan næsten ikke undgå at fortælle om, hvordan jeg kom i gang med at lave tegneserier. Jeg har altid kunnet li’ at tegne, men havde ikke rigtig haft trang til at bruge det til tegneseriemageri. Men så i startfirserne kom jeg til København og begyndte at hænge ud med tegneserieinteresserede, og nogle af dem syntes, at jeg da også skulle få lavet nogle serier. Så jeg lod mig lokke til at tegne til andres manuskripter; noget rum-kommandoserie med Per Diemer, som jeg hurtigt opgav, og nogle skakstriber for en eller anden skakentusiast i Albertslund, hvor det (heldigvis) ikke gik meget bedre. Jeg husker svagt noget med, at Henning Kure også havde en idé, men det blev vist ved ideen.
Men jeg fik også lavet et par egne små, korte historier – og her kommer Moebius ind: Jeg havde trofast fulgt med i Blueberry i Fart Og Tempo i 70’erne, men den store åbenbaring kom med “Den Hermetiske Garage” med dens svimlende fantasi og tegneglæde – og øh uortodokse forhold til plot og manuskript. “Garagen” kaldte jeg i flere år for ‘min bibel’: Et tilfældigt opslag i albumet gav mig straks tegneinspiration. Både til de enkelttegninger, jeg havde lavet i tusindvis, siden jeg kunne holde på en ‘tus’, men også til mine første, egne korte tegneserier. De første var omhyggeligt tegnet med Rotring-rørpen og var ret stive i det. Det var en historie til Balder og Brages anden antologi med danske serier, “Fuga i E-Mol” og en serie til bladet “Blitz”.
Men så mødte jeg Thomas Nøhr, og Thomas lærte mig at tegne med spritpen (Staedtler Lumocolor ‘S’). Og han lærte mig ikke at sidde og nørkle med de enkelte tegninger og fortabe sig i prikskraverede baggrunde, men i stedet fokusere på figurerne og dialogen – og næste tegning. Sammen tegnede vi aften efter aften, weekend efter weekend, over store mængder te og mindre mængder whisky, side efter side af “Kommisærmysteriet”, der blev en lang, uafsluttet, improviseret historie. Meget hyggelig og sjov at lave, en fantastisk tegnetræning, men totalt uforståelig for andre end Thomas og jeg. Moebius var vores store inspiration – og vores undskyldning for ikke at bekymre sig om manuskript og plot og den slags pjat.
Thomas mistede efterhånden begejstringen for projektet, men jeg fortsatte ufortrødent og tegnede mange sider – til skuffen. Indtil det efterhånden, langsomt, gik op for mig, at det måske var bedre at investere min tid i at tegne serier, som andre også kunne have glæde af at læse. Nutildags vil jeg hellere læse en dårligt tegnet tegneserie med en god historie end omvendt. Og på den led har jeg lagt Moebius og hans garage bag mig.